Græske Tsipras blev ramt af virkeligheden

Når det danske sommervejr viser sig fra sin absolut værste side, må man finde andre måder at more sig på. Det kan være ved små tankelege. Fx kan man sidde indendørs og tænke over, hvilken rolle man ville indtage i forskellige politiske scenarier. Hvem havde du været under besættelsen? Modstandsmand eller -kvinde? Almindelig hverdagsborger? Eller, gisp, kollaboratør?

Det er i sagens natur umuligt at komme frem til et gyldigt svar. De fleste vil nok inderligt håbe, at de havde været modige modstandsfolk, der stod op for landets bedste og kæmpede mod fascismen for deres medborgere. Men sagen er, at idealisme er nemmest, når den holdes langt væk fra virkelighedens kontekst. For hvem man havde været, ville nok i langt højere grad have været bestemt af udefrakommende faktorer, end af ens personlige overbevisninger. Spørgsmålet er nærmere: Hvem er du, når realpolitikken rammer?

Den franske forfatter og filosof Jean-Paul Sartre udgav en roman i drejebogsform om problematikken i 1948. Titlen er L’engrénage – på dansk hedder den Rettergang. Den handler om revolutionslederen Jean, der omvælter et samfund i vrede over, at den tidligere ledelse ikke nationaliserede landets olie. For skønt landet er fattigt er det ganske olierigt. Problemet er blot, at olien hentes af udenlandske selskaber, der aldrig geninvesterer i landet. Men da Jean efter en blodig revolution pludselig selv er eneherskende leder, opdager han, hvem han er, når realpolitikken rammer.

Udlandet er ikke interesseret i, at olien nationaliseres, og stærke stater truer derfor Jean med krig, om han kunne finde på at gøre noget sådan. Jean lader derfor være. Han begår samme ”forbrydelse” som sin forgænger, fordi han ikke vil se sine landsmænd dræbes i krig. Idealismen forlader ham, da realiteterne sætter ind, og efterfølgende bliver han afsat af sine egne og ført for retten som revolutionsforræder.

Ny græsk politik

Måske var det noget lignende, der skete for den nu forhenværende græske premierminister Alexis Tsipras. I går fik hans venstreorienterede parti Syriza omkring 32 pct. af stemmerne ved parlamentsvalget i Grækenland, og de måtte derfor se sig slået af det konservative Nyt Demokrati, der med næsten 40 pct. af stemmerne kan sende deres leder Kyriakos Mitsotakis ind i premierminister-kontoret. Ovenikøbet får Nyt Demokrati absolut flertal i parlamentet, eftersom det græske valgsystem udløser en bonus til det største parti.

Tsipras blev premierminister i 2015. Han kom til magten ved at positionere sig som radikal venstrefløjer, hvilket dengang vandt stor genklang i befolkningen, der var kørt trætte af den hårde sparepolitik, som blev udløst af den massive gældskrise, Grækenland blev ramt af i 2009. Men magten ændrede Tsipras. En del af hans idealisme forsvandt. I sin regeringsperiode havde han ansvaret for implementeringen er den tredje og sidste internationale lånepakke, der var skabt til at få Grækenlands økonomi på fode igen, og det syntes, at kravene fra de internationale kreditorer skubbede ham mod centrum på det politiske spektrum. Skatterne blev hævet, sparepolitikken fortsatte, og det førte til en kæmpe vælgerlussing ved Europa-Parlamentsvalget. Det fik ham til at udskrive nationalt valg i utide, hvor han også trak det korte strå. Fældet af sine egne som revolutionsforræder.

Skulle Tsipras have givet fingeren til kreditorerne, EU, Merkel og alle de andre, der krævede græsk sparepolitik? Måske. Men så havde det været slut med økonomisk støtte, og på lang sigt havde hans befolkning lidt endnu mere. Han sagde det næsten selv. ”Vi tog svære politiske beslutninger, der medførte en høj politisk pris, som vi betaler i dag.”

Nu får Nyt Demokrati og Kyriakos Mitsotakis i stedet muligheden for at sætte gang i det land, der trods bedring stadig har massive økonomiske problemer. Mitsotakis er søn af en tidligere premierminister, og partiet Nyt Demokrati er et af de gamle magtpartier, der var med til at bringe Grækenland ud i gældskrisen i første omgang. Mitsotakis vil sænke skatterne, og han vil skabe jobs, sikkerhed, flere investeringer, vækst, højere lønninger og pensioner.

Problemet for Mitsotakis er, at der ikke er penge i kassen til skattelettelser og højere lønninger. Selv håber han at kunne få lempet EU’s krav om overskud fra næste år, men det er særdeles tvivlsomt, om EU går med til det, og hvis de gør, kommer det til at kræve sparereformer, der går videre end de allerede implementerede. Der er stadig masser af krav fra udlandet, der skal overholdes.

Hvem er Mitsotakis, når realpolitikken rammer? Vil også han blive ædt af sine egne? /Andreas T. Kønig