I Moskva kan man ikke længere have sig en rolig lørdag. Siden den 14. juli har op mod 60.000 mennesker samlet sig i demonstrationer hver lørdag for at markere deres utilfredshed med, at den russiske valgkommission har afvist regeringskritiske kandidater forud for lokalvalget i næste måned. Den forgangne lørdag var ingen undtagelse.
Demonstrationerne har hver gang ført til masseanholdelser af mere end tusind mennesker, og selv om weekendens demonstration, der var den hidtil største, ”kun” førte til 245 tilbageholdelser, så kan det ikke længere skjules: Putin har et voksende problem.
Præsidenten selv var ikke i Moskva, men var hoppet i læderjakken på en motorcykeltur på Krim-halvøen sammen med den nationalistiske motorcykelklub Night Wolves. Klubben er kendt for sine tætte bånd til regeringen i Kreml og spillede også en rolle, da Rusland i februar 2014 annekterede Krim. Derfor har det ukrainske udenrigsministerium også fordømt besøget, og kalder det en grov krænkelse af landets territoriale integritet, men det er formentlig en del af planen for Putin, der forsøger at flytte fokus tilbage til områder, der tidligere har boostet hans popularitet – for eksempel annekteringen af Krim.
Putin leger bedre end de fleste med det politiske begreb, som den franske – og ekstremt besværlige – filosof Jacques Derrida døbte ”Hauntology”. Et begreb, som på en eller anden måde synes endnu mere påtrængende nu end for 30 år siden, og som i dag er blevet et politisk buzzword blandt analytikere i hele verden. Det er – ligesom alt andet med Derrida – et kryptisk fænomen, men her kommer et forsøg på at udrede det:
Ordet er sådan set lidt en joke og en drilsk sammensætning af det engelske ord ”haunt” (hjemsøgt) og ”ontologi”. Hvor ontologi er læren om væren, så er ”hauntologi” læren om ikke-væren – om spøgelser, gengangere og alt andet, der hjemsøger os. Ydermere bliver ordet på fransk, som er Derridas modersmål, til ontologi, da h’et som bekendt er stumt her. Hauntology er altså alt det, der kunne have været. Alt det, som ikke blev til noget. Det, der hjemsøger os eller symbolet for det, der hjemsøger os. Først ved at finde kilden til dette symbol kan vi forstår vores fremtid og nutid.
Derrida selv eksemplificerer det blandt andet ved at beskrive en scene med en soldat, som på vej i krig giver sin kæreste en amulet. Soldaten dør i krigen og kommer ikke hjem, så amuletten bliver et symbol for det, der ikke blev for den efterladte. En drøm om en tid, som kunne have været.
For det er det rum, hauntologien spiller ind i – de knuste drømme om en tid, der ikke blev eller aldrig kan blive. Det kunne minde lidt om nostalgi, men trækker dybere spor end det. Det er nærmere en utopi eller et spøgelse fra en tid, der ikke var. Som Trumps slogan ”Make America Great again”, der spiller på en fortid, der aldrig har været. En fortid, der heller ikke er konkrete tidsperioder eller årstal, men en tabt tid. En skuffelse. Eller en forestilling.
Den er det spøgelse, Putin forsøger at fremmane ved at tage læderjakken på og køre Krim tynd på en gammel russisk-produceret Ural-motorcykel. Den skuffelse. Det er også det spøgelse og den skuffelse, han kæmper imod, når demonstranterne råber på Den Røde Plads. /Lasse Lavrsen