Kære læser

Kaos hersker i Trumps verden

Først kom han måske, så kom han, så kom han igen måske, og nu kommer han ikke. Lederen af den frie verden, Donald Trump, har på Twitter i nat bekræftet, at han aflyser sit planlagte besøg i Danmark, der skulle have fundet sted om to uger. Årsagen? At Mette Frederiksen har meldt klart ud, at Danmark ikke på nogen måde har i sinde at sælge Grønland til USA, sådan som Trump ellers havde håbet.

Mange spørgsmål presser sig på, men navnlig ét har vi ikke kunnet få ud af hovedet, siden vi vågnede til nyheden i morges: hvad i alverden er det, der foregår? Vi har tænkt og tænkt, og vi er kommet frem til tre små analyser.

Først er der den, som vi normalt ville antage for mest usandsynlig, men som Trumps track record taget i betragtning måske ikke er helt så bananas som først antaget. USA’s præsident er simpelthen blevet helt ægte børnesur over, at Mette Frederiksen har kaldt hans store plan om at købe Grønland for ”absurd.” Beviset for at det er en sensitiv mands diplomatiske inkompetence, der står bag besøget, finder man i tweetet. Det er ekstremt passivt aggressivt. Overvej den her linje: ”Statsministeren [Mette Frederiksen] har sparret både Danmark og USA for en masse penge og besvær ved at være så direkte. Det takker jeg hende for.” Trump er en glad smiley med døde øjne fra at lyde som den ene part af et frustreret ægteskab. ”Jamen, det er så fint, jeg har da heller ikke andet at lave end at hente børn :)”

Nå, men vi har også to bud, der giver Trump lidt mere anerkendelse. For måske er det ”art of the deal”-Donald, der er gået i gang med at handle sig til en god sikkerhedspolitisk aftale. Trump ved (måske) godt, at det er umuligt at købe Grønland. Men som en anden hestehandler starter han med for høj en pris for at kunne ramme et kompromis på det, han egentlig ønsker: Nemlig en øget amerikansk militærtilstedeværelse i Grønland.

Måske handler det mindre om udenrigspolitik og mere om, at Danmark er blevet en brugbar brik i Trumps ambitioner om at genvinde præsidentposten ved valget i 2020. Man kan mene om ham, hvad man vil, men Trump er mester i at sætte ild i gardinet og skabe et røgslør, der skjuler de dagsordner, som skader Trump. Lige nu er præsidenten aldeles presset på hjemmefronten, fordi den amerikanske økonomi er ved at vise svaghedstegn, og der har været indikatorer på, at en recessionsperiode er på vej. Det ville være altødelæggende for Trump, der om noget har slået sin valgkamp op på økonomi. Økonomi er noget, hans vælgere går op i. De er til gengæld ligeglade med, at han lavet bombastiske forslag angående køb om Grønland. Trumps kolonialistiske vanvidsforslag kan derfor vise sig som lidt af en genistreg.

Chaos reigns

Hvilken analyse er så den rigtige? Vi aner det ikke. Måske dem alle. Måske ingen af dem. Vi opfordrer dig til at tro på den, der gør dig mest tilpas. Det er efterhånden det eneste, man kan stille op i de her tider, hvor virkeligheden er blevet så forvrænget, at vi føler ”chaos reigns”-scenen med ræven fra Lars von Triers ”Antichrist” har en vis realisme over sig.

Én analyse er vi dog efterhånden ret sikker på. Tiden hvor Europa kunne basere deres sikkerhed på USA’s militære muskler er forbi. Grønlands-fadæsen viser, at Trump er klar til at ofre udenrigspolitiske relationer pga. enten indenrigspolitiske anliggende eller et skrøbeligt gemyt. Ville nogen efterhånden virkelig blive overrasket, hvis USA under Trumps ledelse ikke overholdte deres NATO-forpligtelser og kom til undsætning, hvis et NATO-land blev angrebet af fx Rusland? Det virker ikke fuldstændig usandsynligt længere.

Trump er ikke præsident i USA for evigt, men der kan komme en Trump igen. EU er som institution langt mindre modtagelig overfor den slags rystelser, fordi der ikke er ét enkelt valg, der kan ændre den politiske linje radikalt. Danmark bør derfor tale varmt for, at EU får opbygget deres eget velfungerende sikkerhedsapparat. Vi skal jo kunne beskytte Grønland. /Andreas T. Kønig

Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12