Så er det altså i morgen – lørdag den 20. juli – at det er præcis 50 år siden, vi landede på månen første gang. Et stort skridt for ‘mankind’, som det blev sagt, men var det nu også det? Hvad fik vi egentlig ud af det?
Praktisk talt var hele Apollo 11-missionen meningsløs. Den gav os ikke en bedre forståelse af, hvad månen er, hvem vi selv er, eller hvad vi kan bruge rumrejser til. Trods milliarder af dollars gav det ikke et umiddelbart teknologisk afkast, der ikke kunne være blevet opfundet bedre og stærkere på jorden, og der er ikke noget ved den mission, vi i dag står tilbage med og tænker ‘det havde vi ikke haft, hvis det ikke var for det amerikanske måneprogram’. Det gav os ingenting.
Jo, måske en helt ufattelig bunke selvbiografiske bøger og essays af gode og dårlige skribenters forhold til månerejsen og den dag i 1969. Ja, man kunne måske sige, at det gav os noget at tænke over. Noget at stå sammen om. Vi har tidligere beskrevet det, der kaldes The Overview Effect, som blev undersøgt som et fænomen allerede i 1968, da amerikanske Rusty Schweickart kom tilbage til Jorden efter den niende Apollo-mission. Af forskellige tekniske årsager blev Schweickarts rumvandring udsat, så hans månemodul blev sendt en ekstra tur rundt om Jorden, så han pænt måtte vente de to timer, det tager. Her sad han og kiggede ud af sit koøje, mens erkendelserne skyllede ind over ham som i en LSD-rus.
”Jeg oplevede en dyb forbindelse til Jorden og forstod pludselig min rolle i verden. Det forandrede mig. Det var en følelse så dyb, at jeg følte det inderste element i selve menneskeheden,” sagde han bagefter.
Måske skød man det hen med træthed eller rumsyge (det er en ting), for det var først, da Edgar Mitchell fra Apollo 14 to år senere beskrev en lignende oplevelse, at man begyndte at betragte det som et decideret fænomen. Mitchell landede på Månen og har stadig rekorden for den længste ‘moonwalk’ på ni timer og sytten minutter, og mens han gik, så han op på Jorden og oplevede en euforisk følelse af ”velsignelse og tidløshed”. Han stod stille nogle minutter og græd af bevægelse, mens han oplevede, at alle atomer i universet var forbundne. ”Jeg oplevede en dyb, dyb forståelse af, at alle mennesker, alle dyr, hele systemet var en del af det samme hele”. Også vores egen og eneste astronaut Andreas Mogensen beskrev fænomenet, da han i 2015 kom ned fra sin rumvandring:
”Det gav mig et nyt syn på vores planet at se den fra rummet. Vi skal passe på den. Herfra er det umuligt at se landegrænser. Hvis vi en dag skulle møde fremmed liv i rummet, så tror jeg også, vi vil kunne se, hvor ens vi er. Så vil vi huske, at vi alle er jordboere og tænke mindre over, om man er dansker, tysker eller englænder.”
Siden har mange psykologer og neurologer forsøgt at indkredse fænomenet mere diagnostisk og også undersøgt, om der skulle være tale om en mere fysisk rus som en neurologisk reaktion på de G-kræfter, der er på spil ved en tur i rummet, men indtil videre har man kun kunnet identificere nogle lidt andre hjernebølger hos astronauterne før og efter deres tur i rummet. Det er de samme mønstre, man finder hos religiøse mennesker eller under meditation.
Den magiske hat
Måske er månerejsen et behov, vi har for at opleve noget større end os selv. Eller måske det modsatte – at mennesket er meget større, end vi tror. Sådan virker Elon Musk – virkelighedens Tony Stark – der onsdag fremlagde sin seneste store satsning. Udover Tesla har Musk som bekendt også kastet sig over rumrejser med SpaceX-programmet, der har planer om at kolonisere Mars, men han har også en tredje kurv, han har kastet sine æg i, som er endnu mere Ironman/Stark-agtig. Neuralink, hedder det, og for første gang lod han offentligheden få et dybere indblik i hans fremskridt, der af medarbejdere kaldes ‘The Magic Hat’. Kort fortalt er neuralink en slags chip, der kan indopereres i hjernen og koble sig op på hjernens bølger. Potentielt kan den hjælpe patienter med neurologiske lidelser som parkinsons, alzheimers og demens, men også få blinde mennesker til at se, døve til at høre og en lam til at gå – og det er sådan set bare starten ifølge Musk. Med tiden vil vi også kunne koble os sammen med computere, uploade viden og ultimativt leve videre i chips. Vi vil, siger Musk, ikke blive sat af, når AI-bølgen komplet løber fra os mennesker, og på den måde undgår vi at blive udraderet af robotter, hvilket er Elon Musks store frygt. Ja, vi undgår basalt set at dø.
Det er en besnærende tanke og ikke uinteressant – hverken praktisk eller filosofisk – og Musk indrammer med sine egne missioner smukt det, hele månemissionen i 60’erne er udtryk for. At mennesker har det svært med sine egne begrænsninger. Vi har det svært med, at der ikke er mere i livet end det, vi kan se. Vi har det svært med, at vi skal dø. Redaktøren for The Week har skrevet et pokkers effektivt essay om månelandingen (endnu et), hvor han netop adresserer det paradoks. Han mener heller ikke, månelandingen udgør nogen teknologisk triumf, men til gengæld er den en romantisk triumf, der taler direkte ind i romantikkens største skribenter som Lord Byron, Mary Shelley, Tennyson og Melville, der på hver deres måde hyldede menneskets største pionerer. Og så citerer han køligt Heidegger (citeret på engelsk) ”Human being consists in dwelling and, indeed, dwelling in the sense of the stay of mortals on the Earth. But ‘on the Earth’ already means ‘under the sky.’”
Det er altså her på jorden, vores drama udspiller sig. Og det kan Elon Musk godt have lidt svært ved at forstå. Heldigvis. /Lasse Lavrsen