Javel, hr. spindoktor

Oprustningen med et nyt politisk sekretariat i Statsministeriet er Mette Frederiksens første markante beslutning som statsminister, men også en strategisk oprustning, der har sendt dønninger langt ud på den anden side af Slotsholmens grumsede vande. Særlig opsigt har det vakt, at hendes højre hånd Martin Rossen er udnævnt til stabschef og tilmed til fast medlem af regeringens Koordinationsudvalg og Økonomiudvalg.

Embedsværket er en dybt konservativ institution, der skal sikre kontinuitet og stabilitet. Med god grund. Embedsmændene – der i stigende grad er kvinder – har i generationer haft til opgave at bremse pøblens vildeste og dyreste idéer. Gennem århundrede har kontorister, papirnussere og skrankepaver således på behændig vis fået blokeret for skøre konger og naive ministres pludselige og populistiske impulser.

I de senere år har det gamle embedsværk – som oftest med skælmske smil –   afvist alle de nye ‘særlige rådgivere’ med variationer over sætningen: ”Javel, hr. spindoktor”. Med en klar og gensidig forventning om, at rådgivernes råd straks ville blive arkiveret lodret, og i hvert fald ikke ville få nævneværdig indflydelse på beslutningsgangenes træge gang.

Men obstruktionen kan måske også gå for vidt? Måske er der en grund til, at mange vælgere har svært ved at kende forskel på skiftende regeringer, som ofte synes at føre den samme politik uanset farve. For måske har embedsværket fået for stor indflydelse?

I et af de mest tankevækkende indlæg skriver udenrigsminister Villy Søvndals tidligere særlige rådgiver Claus Perregaard, at ministrenes såkaldte ‘spindoktorer’ har været kørt ud på et sidespor. Som en slags hofnarre. Inde i magtens korridorer har topembedsmændene i de senere år gjort sig store anstrengelser for at holde rådgiverne på behørig afstand, da de hellere selv vil stå for den partitaktiske rådgivning:

”Der foregår en kamp om viden og ikke mindst om eksklusiv adgang til ministeren – helst udenom den personlige rådgiver. Den bruges af nogle topembedsmænd benhårdt,” skriver Perregaard: ”Lodret imod ministerens bestilling sendes notater, taleudkast etc. bevidst ikke til rådgiveren, møder med ministeren planlægges uden rådgiveren, aktørerne griber enhver lejlighed til at placere sig i fly, i biler, ved mødeborde etc. så de får ministerens fulde opmærksomhed”.

I den daglige kamp mellem nye politikere og det gamle embedsværk vil det nok også her i 2019 vise sig svært, endog meget svært, at rykke rundt på de vante arbejdsgange. Embedsværket værner nemlig om deres velerhvervede magt, og hidtil har de politisk udpegede ‘særlige rådgivere’ derfor ikke haft en  synderlig stor indflydelse, i hvert fald slet ikke på niveau med den indflydelse, som de er blevet tillagt af journaliststanden.

Herhjemme har de særlige rådgivere, som den socialdemokratiske statsminister Poul Nyrup Rasmussen indførte med ansættelsen af Ralf Pittelkow i 1993, og som Venstre-statsminister Anders Fogh Rasmussen udbyggede i 2001 under inspiration fra den britiske premierminister Tony Blair, reelt ikke gjort nogen forskel for skiftende regeringer – udover praktisk arbejde med planlægning af kommunikation.

Som de to professorer i offentlig forvaltning Jørgen Grønnegård Christensen og Peter Bjerre Mortensen konkluderer i en kronik i går: ”Pittelkow-indslaget forblev et intermezzo. Foghs spindoktorer var kommunikationsrådgivere, der kunne levere det, som embedsmænd ikke kan, men de spillede ingen rolle som politiske rådgivere med stort P”.

Men måske er det anderledes denne gang? Måske er de indre magtbalancer ved for alvor at tippe på Slotsholmen? Afgåede statsminister Lars Løkke Rasmussen, og lidt endnu også Venstres formand, kalder udnævnelsen af Martin Rossen for ”et frontalangreb på den danske forvaltningstradition”. Omvendt har tidligere konservativ justitsminister, som i dag er politisk kommentator for Ekstra Bladet, Hans Engell, skrevet mere positivt:

”Hvis den danske regering skal fungere professionelt – på linje med andre lande i EU – kræver det opstramning og klar ansvarsfordeling mellem det neutrale embedsmandskorps og på den anden side medarbejdere, som tænker politisk, strategisk og kan udvikle politik og holde sammen på parti, folketingsgruppe, ministerhold plus tænke i fremtid. Mette Frederiksen har med udnævnelsen af Martin Rossen som leder af en lille politisk-strategisk enhed taget det første skridt i den retning. Det burde være sket for 40 år siden”.

Et frontalangreb på retsstaten? Eller en tiltrængt opgradering, der langt om længe bringer Danmark på omdrejningshøjde med landene omkring os?

Konklusionen afhænger af, hvordan man opfatter forholdet mellem embedsmænd og politikere, mellem regeringen og Folketinget. Om man nyder, når Sir Humphrey i den britiske tv-komedie ‘Javel, hr. statsminister’ lukker effektivt ned for ministerens flyvske tanker? Eller om man stik omvendt hepper på mere potente ministre, der kan og vil tage favntag med f.eks. Finansministeriets diskrete dominans?

Martin Rossen, der er sønderjysk arbejderdreng, nær ven med Henrik Sass Larsen og har været spindoktor for Mette Frederiksen siden 2011, er allerede blevet døbt ”Danmarks vicestatsminister”. Og rigtigt er det, at det tidligere kun var departementscheferne i Stats- og Finansministeriet, som har været i nærheden af samme magt, som Rossen nu vil få. At en partisoldat løftes formelt op på linje med centraladministrationens allertungeste folk er og bliver sensationelt.

Ved at gøre ham til medlem af de to udvalg – som på christiansborgsk omtales som K-udvalget og Ø-udvalget, og som er suverænt de to mest magtfulde organer i Danmark – bliver chefrådgiveren løftet op i den allerøverste formelle magtelite. Ligesom Bjarne Corydon i 2011 blev hentet direkte fra det socialdemokratiske partiapparat og gjort til en overraskende finansminister, træder Martin Rossen nu ind som Danmarks nok mest magtfulde mand.

Højrefløjen har straks sammenlignet det nye sekretariat med tilstandene i det hedengangne Sovjetunionen, men i virkelighedens ofte mere trivielle verden er lighedstrækkene med de demokratiske traditioner i Sverige nok lidt tættere på. Ret beset består det nye sekretariat også kun af tre ansatte, som udover Martin Rossen tæller de to socialdemokratiske apparatjikker Martin Justesen og Sara Vad Sørensen. Det er mildest talt ikke et nyt politbureau.

De svenske sosser, som har været vant til at regere folkhemmet, har i årtier haft en ordning med såkaldte statssekretærer, som loyalt assisterer ministrene med bl.a. partipolitisk sparring. Det har typisk været yngre partisoldater, som er blevet trukket ind for at hjælpe med forbindelseslinjerne tilbage til partiet og til at sikre en klar ideologisk retning, særligt når det daglige trummerum rammer. Også i Norge har de en slags juniorministre.

Isoleret set er det nye sekretariat et begrænset forsøg på at styrke ministrenes rådgivere, i første omgang statsministerens egen rådgiver, så embedsværket rent faktisk begynder at lytte til partipolitiske indvendinger. Sådan som det sker i alle andre EU-lande. Formelt set er Danmark dermed fortsat bagefter vores nabolande. Til gengæld er konstruktionen måske også endnu mere gammeldags, ja, måske helt tilbage fra tiden før folkestyret?

For det opsigtsvækkende og for mange bekymrende ved Mette Frederiksens nye konstruktion er, at Martin Rossen netop ikke gøres til minister – eller statssekretær. Han skal arbejde på de indre linjer og tegner sig dermed umiddelbart til at kunne undslippe enhver parlamentarisk kontrol. Ja, det handler næste – sidste og tredje – afsnit i sommer-føljetonen ‘I Rossens navn’ om.

Læs med på fredag. Er Danmark ved at få en ny Struensee-figur, der ligesom Christian 7.’s livlæge i 1700-tallet regerede fra sidelinjen – uden reel demokratisk kontrol? /Lars Trier Mogensen