Langtrukken diplomati i EU

Det kan godt være, at folketingsvalget var hårdt ved Liberal Alliance, men at se Henrik Dahl forholde sig til sit partis katastrofale resultat var som at se en sommerkåd kalv komme på græs. Det var, som om Dahl endelig kunne komme ud med sin indebrændte frustration over partiledelsen, og rigtig saftigt blev det, da han beskyldte nu tidligere LA-leder Anders Samuelsen for nepotisme, fordi Samuelsen bl.a. havde sørget for en ministerpost til sin søster Mette Bock.

Vi nævner det, fordi der var dahlske frustrationer at spore ved det nyligt afsluttede G20-topmøde i Osaka, Japan. Den officielle instagramprofil for franske Palais de l’Élysée har lagt en video ud, hvor Monsieur le Président Emmanuel Macron står og taler med Bundeskanzlerin Angela Merkel, The Right Honourable Theresa May, vores allesammens crazy canuck Justin Trudeau og direktør fra Den Internationale Valutafond Christine Lagarde.

Midt i den diplomatiske smalltalk bryder den amerikanske præsidents datter, Ivanka Trump, pludselig ind for at give sin mening til kende. Som man kan se på videoen, kan verdenslederne næsten ikke holde deres irritation tilbage. Mon ikke de har lyst til at lave en Henrik Dahl og skrige ud i lokalet, at familiære relationer til en magtfuld person ikke er en kvalifikation i sig selv.

Der er i øvrigt en anden diplomatisk pointe at tage med herfra. Som sagt er videoen lagt ud fra officiel fransk hånd, hvilket er en slet skjult måde for dem at vise deres irritation på. For de vidste helt sikkert godt, at den video ville fremstille Ivanka Trump som påtrængende og uden fingerspidsfornemmelse. Så under påskud om blot at have tænkt det som en uskyldig ”bag om”-video har den franske administration leveret et nyrestød til den amerikanske præsident.

The breakfast club

Ja, franskmændene kan være nogle irriterende snu typer, når det kommer til diplomati, og det er ganske givet også en af grundene til, at nattens EU-topmøde har trukket i langdrag.

Allerede i går aftes satte EU’s stats- og regeringsledere sig til bords for at blive enige om, hvem der skal besætte de eftertragtede topposter i unionen. Men middagsforhandlinger blev til natteforhandlinger, natteforhandlinger blev til morgenmadsforhandlinger, og lige pludselig var mødet i Det Europæiske Råd endt med at blive det længste nogensinde. På en flot andenplads finder man et møde fra 2015, hvor den græske euro-krise var på dagsordenen.

Det hele var ellers tegnet og tilrettelagt inden mødet. For allerede ved det føromtalte G20-topmøde var en del af statslederne eftersigende blevet enige om, hvordan det skulle løbe af stablen.

Efter forrige møde i Det Europæiske Råd stod det klart, at der ikke var opbakning til nogen af de tre spidskandidater, som ellers alle håbede på at blive formand for Europa-Kommissionen. Især Merkels kristen-konservative kandidat Manfred Weber var vingeskudt – et attentat som i høj grad kan tilskrives det franske diplomati og Macron. Der var derfor brug for at ryste posen, og det blev der i Osaka.

Der blev udtænkt en plan, hvor den socialdemokratiske spidskandidat Frans Timmermans kunne få toppen af kommissionen, imod at Weber fik formandsposten i EU-parlamentet i 5 år – dobbelt så lang tid som normalt. Den studehandel kunne Merkel trods alt godt leve med, ligesom Macron også skal have nikket ja til aftalen – måske fordi hans favorit, Margrethe Vestager, også var en del af handlen. Fx som kommissionens vicepræsident. Easy-peasy. Det skulle være til at klare med et topmøde på 20 minutter over en god middag.

Men så nemt gik det altså ikke. For da Merkel i går skulle præsentere planen for resten af de statsledere, der sidder i den konservative europagruppe, mødte hun massiv modstand. Skulle de stemme ja til en socialdemokrat på toppen af Europa? Over deres lig!

I virkeligheden udstiller denne fadæse mest af alt, at Merkels magt er ved at smuldre mellem hænderne på hende. Først kunne hun ikke få valgt sin kandidat til formandsposten, selvom ”hendes” gruppe blev parlamentets største. Da hun så oven i købet gik med til at lade modstanderens kandidat få posten, kunne hun ikke engang uden videre få opbakning til det blandt sine egne.

Hvor skal det hele så ende? Vi har trukket den så langt vi kan. Klokken er nu 12, nyhedsbrevet skal ud, men i Bruxelles sidder de stadig og forhandler. Så herfra bliver der nødt til at lyde et: Vi ved det ikke.

De rygter, der siver ud fra diplomaterne i Bruxelles, siger, at Osaka-planen nok trods alt alligevel ender med at blive til virkelighed, hvilket vil betyde, at Timmermans kan indtage posten som formand for kommissionen. Men intet er sikkert endnu, for især Polen bliver ved med at stritte imod idéen om en socialdemokrat i front.

Men mon dog vi alligevel ikke nærmer os en afslutning? For som en diplomat har sagt til Politico: ”statsledere i søvnmangel kan acceptere hvad som helst.”  /Andreas T. Kønig