Angreb på institutionerne

Det er svært at forestille sig en mere central byggesten i det danske samfund end Skat. Det forholdsvis undseelige betonkontor, som huser Skattestyrelsen ved Nordhavn i København, er et pumpende hjerte i det danske velfærdssamfund, og skønt bygningen måske ikke er noget æstetisk smukt billede på den danske solidaritet, så er det alligevel betryggende at vide, at vi har haft evnerne til at skabe en institution i Danmark, der sørger for, at ingen bliver overladt til sig selv i dette land. Vi har hinandens ryg!

Så når en stor eksplosion rammer Skattestyrelsen, som det var tilfældet i går aftes, så bør vi alle være på dupperne. Politiet har fastslået, at ”nogen har gjort det med vilje,” og hvis det vitterligt er ”et angreb,” som chefpolitiinspektør Jørgen Bergen Skov kaldte det i morges, så kan man frygte, der er tale om en anarkistisk handling af proportioner, der er ude på at skade selve samfundets fundament.

Vi ved endnu ikke præcis, hvad der er sket. ”Nu er det en opgave for politiet at komme helt til bunds,” udtaler skatteminister Morten Bødskov til Berlingske. Vi er enige. Der er ingen grund til at spekulere løs – selv om det næsten er svært at lade være, når der fx for præcis 16 år siden sprang en bombe samme sted. Måske er der en god forklaring? Vi tvivler stærkt, men man har da lov at håbe. I mellemtiden vil vi gå videre til andre nyheder og holde vores knyttede næver klar til afslutningen af politiets efterforskning.

Uro i Venstre

Der er ballade i Venstre, Danmarks Liberale Parti.

I årevis har vi været vant til, at fløjkrige i et stort parti var noget, man fandt hos socialdemokraterne. Her har de notorisk magtfulde kaffeklubber gang på gang forsøgt at udspille hinanden. Kaffeklubberne eksisterer stadig i bedste velgående (betalingsmur), men det er længe siden, at sossernes interne magtkampe for alvor er skvulpet over i pressen. Måske den nye jernduo af en ledelse med Martin Rossen og Mette Frederiksen har fået sat en stopper for den slags.

For alle os nyhedshungrende typer forholder det sig gudskelov således, at ledelsen i Venstre lige nu er anderledes svækket, hvilket har medført intern splittelse og magtkampe, der i den grad har fået luft i offentligheden – mums!

Da Venstres folketingsgruppe i starten af ugen skulle konstitueres, led stemmeslugeren Inger Støjberg et stort nederlag, da hun blev vraget til ledelsen. Kristian Jensen blev valgt som ny gruppeformand, Jakob Ellemann-Jensen blev ny politisk ordfører, og Sophie Løhde slog Støjberg i et kampvalg om næstformandsposten.

I en tid var Støjbergs nederlag blot erfaringer, som de politiske journalister på Christiansborg havde gjort sig gennem deres kilder. Men rigtig saftigt blev det, da Inger Støjberg offentligt på sin Facebook-væg kommenterede nederlaget og sin ærgrelse over samme. Kampen om magten i Venstre havde pludselig flyttet sig til den offentlige arena.

Spørgsmålet er så, hvorfor Støjberg blev vraget. Som allerede nævnt er det i hvert fald ikke fordi, hun mangler folkelig opbakning. Ved valget var hun den kandidat, der fik fjerdeflest personlige stemmer – mere end dobbelt så mange som Kristian Jensen.

Måske handler det nærmere om, at Støjberg er en kontroversiel figur. Det vil de andre partier i hvert fald gerne have det til at handle om. Dansk Folkepartis leder Kristian Thulesen Dahl har desperat brug for, at alt skal handle om udlændinge, hvis DF skal genvinde fordums styrke. I et interview til Avisen Danmark siger han, at han er bekymret for, hvorvidt ”Venstre er på vej i en anden retning på udlændingeområdet,” og han inviterer da også Støjberg indenfor i DF (noget hun i øvrigt selv afviste som en mulighed i 2016). Nu vil Thulesen Dahl vide, om Venstre overhovedet er interesseret i den borgerlige blok mere.

Også Radikale er ivrige efter at tolke Støjbergs nederlag som bevægelse i Venstre mod midten. Men sandheden kan også være, at fravalget handler om mange andre ting end udlændingepolitik. Hos Politiken (betalingsmur) mener man, at Støjbergs manglende engagement i folketingsgruppen har spillet ind, ligesom afstemningen måske mere var et fravalg af Løkke, som det var et fravalg af Støjberg. Løkke havde nemlig præsenteret gruppen for en ”pakkeløsning,” hvor Støjberg blev en del af ledelsen, og gruppen ville ikke finde sig i, at Løkke skulle stoppe det ned i halsen på dem, uden de havde noget at skulle have sagt.

Fordelingen af ledelsesposter skulle skabe ro om Venstre, men det har skabt mere kaos. For Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen, synes endnu engang svækket, og det presserende spørgsmål er endnu engang: Hvor længe kan han fortsætte som formand? /Andreas T. Kønig