De gamle partiers forfald: Den franske revolution 2017-2019

I Danmark bød det nyligt afholdte Folketingsvalg på en overraskende styrkelse af de gamle magtpartier. Det er dog mest af alt udtryk for dansk exeptionalisme, for i resten af Europa bløder de gamle partier stemmer på voldsom vis. I denne uge undersøger vi, hvad der gik galt for magten i Europas mest magtfulde lande – og om de kan gøre sig forhåbninger om at komme igen. I dag slutter vi rundturen i Frankrig.

Revolution. Få steder illustrerer som Frankrig, hvor hurtigt det kan gå med at få vendt til den politiske verden op og ned. Det franske folks temperament synes stadig at have den gnist i sig, der i 1789-99 omvæltede hele samfundet under den franske revolution. For nok var det ikke en revolution i gammeldags forstand, som fandt sted i Frankrig, da der i 2017 var præsidentvalg, men det var alligevel en reminder til alle Europas gamle magtpartier om, at i demokratiet er ingen selvskrevne. Én enkelt aften skulle der til for fuldstændig at ændre det politiske landskab i Frankrig. Indtil valget i 2017 havde Frankrig siden den femte republiks indførelse i 1958 haft syv præsidenter (hvis man ikke medtæller to midlertidige, der sad i korte perioder). Seks ud af de syv præsidenter tilhørte socialistpartiet eller ”de Gaulle”-partiet, der efter flere navneskifte igennem årene i dag hedder Les Républicains. I 2017 kom præsidentkandidaterne fra de to partier ikke engang i anden valgrunde, og den endelige kamp stod derfor mellem den progressive centerkandidat Emmanuel Macron og kandidaten fra det yderste højre Marine Le Pen. Det billede af ikke ændret sig siden Macron vandt det opgør. Også ved den forgangne Europa-Parlamentsvalg blev Macron og Le Pen de to store vindere, og i graven må de Gaulle og den socialdemokratiske præsident gennem 14 år, François Mitterrand, ligge måbende og tænke, hvad der gik galt for deres engang så stolte partier.

Uhæderlige Hollande. Værst er det trods alt nok for de franske socialdemokrater, der altså i Frankrig går under navnet Parti Socialiste (PS). For selvom det synes ganske urealistisk med det katastrofale valg, de inkasserede i 2017, så var Macrons forgænger faktisk fra PS. I 2012 blev François Hollande præsident ved at love en mere normal og stabil regering, end den den flamboyante republikaner Nicolas Sarkozy havde siddet i spidsen for. Men nogen normal regeringsperiode blev det ikke. Hollande var nærmest upopulær fra starten, og skandalerne ramlede ned om ørerne på den undseelige socialist under hele perioden. Fx måtte regeringens finansminister, Jérôme Cahuzac, gå af i 2013, fordi han blev taget i at have penge i skattely. Hollande selv blev fanget i sidespring, og hans kone blev efterfølgende indlagt for ”hvile og et par tests”. Senere er det da kommet frem, at hun havde forsøgt at tage en overdosis sovepiller. Men PS og Hollande kan ikke alene skyde skylden på skandalerne. Ligesom i de andre europæiske lande, er det i sidste ende politikken, der har ødelagt partiet. Hollande lovede, at hans eneste ”rigtige fjende” som præsident ville være ”finansverden.” Hollande endte dog med at føre en politik, der var ganske pro-business, hvorfor de franske venstrefløjsvælgere følte sig forrådte. Det så man da også tydeligt ved præsidentvalget i 2017, hvor det mere radikale venstrefløjsparti, La France insoumise, fik næsten 20 pct. af stemmerne. Samtidig forsvandt de mere midtersøgende PS-vælgere til Macrons nye bevægelse, ligesom de indvandrerkritiske gik til Le Pen. Hollande blev skiftet ud med den mere rebelske Hamon, men da var det for sent. De franske socialdemokrater har aldrig fundet fodfæste igen.

Tiden løb fra republikanerne. Sarkozys regeringsperiode fra havde heller ikke været noget at råbe hurra for, og heller ikke de syntes ved 2017-valget at kunne få ordentlig fodfæste. Men selvom de ikke gik videre til anden valgrunde, fik de dog 20 pct. af stemmerne – og det selvom deres præsidentkandidat, François Fillon, under valgkampen blev ramt med beskyldninger om nepotisme og finansiel fuskerier. Republikanerne var altså vingeskudte, men ikke i respirator som deres socialdemokratiske kollegaer. Det blev de dog, da det ved EU-parlamentsvalget kun indkasserede lidt mere end otte pct. af stemmerne. Det fik den ellers forholdsvis nye leder, Laurent Wauquiez, til at gå af i starten af juni. På mange måder er republikanerne blevet ramt af det samme som PS: Macron og Le Pen. Igennem sin regeringsperiode har Macron i høj grad ført en politik, som engang var klassisk centrum-højrepolitik, og i meningsmålingerne kan man se, at Macron har stjålet utrolig meget af de mere velhavende vælgere. Som med de fleste andre af de gamle partier, har republikanerne heller ikke kunnet finde ben at stå på, når de kommer til indvandringsspørgsmålet, hvorfor de også har blødt vælgere til højrefløjen.

En ny slagplads. Konklusionen synes at være, at de gamle partier ikke har været i stand til indordne sig den nye politiske virkelighed. Mange steder er den politiske højre-venstre-skala blevet sprængt til stumper og stykker, og i stedet inddeler vælgerne sig i langt højere grad mellem liberale progressive og anti-globalistiske nationalister. Fjenderne Macron og Le Pen er kardinaleksemplet på denne kamp, og mens de bekæmper hinanden prøver de gamle partier desperat at gøre sig selv relevante igen.