Tilværelsens lethed og sygdommens ledhed

En af Friedrich Nietzsches mere besværlige ideer var den om den evige genkomst. Filosoffer er stadig lidt uenige om, præcis hvad tyskeren egentlig mente med begrebet, men som tankeeksperiment går den nogenlunde sådan her: At vi må forestille os, at alle begivenheder og handlinger i historien gentager sig præcis på samme måde, igen og igen, i al evighed.

Det er lidt af en mundfuld, men Nietzsches intentioner med tankeeksperimentet er egentlig gode nok. Han forsøger (formentlig) at indprente os det, som kan kaldes amor fati, altså at vi skal elske vores skæbne. For hvis vi forestiller os, at alle de handlinger, vi foretager os, vil blive gentaget i en uendelighed, vil de nødvendigvis få en vis tyngde over sig. Hvis vi forsøger at leve efter den evige genkomst, må vi samtidig sige afgørende ja til livet i hele vores tilværelse på en sådan vis, at vi på dødslejet kan se vores liv i øjnene og sige: ”Ja, jeg ville det, som det var.”

Intet pres.

Heldigvis er ikke alle dog lige enige i Nietzsches betoning af tilværelsens tyngde. I sin geniale roman Tilværelsens ulidelige lethed tumler den tjekkiske forfatter Milan Kundera selv med Nietzsches idé og kommer her frem til en lidt anden formular: Vi har kun det ene liv, vi nu engang har, og derfor får vores valg faktisk noget frit, ja, noget helt ubetydeligt over sig. Einmal is keinmal, som de siger på tysk. Når vi står over for en handling, må vi må gøre det, vi nu føler for, og så ellers håbe på det bedste. Men vi kan aldrig vide os sikre på, om det, vi gjorde, var det rigtige. Vi er overladt til at handle og håbe. Og med den erkendelse bliver livet faktisk ikke ubærligt tungt. Tværtimod bliver det ulideligt let.

En kur mod ebola

Uanset om vi så vælger at se livet som let eller tungt, kan vi dog nok hurtigt blive enige om, at visse ting i tilværelsen under alle omstændigheder er noget juks – for eksempel racisme, homofobi eller sygdom. De to førstnævnte bakser vi stadig med at finde en skudsikker kur imod, men i forhold til sidstnævnte bliver der konstant gjort imponerende fremskridt.

Mandag kom der således en ualmindeligt god nyhed fra Verdenssundhedsorganisationen, WHO, og USA’s Nationale Institut for Allergi og Smitsomme Sygdomme (NIH): Alt tyder på, at der simpelthen er blevet fundet en kur mod ebola. Forskere har siden november testet fire nye typer medicin mod den dødbringende sygdom, og nu forlyder det, at to af de anvendte antistoffer har vist sig at kunne kurere ebola i 89 til 94 procent af tilfældene.

Timingen for det medicinske gennembrud kunne ikke komme på et bedre tidspunkt. DR Congo er i øjeblikket plaget af den andenværste ebolaepidemi i historien, som indtil videre har kostet omkring 1.900 mennesker livet. Hvis ellers opdagelsen af de to antistoffer kan føre til et effektivt behandlingsprogram, skulle den epidemi nu gerne være fortid.

I det store hele har selve verdens frygt for ebola måske været blæst en anelse ud af proportioner. Mange andre nuværende sygdomme er både mere smitsomme og har flere menneskeliv på samvittigheden end ebola, og ret beset har det været forholdsvis utænkeligt, at epidemien skulle kunne udvikle sig til en reel pandemi.

Uanset hvad kan vi kun glæde os over, at der nu ser ud til at være fundet en kur. Ebola er en af den slags sygdomme, som kan få det filosofiske spørgsmål om livets tyngde eller lethed til at forekomme ret ligegyldig. Resultatet for de smittede har indtil nu været det samme: En pludselig og smertefuld død. Prøv at sig amor fati til en ebolaramt congoleser. Det duer ligesom ikke.

En kur mod fejl

Så er der ret beset lidt flere overvejelser at gøre sig i forhold til lethed og tyngde, når det kommer til kønssygdomme. For hvis du eksempelvis skulle gå hen at få klamydia, ville du så egentlig have gjort noget anderledes?

Måske er også det spørgsmål nu ved at blive overflødiggjort. Danske forskere fra Statens Serum Institut har for første gang testet en ny type vaccine mod klamydia på mennesker, og skidtet ser ud til at virke. Afdelingschef Frank Follmann udtaler, af testpersonernes immunforsvar reagerede, som man havde håbet, og at vi nu kan forvente at have en vaccine mod klamydia klar om fem til syv år. Det er da skønt. For uanset om vores handlinger kun sker én gang eller gentager sig i én uendelighed, er det nu engang rart at kunne forebygge eventuel fejl. De kan jo forekomme. /David Dragsted