Et dyt i Posthornet

I foråret var Oliver Stilling medvært på det mediekritiske underholdningsprogram ’Bladet fra munden’ på Radio24syv. Her diskuterede han og Nanna Winther danske tidsskrifter og magasiner fire sendetimer om ugen. I analyseserien her ser Stilling på sine bedste oplevelser på bladfronten. Mandag: overblik. Onsdag: Beboerbladet. I dag: Posthornet.

Optimismen i behold. Det er måske ikke alle, der er klar over det, men landets postarbejdere har en pensionistforening, som hedder Postpensionisternes Landsforening. Postpensionisternes Landsforening har – give and take – 4.650 medlemmer, som alle får medlemsbladet Posthornet med posten fire gange om året. Posthornet udkommer i 5.200 eksemplarer og er noget af den mest autentiske lekture, man kan komme i nærheden af herhjemme. Eftersom det danske postvæsen, som vi kender det, er blevet opløst, og antallet af postbude svinder ind år for år, smuldrer Postpensionisternes Landsforenings rekrutteringsgrundlag støt, og man må formode, at foreningen lige så stille bevæger sig mod et uafvendeligt endeligt. De hårde facts – et fald på 70 medlemmer siden 2018 – fremgår af formand Johnny Madsens beretning på generalforsamlingen i april, som er gengivet i fuld længde i Posthornet nummer 2, 2019. Det er i princippet bitre nyheder, men formanden leverer dem med en stålsat optimisme (som i øvrigt gennemsyrer bladet), idet han kalder afgangen for ”meget mindre, end vi havde forventet, for vi budgetterede med et fald på 150”.

Morskab på klubplan. Rygraden i Postpensionisternes Landsforening er de 54 klubber, som medlemmerne er inddelt i efter bopæl, og det er da også i de beretninger, som klubberne sender ind til Posthornets redaktion på Prangervej i Fredericia, at det egentlige redaktionelle guld findes – ikke mindst takket været den omhyggelighed, der præger beskrivelserne. De fleste beretninger i Posthornet nummer 1, 2019, handler om klubbernes julefrokoster, juleudflugter og jubilæumsfester. Østfyns Post Seniorer kunne for eksempel mønstre 34 medlemmer til deres 25 års jubilæum i Refsvindinge Forsamlingshus, hvor musikken ”blev leveret af Børge Christensen, der underholdt under spisningen og spillede til vores fællessange i løbet af eftermiddagen”. Det er referentens indtryk, at ”alle havde en hyggelig og festlig eftermiddag”, og ”snakken gik da livligt ved de forskellige borde og bordene imellem”, ligesom der blev ”tid til en svingom, inden natmaden blev serveret”. Postvæsenets Pensionistforening Fredericia var til gengæld på julebustur 68 mand høj den 14. november 2018, hvor ”stemningen var god fra starten”, og de var fremme ved grænsehandlen Fleggaard allerede kl. 10.30, ”så der var god tid til at handle”. Der var smagsprøver, og ”særligt portvinen trak, men vi skulle jo til frokost på restaurant Knapp, så vi holdt måde”. Ved foreningens generalforsamling tre uger senere deltog 92 medlemmer. Her mindedes man de seks, man havde ”mistet” siden sidst, med et minuts stilhed, hvorefter der var andesteg og risalamande. I Postlauget Nyvang har de til gengæld fået en ny direktør, hvilket fremgår af Posthornet nummer 2, 2019. Frits, som han hedder, ”har mange gode ideer til at promovere” foreningen ”og gøre stedet mere kendt ud over landet”. Der er et par fotos fra en udstilling om Dannebrog, som postlauget har lavet, og på et af dem er en, der hedder John, ved at sætte det stolte flag fast i loftet stående på en stol. Hos Københavns Post Seniorer kan man fortælle om et 30 års jubilæum, der er blevet fejret ”med manér” i Frederiksberg Hallerne, hvor Børges Houseband underholdt, mens der blev indtaget røget svinemørbrad, helstegt kalvecuvette, islagkage og aspargessuppe, og ”syngepigerne fra Bakkens Hvile gav den hele (b)armen i fuldt ornat”.

Den sorte farve. Der er ikke gjort alverden ud af layoutet i Posthornet, men hvad udtrykket måtte mangle i personlighed, får man i rigt mål i teksterne, fordi det er så ægte. Der er noget generisk over humoren og observationerne, men det ser man gennem fingre med, for præcisionen er stor. Følelsen af at være vidne til et sprudlende foreningsliv, der udfolder sig i et forum, hvor der altid er anledning til at holde et minuts stilhed for de naturligt frafaldne, og hvor den endelige afvikling konstant rykker lidt nærmere, er stærk. Som en af referenterne noterer sig, så er det livets gang for seniorklubber, som ikke har ”fødekæden” i orden: ”Der er tegn på, at den sorte farve bliver mere og mere dominerende i vores kredse.” /Oliver Stilling