Nyhedsanalysen
Sublimt essay om nepostisme og Den Korte Radioavis gør det igen
Sublimt essay om nepotisme
Vi har i mange år haft et godt øje til den britiske kritiker og journalist James Wood. I London Review of Books har han skrevet et helt sublimt essay om at gå på elitekostskolen Eton, der kun er for drenge, og hvad den kan gøre for dig i din karriere – og hvordan det hænger sammen med Brexit. Den er god at læse oven på de seneste måneders politik og regeringsdannelse her til lands og kræver kun lige, at man gratis registrerer sig (det er det værd).
+ Er du ikke til registreringer, men kan du godt lide politiske hudfletninger, så nap Den Korte Radioavis, her hvor Kirsten Birgit er bekymret for Jeppe Kofod, når han skal ud i verden. Historien om hans romance med en 15-årig DSU’er i 2008 kan jo skabe problemer i lande som Norge og Finland, hvor den slags ikke er lovligt, så hun ringer lige til deres udenrigsministerium for at fortælle, at det altså ikke er ulovligt i Danmark, så der er ingen grund til at rynke på næsen. Vi har ikke fortjent dig, Kirsten Birgit.
…