Regeringsforhandlinger. Socialdemokraternes formand Mette Frederiksen forlader sig kontor med stabschef Martin Rossen.
Medarbejderne mødte op på arbejde i sort tøj. I samlet flok som til en begravelse, eller måske snarere en bizar halloween-udklædningsfest på Slotsholmen. Men det var ikke for sjov: Den nyudnævnte justitsminister Mette Frederiksen (S) opfattede medarbejdernes happening som yderst barnagtig, og hun lagde heller ikke skjul på sin foragt.
I efteråret 2015 brød magtkampen mellem ministeren og embedsmændene således for alvor ud, for juristerne var dybt frustrerede og forvirrede. Med sørgemarchen forsøgte de i det stille at protestere mod ministerens brutale behandling af den netop fyrede departementschef Anne Kristine Axelsson.
Medarbejderne frygtede, at Mette Frederiksen som ny justitsminister ville fortsætte med at kortslutte det klassiske hierarki og i stedet lade sig styre af partipolitiske fornemmelser. Over 100 embedsfolk mødtes derfor til et krisemøde sammen med repræsentanter for deres fagforening Djøf.
De var bange for, hvad den unge justitsminister ville kunne finde på af uortodokse og egenrådige handlinger. Den degraderede departementschef Anne Kristine Axelsson var forinden formelt blevet renset af en advokatundersøgelse, og normalt ville den øverste administrative chef have kunnet forblive på sin post. Ministre kommer og går, ministeriet består.
Men Mette Frederiksen ville det anderledes, helt anderledes: Departementschefen havde nemlig været ansvarlig for den såkaldte ’nødløgn’, som i 2013 fældede socialdemokraten Morten Bødskov som justitsminister i Thorning-regeringen. Departementschefen var på den ene side ansvarlig for, at Morten Bødskov måtte stoppe som justitsminister, men på den anden side blev hun frikendt af systemet.
Dengang mente Mette Frederiksen, at hendes egen partikammerat og personlige ven Morten Bødskov havde fået sin politiske karriere ødelagt af uduelig rådgivning i ministeriet. Og da hun tilmed selv oplevede, at departementschefen og Justitsministeriets andre toprådgivere ikke gav hende tilstrækkelig kyndig vejledning, gjorde Mette Frederiksen kort proces.
Det formelle bureaukrati blev udfordret af en fremadstormende minister, der forventede langt større politisk fingerspidsfornemmelse fra sine nærmeste medarbejdere. Posten som justitsminister var nemlig ikke Mette Frederiksens første. Allerede i 2011 blev hun beskæftigelsesminister og havde også her voldsomme konflikter med embedsværket.
Hun nægtede at acceptere, at ministeriets folk ikke tænkte socialdemokratisk, men blot syntes at fortsætte kursen fra VK-regeringen.
Spændingerne fik frit løb. Mette Frederiksen lod medarbejderne vide, når de efter hendes mening kom med borgerlige råd. Selv opfattede de skærmydslerne som mere personlige. En anonym ansat i Beskæftigelsesministeriet udtalte senere til Politiken:
”Det er helt ekstremt, hvad der er foregået. Hun kan simpelthen eksplodere og blive enormt personlig. Efter at Mette Frederiksen kom til, skete der lynhurtigt det, at vi stoppede med at tage fuldmægtige og specialkonsulenter med til møder med ministeren, for vi ville simpelthen ikke byde almindelige medarbejdere den overfusning, man kunne risikere at blive udsat for”.
Spændingerne var imidlertid ikke personligt begrundede. Konflikten stak langt dybere. Beskæftigelsesministeriets departementschef Bo Smith stod allerede inden regeringsskiftet i 2011 på Henrik Sass Larsens såkaldte ”dødsliste” over embedsmænd, som skulle renses ud, når Socialdemokratiet igen kom til magten.
Og gæt hvad? Bo Smith blev snart udskiftet af Mette Frederiksen, som hverken kunne eller ville leve med rådgivere, som ikke hjalp ministeren aktivt med at tænke politisk og strategisk. Bo Smith blev erstattet med afdelingschef Peter Mørch, som hurtigt viste sig bedre til at navigere politisk.
Endnu værre oplevede Mette Frederiksen dengang de tilstande, der herskede ovre i Statsministeriet, hvor Helle Thorning-Schmidt fra begyndelsen blev pakket ind og stækket af embedsværket. Hverken formanden for Socialdemokratiet eller hendes nærmeste rådgiver Noa Redington kunne trænge gennem muren af gammel magt – embedsvældets usynlige magt.
Helt galt gik det, ifølge Mette Frederiksen, da Statsministeriets departementschef Christian Kettel Thomsen fik overtalt Helle Thorning-Schmidt til at droppe Henrik Sass Larsen som finansminister. På et usagligt grundlag sorteres Sass fra med henvisning til nogle mere end dubiøse indberetninger fra Køge politi om en samtale med Torben Ohlsen Jensen – alias ‘Suzuki-Torben’.
Formelt var der absolut intet at komme efter, og Statsministeriets departementschef Christian Kettel Thomsen gik langt, også for langt, da han fik fjernet Henrik Sass Larsen fra magtkabalen i 2011. Men denne gang er vilkårene afgørende forskudt. Denne gang er det Christian Kettel Thomsen, som risikerer at ryge som den næste i rækken, ikke længere en socialdemokratisk partisoldat. Tværtimod.
Erfaringen for den i dag 41-årige Mette Frederiksen er, at departementschefer, som instinktivt virker mere loyale over for den afgående regering, det gamle regime, har kostet to af hendes nærmest allierede, Henrik Sass Larsen og Morten Bødskov, karrieren. I hvert fald for en periode. Og hendes kontante reaktion har været undervejs gennem flere år: Ministerierne skal lære at betjene de folkevalgte chefer med en større grad af politisk retningssans, så Socialdemokratiets politik kan føres bedre ud i livet, end tilfældet var under Helle Thorning-Schmidt.
Allerede for tre år siden udtalte Mette Frederiksen i en bog: ”Som minister er man i et konstant pres fra borgere, medier og interessenter for at levere løsninger. Og her synes jeg, at den politiske innovation er utilstrækkelig. Embedsmændene er ikke gode nok til have et kritisk blik på det system, vi sammen har bygget op”.
Udmeldingen om, at Mette Frederiksen som ny statsminister nu opretter et strategisk sekretariat, hvor hendes højre hånd, Martin Rossen, skal være stabschef, er kun den foreløbige kulmination på flere års opsparet irritation over et forvaltningssystem, der ikke længere er på omdrejningshøjde med den politiske og mediemæssige virkelighed. Et system, der blokerer for ideologisk motiverede forandringer for i stedet at lade ‘nødvendighedens politik’ regere.
Formålet med sekretariatet er altså oplagt og indlysende at styrke ministrene, ikke mindst statsministeren, i det forventelige opgør med embedsapparatet – og forhindre, at Mette Frederiksen må lide samme skæbne som Helle Thorning-Schmidt, der aldrig fik skabt sig manøvrerum til at kunne udmanøvrere mappemændene i magtens korridorer.
Spørgsmålet er dog: Vil det rent faktisk lykkes denne gang? Er et lille sekretariat på blot en håndfuld betroede socialdemokrater nok til at kunne modstå presset fra bureaukratiet? Ja, det handler det om i næste afsnit i denne lille sommer-føljeton ‘I Rossens navn’. Læs med på onsdag. For hvad er det egentlig for en modstand mod partipolitisk styring, som ministrene hidtil har oplevet indefra? Hvad er det for kræfter, som normalt har det med at forvandle alle politikere til grå mus, selv i dagslys? /Lars Trier Mogensen