Da Bob Dylan kunne synge

Hvad nu hvis alt virkelig var bedre i gamle dage? Hvis vi faktisk kom hinanden mere ved, var mere nærværende, havde færre bekymringer og generelt var bedre mennesker. Hvad nu hvis de unge er helt gennem fordærvede, kloden er døende, og Bob Dylan er blevet dement og ikke kan synge længere?

Tja, det er da en tanke værd, men som vi jo ind i mellem kommer ind på, så har vi en både dygtig kommunikatør og psykolog i Harvard-professoren Steven Pinker, der underminerer den tankegang med velunderbyggede grafer og tal i bogen Enlightenment Now: The Case for Reason, Science, Humanism, and Progress. Heri står det klart og tydeligt, at der aldrig har været færre drab, færre krige, færre fattige og mindre vold, end der netop er i dag i 2019 – og han har ret. Lige som salige og saglige Hans Rosling, der nåede at udgive Factfullness: 10 grunde til at vi misforstår verden – og hvorfor den er bedre end vi tror.

Jo, men altså tingene var vel lidt mere enkle tidligere, var de ikke? Du ved før sms’er og før Facebook, og den gang ozonlaget var noget, vi fiksede, og atombomben kun var noget, der kunne ske, men ikke noget der allerede var i fuld gang, ligesom klimaforandringerne er i dag. Den gang der var én kanal, og vi optog musik fra radioen – ja, og Bob Dylan kunne synge.

Måske, men sandheden er, at kedsomheden var væsentligt mere udbredt før sms’en, og hovedparten af de uheldbredelige klimaforandringer, vi står med i dag, blev skabt i ‘gamle dage’. At vi har flyttet os markant i erkendelsen af, at vi selv bærer et ansvar, og at de unge, som vi normalt taler om som fordærvede og ignorante er dem, der er de mest bekymrede for verdens retning og handler mest på det. I øvrigt har Frankrig forbudt at smide usolgt mad ud, og bestanden af honningbier er steget for første gang i 20 år. Eller havde du glemt, at 1,5 mio. frivillige i Sydøstindien plantede 66 mio. træer på 12 timer i vinter? Eller at pandaen ikke længere er en truet dyreart? Ifølge Det Internationale Energiagentur fik verden næsten 25 pct. af sin elektricitet fra vedvarende energi sidste år, og for første gang bliver mere end 10 pct. af verdens samlede energiforbrug skabt på baggrund af vedvarende kilder. Mere end 15 pct. af verdens have er nu under særlig naturfredningsbeskyttelse – det er en stigning på 5 pct. på et enkelt år. Og hvad angår fattigdom totalt – målt efter Verdensbankens begreber – så er den stadig i et drastisk fald. Børnedødeligheden: faldet. Teenagegraviditeter: faldet. Analfabetisme: faldet. Ikke nok med det, så er andelen af piger og drenge, der i dag bliver indskrevet og gennemfører en uddannelse, næsten den samme.

Det går sgu da meget godt sine steder, og det, vi kalder gamle dage, var altså ikke meget bedre, selv om det kan føles sådan.

Men Bob Dylan? Kan han måske synge? Hm, måske skal vi helt holde op med at tale om gamle dage og nye tider. Måske bør man slet ikke stille det op sådan. Asger Schnack – den danske digter og anmelder – havde sådan et fint svar på det spørgsmål, efter han for gud ved hvilken gang forleden var mødt op foran Roskildes Orange Scene for at tage imod sin Bobhed.

”For mig er en Bob Dylan-koncert ikke i den forstand til diskussion,” indledte han i en Facebook-opdatering efterfølgende.

”Der kan være udenværker, der ikke fungerer, men hvad der sker på scenen og i interaktion mellem Bob Dylan og publikum (mig, hvis jeg er der, dig, dem, der er til stede) og ikke mindst og i høj grad imellem Bob Dylan og bandet, der kan alt, er ikke en eksamensopgave eller et spørgsmålstegn, der skal rettes ud eller gøres plads til i hjernen. Når Bob Dylan står på scenen, det kan være hvor som helst, det kan være i Roskilde, er det alle hans koncerter, der står der, alle erindringer, alle transformationer, risici, kærligheder. Alle de sammensatte følelser, som ikke kan udtømmes eller gentages, men som kan komme tilbage i form af en pupils udvidelse, en dyb bølge i det ikke sansede, aldrig glemte, men drømte, det forestillede, fordoblede, levede igen, men i en anden konstellation af støv og lys og nu. Det er alt sammen nærværende, alle pladerne, alle sangene, alle forvandlingerne af det én gang bevidstgjorte, fortalte, et skrin af tid båret ind på scenen som af en alvidende joker, der er placeret udenfor, som vi alle er, når vi står midt i livet, en position, vi forlader, træder ind i og forlader. Derfra, i dette hav, kan vi opleve helheder og ikke småligt blinke til forskelle, præstationsniveauer eller god eller dårlig, for det er en sammenhæng, og jeg, du, vi, er en del af dette fællesskab, hvis vi har løst billet ved simpelt hen at være der.”

Det er ikke en dum måde at anskue Dylans koncerter og bedømme hans stemme på. Det er heller ikke en dum måde at anskue historiens udvikling på. /Lasse Lavrsen