KIRSTEN THUSTRUP LÆSER.
Fra januar til juni 2019 var Føljetons Oliver Stilling medvært på det mediekritiske underholdningsprogram ’Bladet fra munden’, som blev sendt på Radio24syv fire timer om ugen. Her skiftedes han og Nanna Winther til at fremlægge artikler i danske tidsskrifter og magasiner, hvis indhold de derefter diskuterede lystigt. I denne uges analyseserie ser Stilling tilbage på sine bedste oplevelser på bladfronten. I dag: overblik. Onsdag: Beboerbladet. Fredag: Posthornet.
Højt niveau. Det kan godt være, at den danske magasin- og bladverden ikke er så mangfoldig som den svenske, men det går umiddelbart godt. Der er noget på alle hylder, og specielt landets foreningsmagasiner og fagblade imponerer med et overraskende højt redaktionelt og grafisk niveau, som er rettet meget præcist mod deres læsere med en udmærket blanding af fagspecifikt indhold, kuriøse nyheder og reportager. Det gælder eksempelvis magasiner som Tandlægeforeningens blad Tandlægebladet og Metalbladet fra Dansk Metal, som i de senere år har fået et udtryk, så også ikke-tandlæger og folk, der ikke arbejder i industrien, kan have fornøjelse af at dykke ned i dem. Tandlægebladets layout minder om det gratis DSB-blad Ud & Se, og side om side med lange videnskabelige artikler på både dansk og engelsk med overskrifter som ’Ankyloseret incisiv i infraposition behandlet med segmentosteotomi’ finder man indbydende og tilgængelige artikler. I Tandlægebladet nummer 5, 2019, var der en temaartikel om, at hver ottende tandlæge udskyder sin pensionering, efterfulgt af et interview med en 70-årig tandlæge og klinikejer, som først et stykke henne i teksten viser sig også at have ”en sidegesjæft inden for indianerworkshops og shamanisme”, hvorfor han én gang om året går i skoven for dér mellem træstammerne at spørge sig selv, om det, han laver er ”meningsfyldt og livgivende” nok til, at han skal tage et år mere. Spøjst. Hos Metalmagasinet fatter man sig i korthed og satser på en stærk billedside med enorme farvefotos og masser af koncise billedtekster og opfindsomme grafiske fremstillinger. Det er stærkt.
Søndag er toppen. Blandt betalingsmagasinerne er det ugebladene, som har den største læserskare. Her regner vi ikke sladderbladene med, men tænker på sådan noget som Søndag, Femina, Alt for Damerne og Hendes Verden. Der er flest vitaminer i Søndag, som synes at henvende sig til kvinder fra 50 og opefter. Søndag taler ikke ned til læserne og dyrker ikke en bestemt kvinderolle, og så råder bladet over landets måske bedste brevkasseredaktør, Nikoline Werdelin. Der kan dog generelt godt strammes op på fotosiden, ligesom layoutet smager lidt af anno dazumal.
Nedtursmodemagasiner. Månedsmagasiner, der retter sig mod yngre kvinder, er nok den største skuffelse. Der er meget fynd, interviewene er ofte kælne/sleske, ukritiske og unødigt idoliserende, og så er bladene på glatis i forhold til klimaudfordringerne. Modebranchen er en af verdens største klimasyndere, og det ville klæde modemagasinerne at være med til at presse branchen i en bæredygtig retning ved for eksempel at dyrke genbrugstanken i større stil, end det er tilfældet. Noget af det, der fylder mest i bladene, er promoveringen af accessories. Flere nye tasker, flere nye beklædningsgenstande, flere nye cremer, flere nye sko, mere nyt udstyr, mere, mere, mere, nyt, nyt, nyt, forbrug, forbrug, forbrug. I forhold til annoncørerne giver det mening, men etisk er det helt off. Modemagasinerne gør sig dummere end deres læsere; de fleste læsere har fattet, at vi er på afveje med klimaet. I løbet af forårsmånederne 2019 havde de store modeblade på skift temanumre om bæredygtighed. Det lignede aflad. Bæredygtighed er ikke noget, der kan handles af i en temaudgave. Det er kommet for at blive, det er dér, forbrugerne er. Hvis modemagasinernes udgivere og redaktører ikke forstår det, er det et udslag af amatørisme. /Oliver Stilling