Bielefeld, Finland, brexit, fiktion og virkelighed

Det er skøre tider, så i dag laver vi en hasarderet, nærmest sindssyg kamikazeagtig geopolitisk overflyvning. I skrivende stund – og vi er altså kun seks sekunder nede i teksten her – ved vi nogenlunde, hvor vi ender, men desværre ikke om vi lander. Hvis du synes, det lyder ildevarslende og nervepirrende, så forestil dig, hvordan piloten har det. Spænd sikkerhedsselerne, og så af sted! Vroooooooooooooouuuum …

Under B i det pålidelige digitale etbindsleksikon Wikipedia er der et opslag om en tysk by, der hedder Bielefeld. Den beskrives som ”kredsfri” og beliggende i Regierungsbezirk Detmold i det nordøstlige Nordrhein-Westfalen. Filminstruktøren F.W. Murnau (1888-1931), hvis han siger dig noget, kom derfra. Bielefeld er kendetegnet ved, at byen befinder sig i et brydningsområde mellem tre forskellige geologiske zoner. Dette forhold har vi ikke tid til at gå nærmere ind i. Vi kan bare konstatere, at der angiveligt bor omkring 340.000 mennesker i byen.

Lagde du mærke til ordet ”angiveligt” i forrige sætning? Det er en buffer, en lille støddæmpende anordning, som journalister bruger, hvis de befinder sig i det minefelt, hvor verificerbar fakta og vedtagne sandheder møder gisninger, fri fantasi og løgn. For bor der virkelig 340.000 mennesker i Bielefeld? Det er der mange, som mener ikke er tilfældet. Faktisk er der en hel del sølvpapirshatte derude, som mener, at Bielefeld slet ikke findes. Påstanden tilskrives en computerekspert ved navn Achim Held, der angiveligt (der var den igen!) fremsatte den som en vittighed, som en pastiche over internetkonspirationer, i 1994.

Efter at have været genstand for mistænkeliggørelse i 25 år har styret i Bielefeld nu sagt, at byen er villig til at give en million euro til det individ eller den gruppe af personer, som med uigendrivelige beviser kan påvise, at Bielefeld ikke eksisterer. Det bliver ikke nogen nem opgave, for lige dér, hvor de siger, at Bielefeld er placeret, ligger der faktisk et bysamfund, som hedder Bielefeld.

Tro det eller ej, men Finland har gennem mange år befundet sig lidt i samme situation som Bielefeld. Der er folk, som ligner os, og som spiser og drikker og sover ligesom os, der mener, at Finland ikke alene ikke eksisterer som nation, næ, der er ligefrem slet ikke nogen landmasse der, hvor verdens kartografiske virksomheder gennem adskillige år har påstået, at der var et ret stort stykke land mellem Sverige og Rusland, som man kunne bevæge sig tørskoet henover.

Hvis man tænker længe og grundigt over det, kan der være noget om snakken. Det har for eksempel altid undret, at det i 2004 lykkedes Dagbladet Informations lederskribent David Rehling at gengive hele Finlands ”grufulde” historie i en lillebitte klumme på kun godt 300 ord. Det lyder jo som et land, der ikke er så meget at sige om.

Skal man angribe problematikken ud fra en anden logik, er det vel også bemærkelsesværdigt, at Finland kaldes ”de tusind søers land”. Det lyder på mange måder mere vådt end tørt, og man ville vel godt kunne plædere for, at ‘landjorden’ omkring de tusind søer måske snarere er vadesteder end egentlig fast grund under fødderne.

Totalteater

Hvad der findes af konspirationsteorier om briternes helt igennem molboagtige brexit, har vi ikke noget overblik over. Mængden må være enorm, og hvis ikke det hele virkede skørere end det skøreste totalteater, ville det være svært at skelne virkelighed fra fantasi. For et par dage siden kom premierminister Boris Johnson og krævede, at EU fjernede den såkaldte bagstopper fra den brexit-aftale, som hans forgænger Theresa May forhandlede på plads med EU. Johnson tænker, at det ville gøre hans arbejdsliv nemmere, hvis bagstopperen ikke var der. Men som EU-formand Donald Tusk skrev på Twitter, så er den netop en ”forsikring for undgå en hård grænse til den irske ø, med mindre der bliver fundet et alternativ. De, der er imod en bagstopper, har ikke foreslået realistiske alternativer.”

Onsdag mødtes Boris Johnson så med den tyske forbundskansler Angela Merkel. Samme historie: Kan vi ikke fjerne den bagstopper? Merkel foreslog ham at komme på en løsning inden for 30 dage – ”warum nicht?” – selv om det vel nærmest er umuligt.

I dag var der så planlagt en ”arbejdsfrokost” mellem Boris Johnson og Frankrigs præsident Emmanuel Macron. De har formentlig allerede spist den, når du læser det her, og Johnson vil have rejst sig fra bordet – mæt, men tomhændet. Onsdag aften tilbragte Macron to timer i selskab med pressen, og han sagde, at Johnsons krav om genforhandling ”er ikke en mulighed”. Der er ikke noget at komme efter. Forude venter en hård brexit. Det er en farce, forskellen på fiktion og virkelighed er udvisket, og man må knibe sig i armen. Der er åbent for fortolkning. /Oliver Stilling