Historien om en undskyldning

Bedre sent end aldrig. På sommerens folkemøde kom den daværende leder af oppositionen med et løfte. Mette Frederiksen lovede, at hvis hun blev valgt som statsminister, så ville hun komme med en officiel undskyldning til Godhavnsdrengene. Ja, faktisk gik hun endnu længere og lovede en undskyldning til andre børnehjemsanbragte, til de grønlandske børn, der blev tvunget til at være danskere, og til alle de handicappede, der har lidt overlast. Mette Frederiksen kaldte sagen om Godhavnsdrengene et af de ”mørkeste kapitler” i Danmarks historie og sagde endvidere: ”Børnene fik dengang at vide, at det hele var deres skyld. Men det var ikke deres skyld. Det er faktisk aldrig børnenes skyld.” I dag får statsministeren så sagt det ord, der har været så vanskeligt for hendes forgængere: Undskyld. Det sker på et arrangement i embedsboligen Marienborg, hvor Godhavnsdrengene og repræsentanter for andre børnehjemsbørn er inviteret. Men hvorfor skulle der gå så mange år, inden undskyldningen kom? Og hvad handler sagen egentlig om?

Et sort kapitel. I sin kerne drejer dets sig om en gruppe drenge, der i 1960’erne fik ødelagt deres barndom som følge af en forfærdelig opvækst på Drenge- og Skolehjemmet Godhavn i Tisvildeleje. Sagen kom for alvor i offentlighedens søgelys, efter at en dokumentar fra 2005 bragte emnet op, og i 2009 bevilligede Socialministeriet penge til en uvildig rapport, der skulle kaste lys over forholdene på en række danske børnehjem – bl.a. Godhavn. Resultatet blev Godhavnsrapporten, der udkom i 2011. Her var konklusionen, at drengene havde været udsat for systematiske tæsk, lussinger, seksuelle overgreb samt medicinske forsøg. Rapporten slog også fast, at den danske stat havde svigtet sit ansvar for at føre tilsyn på børnehjem i perioden 1945-1976. I årevis har flere af de tidligere Godhavnsdrenge forsøgt at få en undskyldning fra staten, men indtil i dag har skiftende ministre afvist at komme med en sådan.

Undskyld! Beklagelser har der ellers været nok af. Information (betalingsmur) lavede tidligere på året en gennemgang af skiftende ministres forsøg på at slippe uden om ordet undskyld. Efter at rapporten blev udgivet, sagde daværende socialminister Benedikte Kiær (K) fx, at ”jeg beklager de grelle forhold”, og ”det var en anden tid”. Hendes socialdemokratiske efterfølger Karen Hækkerup, der i dag er generalsekretær i Unicef Danmark, beklagede også, men ville ikke undskylde, fordi ”det er svært at dømme fortidens gerninger på nutidens præmisser”. Heller ikke de tidligere socialministre Annette Vilhelmsen (SF) og Manu Sareen (R) ville andet end beklage, og heller ikke den tidligere regering følte for en undskyldning. I 2016 sagde Karen Ellemann (V). ”Hvordan skal vi i 2016 stå til ansvar for, hvad der skete dengang og i en helt anden tid?” Argumentet har altså været, at nutidens stat ikke kan tage ansvar for fortidens fejl. Det er desuden ofte blevet påpeget, at den underliggende grund er, at man har frygtet for, at en undskyldning har kunnet føre til en lang række erstatningssager, fordi det ville kunne skabe præcedens for, at andre børnehjemsbørn sagsøger staten. Manu Sareen har, efter at han gik af som minister, forklaret, at det var derfor, han ikke fik lov til at sige undskyld. Efter sin tale på Folkemødet blev Mette Frederiksen også spurgt, om børnehjemsbørnene nu skal have erstatning. ”Det diskuterer jeg gerne,” lød svaret. /Andreas T. Kønig