Med undtagelse af den sidste dag, så kommer og går de fleste andre. Sådan er det også med de fleste mandage. De kommer og går, og vi mærker sjældent nogen store forandringer. Der er ikke de store forandringer at spore i morgenspejlet, og der synes ikke at være de store ændringer i klimaet eller i verdensfreden – august er stadig våd og lun, november stadig mørk, og det kan da godt være, du ser lidt trættere ud end i lørdags, men det er altså også mandag.
Men der kommer lejlighedsvis små hverdags-epifanier, som pludselig gør det klart, at tiden flytter sig helt, som den skal, og cellerne er i fuld gang med en konstant degenerering. Det kan komme som et fotografi fra en fortid, der ikke føles så fjern, som den ser ud på hårgrænsens tilbagetog, det kan være et barn, der starter i skole, et minde fra en telefonboks eller en rapport fra FN, der gør det så tindrende klart, at hele kloden er under så vanvittige klimaforandringer, at det, vi kender som verden i dag, ikke kan blive den samme om få år.
Lars Larsens død, som blev offentliggjort her til morgen, er sådan et vindue. Uanset hvordan man ellers har haft det med mandens imperium, er han blevet en del af vores fælles forståelsesramme for, hvad det vil sige at være en dansk erhvervsmand. Han har ligesom bare altid været der. Jess Ørnsbos død i sidste uge havde samme effekt på os, og sådan har det på flere niveauer også været at følge hele den skøre debat, der har fulgt efter rygterne om Trumps ønske om at købe Grønland.
Klovn
Det første, der står klart, er, at Trump vitterligt må være den største klovn, der nogensinde har siddet i Det Hvide Hus – man glemmer ind imellem, hvor lavt han er stand til at bøje sig, selv om han ret ofte minder os om det. Den næste lille åbenbaring kan man få sig, når man begynder at læse alle de fornuftige og indsigtsfulde analyser, der fulgte efter nyheden om Trumps interesse for Grønland. At det handler om storpolitik og klimaforandringer og måske mest skræmmende af det hele – at det handler om selve verdensfreden.
For samtidig med at isen åbenlyst trækker sig tilbage fra det arktiske område, så bliver militære baser også forstærket. Nye baser er opstået langs den russiske grænse og gør det pludselig muligt at angribe USA’s Thulebase og dermed slå et kolossalt hul i landets (tja, og hele den vestlige alliances) missilskjold.
Pludselig står det klart, at 90’ernes jubeloptimisme og verdensfred er long gone, og at 00’ernes terrorangst og oliebesættelse er på vej i samme retning. Efter en længere periode, hvor sikkerhedspolitik primært handlede om kamp mod terror og ustabilitet i det globale syd, og hvor statslige relationer generelt var præget af et (nogenlunde) fredeligt samarbejde i globaliseringens navn, er verdenspolitikken igen kommet til at handle om langsigtet konkurrence og strid mellem stormagterne. Pludselig har verdenshistorien flyttet sig, og vi kan igen begynde at forestille os, hvordan en verdensomspændende militær konflikt kan se ud.
Alt det er selvfølgelig velkendt, hvis man engang imellem åbner en avis eller et veloplagt nyhedsbrev, men nogle dage står det klarere end andre. Nogle dage kan man mærke det i sin krop. Sådan har vi haft det i weekenden. Nu er vi klar til at kaste os ind i ugen. /Lasse Lavrsen