Det er ganske ironisk, men i disse dage synes det næsten, at Vladimir Putins største styrke er demokratiet.
Vi snakker ikke om det såkaldte russiske demokrati, hvor det gang på gang er blevet demonstreret, at den russiske stats undergravning af liberale frihedsrettigheder gør valgene ufrie og unfair. Nej, vi snakker såmænd om de vestlige demokratier, der langsomt men sikkert har været med til på ny at indsætte Rusland som en magtfuld og truende stormagt, der ikke kan ignoreres.
For det kan nok være, at Putin kort inden G20-topmødet i sidste måned tordnede mod den liberale orden og kaldte liberalismen for forældet. Men den nylige afsløring af, at en toprådgiver fra Italiens nationalistiske regeringsparti, Lega, øjensynligt har forhandlet med Rusland om en lyssky (og sandsynligvis ulovlig) fidus, hvor russiske oliemillioner skulle pumpes ind i Lega, viser med al tydelighed, at Putin har fundet en måde, hvorpå han kan bruge det liberale demokrati til at underminere sig selv. Tillad os at uddybe.
Den russiske bjørn
Under den kolde krig kom Sovjetunionens stormagtstatus fra militæret og hård magt. I dag handler det i langt højere grad om blød magt og undergravende virksomhed. Putin har været eminent til den ældgamle militære strategi divide et impera – del og hersk. I al sin enkelhed går det ud på at splitte en fjendtlig magt op i mindre dele, da én samlet stor enhed er stærkere end mange små.
Med nationalismens komme i Europa kunne russerne pludselig lugte blod. I stedet for at stå som en samlet entitet, begyndte den europæiske befolkning pludselig at knække over og bekæmpe hinanden politisk. På den ene side står de progressive liberale, på den anden side står de nationalorienterede populister.
Ved at alliere Rusland med det yderste europæiske højre kunne Putin nærmest ikke tabe. For ham ville den ultimative succes være valgsejre til højrefløjen, eftersom det ville give ham indflydelse over et territorium, som i den moderne tid altid har været Rusland-kritisk. Men selv hvis højrefløjspartierne ikke vinder valg, vil deres blotte tilstedeværelse i Europa være nok til at skabe furore på kontinentet, som den russiske bjørn kan udnytte i det nulsumsspil, som sikkerhedspolitik nu engang synes at være.
Putins mange europæiske højrehænder
Det er derfor også svært at blive sådan rigtig overrasket, når der endnu engang dukker en historie op om, at et nationalistisk parti i Europa flirter lige lovlig meget med Rusland. På lydoptagelsen, som Buzzfeed News er kommet i besiddelse af, kan man høre, hvordan rådgiveren fra Lega, Gianluca Savoini, snakker passioneret om partiets plan for et nyt Ruslands-venligt Europa. ”Vi vil forandre Europa,” siger han. ”Et nyt Europa skal have tætte bånd til Rusland.”
Man forstår derfor udmærket, hvorfor de russiske forhandlere på lydoptagelsen er interesserede i at pumpe oliepenge ind i det italienske parti. Det skal selvfølgelig foregå i det hemmelige, eftersom det er ulovligt i Italien at acceptere store udenlandske donationer.
Den italienske vicepremierminister og leder af Lega Matteo Salvini var ikke tilstede på mødet, og han har afvist, at han selv eller Lega skal have modtaget penge fra russerne. At Salvini beundrer Rusland og Putin er dog ingen hemmelighed. Dagen før mødet holdt Salvini fx tale i Rusland, hvor han tordnede mod EU’s sanktioner mod Rusland. Han kaldte sanktionerne for ”økonomisk, social og kulturel dårskab.”
Salvini og hans parti er langt fra de eneste på den europæiske højrefløj, der beskyldes for at være i lommen på russerne. Det er nærmest sværere at finde et højrenationalt parti, der ikke er under beskyldninger.
I Østrig er regeringen blevet nødt til at gå af, efter der kom optagelser frem, der afslører den tidligere vicekansler og leder af FPÖ Heinz-Christian Straches velvilje til at modtage ulovlig støtte fra påståede russiske oligarker mod i stedet at hjælpe dem politisk. I Frankrig er det kommet frem, at Marine Le Pen har taget mistænksomme lån i udenlandske banker med tætte bånd til Kremlin, i Tyskland er der dukket et dokument op, hvor Kremlin beskriver muligheden for at kunne ”fuldstændig kontrollere” en parlamentariker fra Alternative für Deutschland, og i Storbritannien er man ved at undersøge, om Brexit-kampagnens vigtigste pengemand fik lukrative tilbud fra Rusland. Der er flere eksempler, hvor de kommer fra.
Der er dog intet, der tyder på, at de tætte bånd til Rusland rigtig skader de højrenationale partier. Og hvorfor skulle det? Putin personificerer jo på mange måder det, som højrefløjen ønsker at opnå i Europa, nemlig at underminere den liberale elite og dennes institutioner. Det er derfor ikke nok at påpege de tætte bånd. Man må løse de politiske problemer, der skaber dem. Alternativet er, at det ydre højre får lov til at fortsætte deres fremgang ved de europæiske valg, og det liberale demokrati vil dermed bekæmpe sig selv som var det en autoimmun sygdom. /Andreas T. Kønig