Profeten Francisco de Goya

Han var nok ikke selv klar over det, men mellem 1819 og 1823 skabte den spanske maler Francisco de Goya et kunstværk, der nærmest er perfekt til at beskrive verdenstilstanden i dag. Saturno devorando a su hijo hedder værket, der skildrer den græske titan Kronos, på latin kaldet Saturnus, i færd med at spise et af sine egne børn. Hovedet og den højre arm er allerede blevet fortæret, og nu stirrer Kronos i rædsel ud mod beskueren, idet han mæsker sig i den venstre arm. Det har mange facetter til sig, Kronos’ skræmte blik, for det synes på én og samme tid at udstråle en gru over at være blevet opdaget i dåden, og en begyndende erkendelse af, hvad han egentlig har gang i.

Saturno devorando a su hijo er et af Goyas 14 ”Pinturas negras”, de sorte malerier, en samling af rædselsvækkende kunstværker, som Goya valgte at udsmykke sit eget hjem med. Det fortæller vel egentlig alt du har brug for at vide om den spanske malers manglende tro på menneskeheden.

Egentlig var det dog ikke fordi, at Goya nødvendigvis havde planer om at belemre omverdenen med sit eget sortsyn. Ingen af de sorte malerier har formodentlig været tiltænkt offentligheden, selvom de i dag hænger på Museo del Prado i Madrid. At malerierne i dag er tilgængelige i Madrid kan vi dog være ekstremt taknemmelige for, for Goyas portrættering af den kannibalske Kronos har som sagt et utal af anvendelsesmuligheder. Lad os starte med klimaet.

Sagen er bøf

Selvom det er overraskende nemt at gøre alting til en tvivlsom klimaallegori, er Goyas afbildning af Kronos nemlig som skabt til at formidle vores egen klimaproblematik. Som man her til morgen kunne læse i erhvervsmediet Finans (betalingsmur) regner OECD eksempelvis med, at det globale kødforbrug vil fortsætte med at stige med yderligere 40 mio. tons frem mod 2028. Og det på trods af, at det for længst er gået op for os mennesker, at det med at spise kød skabt af industrielle landbrug måske ikke var så fed en idé, hvis vi vil klimaet det bedste. Ligesom Kronos er vi dog allerede i gang med at mæske os, og så er det ligesom lidt svært bare at holde op. I stedet må vi indtil videre nøjes med at udsende nogle skamfulde blikke.

USA’s præsident Donald Trump er normalt ikke typen vi ville mistænke for at erkende egne fejl, men også han synes efterhånden at have taget Goyas dom på sig. I en af sommerens absolut mærkeligste sagaer hidtil, har han i hvert fald lagt sig ud med Sverige som følge af svenskernes varetægtsfængsling af den amerikanske rapper ASAP Rocky. I en serie af stadigt mere mærkværdige tweets har Trump i den forgangne uge plæderet for, at statsminister Stefan Löfven øjeblikkeligt skal løslade ASAP Rocky, der står sigtet for vold. Trump er endda gået så langt som til at argumentere, at Sverige har ”skuffet det afroamerikanske samfund,” ligesom han har taget rapperen Kanye West og dennes kone Kim Kardashian med på råd. Imens har Sverige måtte forklare, at man altså ikke bare kan sætte det uafhængige retssystem ud af kraft for at efterkomme Trumps ønsker.

Normalt ville hele sagen egentlig bare ligne endnu en dag på Trumps surrealistiske kontor. Der er imidlertid noget ved Trumps timing, der igen leder tankerne hen mod Goya. Præsidentens svenske lobbyarbejde kommer nemlig i kølvandet på nye racismebeskyldninger mod Trump, efter Trump var ”kommet til” at tweete, at fire farvede, amerikanske kongresmedlemmer bare kunne rejse hjem. Tweetet gav hurtigt bagslag, og det er svært ikke at se Trumps forsøg på at befrie ASAP Rocky som en racistisk Kronos’ værk, der med et skamfuldt blik forsøger at fortælle, at det han har gang i altså ikke er så forkert. For hvis man befrier en berømt afroamerikansk rapper kan man vel ikke være racist, vel?

En desperat investering

Og så til Storbritannien. For her er det så småt gået op for briterne, at de altså ser ud til at have kannibaliseret deres eget levebrød med det kommende Brexit. Faktisk står det så skidt til med Brexit-skammen, at den nyudnævnte premierminister Boris Johnson ifølge avisen The Telegraph nu planlægger (betalingsmur) at lancere en stor oplysningskampagne til den nette sum af 100 mio. pund. Kampagnen har til formål at fortælle befolkningen, at et no-deal Brexit altså ikke vil være så skidt endda. Det svarer lidt til hvis Goya havde placeret en jubeloptimistisk coach ved siden af den forskrækkede Kronos, der forsøgte at fortælle titanen, at menneskekød af egen avl faktisk er ganske sundt og nærende.

Som bekendt er der dog ikke megen forløsning at hente i Goyas oprindelige maleri. Og om en type som Boris Johnson kan formå at ændre på det, er nu engang ualmindeligt tvivlsomt. Et af de store trækplastre ved Saturno devorando a su hijo er vel netop, at det skal være ubehageligt at se på. /David Dragsted