Hvad? Skal vi indlede uge 30 med lidt miliardær-bashing? Okay da. Forleden kunne The New York Times rapportere, at Notre Dame i Paris var ekstremt tæt på at styrte fuldstændig sammen under branden i domkirken i april. Men kun fordi de tapre brandmænd, som var blevet kaldt ud til Ile de la Cité den aften, satsede hele butikken (og livet), fik de reddet bygningen sådan nogenlunde.
Hele øverste afdeling – den der er tættest på Gud – gik op i røg, og der forestår et gevaldigt arbejde med at rekonstruere bygningen. Man husker stadig præsident Macrons gloomy ansigt, da han var ankommet til åstedet og på en improviseret pressekonference lovede, at dette franske nationalklenodie ville blive genskabt inden for fem år. Prisen, der blev sat på den entreprise, var på et sted mellem en og to milliarder euro – og måske mere. Gulp!
Og mens mange franskmænd og parisere stod og kiggede på hinanden og tænkte, hvor skal de penge komme fra, ja, så var det, at nogle af Frankrigs rigeste personer meldte sig på banen med, hvad der lignede opsmøgede ærmer og tanke for fællesskab og sammenhængskraft.
Samme aften sendte François-Henri Pinault en pressemeddelelse ud om, at ”min far og jeg har besluttet at frigive 100 millioner euro til deltagelse i de nødvendige anstrengelser, der skal sikre en fuldstændig rekonstruktion af Notre Dame”. Pinault er direktør og bestyrelsesformand i det selskab, som ejer Gucci, YSL og Balenciaga, og han og hans far har milliarder på bankbogen, så 100 millioner euro er i princippet et greb i lommen. Særligt når man medregner reklameværdien i at melde sig på banen som rundhåndede kulturarvselskere, mens kirken stadig stod i brand.
Men så kom Bernard Arnault, direktøren for luksusvarekonglomeratet LVMH, og sagde, han ville give 200 millioner euro, og det samme gjorde Bettencourt Schueller-fonden, som sidder på L’Oréal-formuen. Så føltes det måske pludselig ikke længere så sexet at være François-Henri Pinault.
I hvert fald kunne nyhedsbureauet Associated Press midt i juni fortælle, at der endnu ikke var kommet nogen penge ind fra de stenrige franske pengemænd. ”De store donorer har ikke betalt. Ikke en cent,” udtalte Notre Dames pressemand. ”De vil vide nøjagtig, hvad deres penge skal bruges til, og om de vil gå med til det, før de afleverer dem, og ikke bare betale for nogle ansattes løn.”
Hvad Jesus sagde
Den historie fik angiveligt Arnault og Pinault til modstræbende at hoste op med 10 millioner euro hver, hvilket vel svarer til, at vi andre hiver en tokrone op af lommen. Aditya Chakrabortty, der skriver kommentarer om økonomi hos The Guardian, har forsøgt at følge op på sagen ved at tage kontakt til de forskellige rige donorer. Resultat: ingen nævneværdige svar. Chakrabortty kan ikke lade være med at citere Jesus Kristus, som sagde, at det er forbundet med større glæde at give end at få. Men åbenbart ikke for milliardærerne, der – på papiret – var så spendable i april, men indtil videre blot har indkasseret stort gratis publicity.
”Lad os kalde det Lignelsen om de Forsvundne Milliardærer – en fortælling, der rammer plet i forhold meget af det, der er er galt med moderne filantropi,” skriver Aditya Chakrabortty. ”Det sker ofte på velhavernes betingelser og tidshorisont, hvor deres episke gavmildhed dækker over en meget dårligere handel.”
Man kunne blive ved. Ofte er generøsitetens følgesvend forfængeligheden. Det er der ikke noget galt i. Forfængelighed har opført nogle af historiens mest vidunderlige bygninger. Men hvis rundhåndetheden bare er et luftkastel eller løgn og latin, bliver det hele ligegyldigt. /Oliver Stilling