Grønland ifølge Trump (og Preben)

Der er tre muligheder. Måske er Preben O. Nilsson fra København Ø spåmand. Alternativt er han enten Danmarks bedste lobbyist med absurd stærke forbindelser til USA’s politiske top, eller også læser Donald Trump simpelthen læserbrevssektionen i Berlingske. For nøjagtig ni dage siden havde Preben et læserbrev i tanten, hvor han under overskriften ‘Sælg Grønland til Trump’ argumenterede for, at Danmark skal, ja, sælge Grønland til USA.

Og nu står vi så her i dag, lidt mere end en uge senere, med hele nyhedsrullen fuld af telegrammer om, at USA’s præsident skal have bedt sine rådgivere om at undersøge muligheden for at købe Grønland af Danmark.

Men hvorfor ville Preben overhovedet sælge Grønland i første omgang? Lad os lige nyde et brudstykke af hans indledning på læserbrevet: ”Hvad med at sælge noget til amerikanerne, som de måske ikke har erkendt endnu, at de faktisk burde eje? Jeg tænker naturligvis på Grønland!” (vores kursivering). Når Preben naturligvis mener, at vi skal sælge en del af det danske kongerige, inklusive ca. 50.000 danske statsborgere, til USA, så skyldes det, at Grønland er ved at fedte Danmark ind i en omgang storpolitisk armlægning, hvor de danske polioarme slet ikke kan være med.

At sælge Grønland er det, vi på godt dansk kalder en totalt bananas idé. Trumps drømme om at give den som nymodens imperialist og Prebens ”drømme” om, at hvis regeringen kan ”sælge ideen om en mindretalsregering, så kan I vel også sælge en klump is?”, er ganske urealistiske. Der er ingen som helst udsigter til, at Grønland skulle blive solgt.

Men hvis man et øjeblik holder inde med at rulle med øjnene og lader være at læse Trumps forslag og Prebens indlæg, som fanden læser Bibelen, så er der faktisk noget seriøst at hente i dem begge. For Trumps forslag er en tydelig understregning af, at USA ønsker at have mere indflydelse i Grønland, og det er ikke noget, som Danmark kan slippe af med ved at grine ad det. Dermed bliver Prebens noget polemiske indlæg pludselig relevant. For Danmark er rent faktisk endt i en realpolitisk arena, hvor vi ikke kan bunde.

Snekamp

Danmark er kommet i selskab med USA, Rusland, Canada og Norge i kampen om det kolde arktiske område. Alle lande har grænser ud til Arktis, og de slås jævnligt om, hvor de grænser skal trækkes. Grunden til at det er vigtigt er, at den smeltende is giver adgang til nye handelsruter og naturressourcer, som endnu ikke er blevet udvundet.

Derfor er området også af enorm militærstrategisk værdi, og det arktiske er blevet til en kampplads for de nye geopolitiske stormagter USA, Rusland og Kina. USA har som bekendt allerede Thulebasen i Grønland, hvor der bl.a. er en radarstation, der tidligt kan advare amerikanerne, hvis der sendes et ballistisk missil af sted fra Rusland. Grønland er en del af det nordamerikanske kontinent, lige i USA’s baghave, og i den nye urolige verdensorden vil USA kræve mere indflydelse over Grønland. At USA har interesser i Grønland er i øvrigt ikke noget nyt. Amerikanerne forsøgte (også) at købe Grønland tilbage i 1946.

Imens opruster russerne i deres del af det arktiske, hvor militærbaserne er tættere på USA end på hovedstanden Moskva, og kineserne forsøger at kompensere for deres dårlige geografiske placering (skønt de på latterlig vis selv kalder sig en magt ”nær aktis”) ved at investere sig ind i området. Fx da Kina forsøgte at stå for finansieringen af en ny grønlandsk lufthavn.

Så måske har Preben ret. Måske skulle vi bare trække følehornene til os, mens vi stadig kan. Og dog … For som man kan læse i Berlingske, er der også eksperter, som mener, at når lande som Rusland trods alt ikke er gået voldsommere militært til værks i Arktis og Grønland, så skyldes det Danmarks status som ufarlig småstat. Hvis Grønland pludselig blev amerikansk, kunne det eksplodere. Der er derfor både økonomiske og udenrigspolitiske grunde til at holde fast i Grønland.

Ikke at noget af alt det her i sidste ende betyder noget. For det bør selvfølgelig være op til grønlænderne selv, hvad de gerne vil. /Andreas T. Kønig