De gamle partiers forfald: Brexit har gjort briterne til politiske nihilister

I Danmark bød det nyligt afholdte Folketingsvalg på en overraskende styrkelse af de gamle magtpartier. Det er dog mest af alt udtryk for dansk exeptionalisme, for i resten af Europa bløder de gamle partier stemmer på voldsom vis. I denne uge undersøger vi, hvad der gik galt for magten i Europas mest magtfulde lande – og om de kan gøre sig forhåbninger om at komme igen. I dag er vi nået til Storbritannien.

Ding dong, the tories are dead. Når det kommer til politiske lidelseshistorier i samtidens Europa, så kommer man selvfølgelig ikke uden om Storbritannien og den vanvittige nedsmeltning, som det gamle stolte Conservative and Unionist Party har været igennem. Partiets rødder kan spores helt tilbage til 1600-tallet, og lige siden dengang har the tories spillet en helt central rolle i britisk politisk historie. I nyere tid husker man måske bedst Winston Churchill og Margaret Thatcher, der begge blev berømte og berygtede for deres ledelse af det britiske imperium. Siden 1979 har de konservative siddet på magten i syv af 10 regeringsperioder, og gennem de sidste hundrede år er det sket ikke så sjældent, at de har haft absolut flertal i det britiske underhus. The tories har været uundgåelige i britisk politik, og nu er partiet ved at brænde fuldstændig sammen. Til Europa-Parlamentsvalget blev de blot det femte største parti med 9,1 pct. af stemmerne, hvilket er et fuldstændig uhørt dårligt resultat, og i meningsmålinger ligger de p.t. og roder rundt nede under 20 pct.

It’s brexit, stupid. Til forskel fra mange af de andre gamle europæiske partiers forfald, så synes årsagen til de konservatives dødedans at være forholdsvis intuitiv: Det handler om Brexit. Der kan derfor heller ikke være megen tvivl om, at partiet selv bærer en stor del af skylden for deres deroute. Det var den konservative premierminister David Cameron, der i 2015 udskrev brexit-afstemningen, skønt Cameron selv var tilhænger af at blive i EU. Det store spørgsmål er derfor: Hvorfor gjorde han det egentlig? Sagen er den, at de konservative i årevis har været splittede om EU-spørgsmålet. Især efter Maastricht-traktaten fra 1992 (der gjorde EU til EF) har der været en vokal gruppe i partiet, der mente, at briterne gav alt for megen magt til EU. Oppositionen mod EU bare voksede i partiet, og da Cameron blev premierminister i 2010, havde han svært ved at styre dem. I 2011 gjorde 79 af Camerons allierede i parlamentet oprør og stemte for en folkeafstemning om EU. Samtidig blev Cameron presset af det nye parti UKIP, der var imod EU, og pludselig kunne han se sine egne forlade konservative for at tilslutte sig UKIP. Cameron håbede, at et forslag om en folkeafstemning ville stoppe diskussionen. Dels troede han tilsyneladende, at en folkeafstemning ville blive blokeret, og desuden satsede han på, at befolkningen ville stemme for at blive i EU. Derfor var hverken politikerne eller embedsværket forberedt på, at det skulle ende med leave. Men sådan blev det.

Politisk nihilisme. Hvis Cameron troede, at en brexit-afstemning ville stoppe brexit-diskussionen, så tog han fejl. Brexit er ved at rive det konservative parti (og nationen for den sags skyld) fuldstændig fra hinanden, fordi ingen er enige om, hvordan det skal eksekveres (hvis overhovedet). Er man i tvivl om præcis, hvor slemt det står til internt i partiet, kan man dels kigge på den igangværende formandskamp, hvor Boris Johnson ser ud til snart at kunne trække sig ud som ny leder af de konservative. Men man kan også se på de her meningsmålinger, der i den grad illustrerer, hvilken total politisk nihilisme, der har bredt sig blandt the tories. Målingen viser, at et stort flertal af de konservative medlemmer hellere vil splitte kongeriget op, end de vil droppe Brexit. Ja, et flertal ser endda hellere, at deres eget parti går til grunde, end at Brexit ikke bliver gennemført. Brexit gennemsyrer partiet i sådan en grad, at al anden politik er kommet i anden række, hvilket også betyder, at medlemmerne identificerer sig mere politisk med deres brexit-ståsted end med som sådan at være konservativ. Der kan derfor ikke være nogen tvivl om, at hvis partiet skal vende tilbage til fordums stolthed, så skal brexit-krisen løses. Det lover fx Boris Johnson, at han kan, men der er ikke noget, der tyder på, at det skulle blive nemt. /Andreas T. Kønig