Når det er kul, som får en til at stå op om morgenen

Vi skal jo ikke holde én mand ansvarlig for alverdens klimaproblemer, men det er på en måde skæbnens ironi, at den amerikanske erhvervsmand David H. Koch stillede træskoene fredag, 79 år gammel, mens store områder i Amazonas, også kendt som verdens lunger, stod i brand.

David Koch, som med god ret kunne kaldes en af verdens rigeste mænd, var kendt i USA, men som europæer er man hovedsageligt kun stødt på hans navn, hvis man har været på ‘storbyferie’ i New York City og for eksempel har betrådt den store plads foran Metropolitan Museum of Art på adressen 1000 Fifth Avenue eller set byens ballet på David H. Koch Theater ved Lincoln Center på den anden side af Central Park.

Teaterbygningen, som er tegnet af den berømte arkitekt Philip Johnson i 1964, hed oprindeligt New York State Theater, men skiftede navn i 2008, da David H. Koch kastede 100 millioner dollars efter et tiltrængt renoveringsprojekt. Pladsen foran the Met skiftede navn til David H. Koch Plaza i 2014, fordi det var Koch, der havde bekostet istandsættelsen (65 millioner dollars).

En rigtig kunstens ven, kan man sige, og det er jo som udgangspunkt godt. Men David H. Koch var også en af verdens største svinerister – hvis man må låne et udtryk fra Monrad & Rislund-pladen Hundestjerner hasteindlagt. Sammen med sin bror Charles ejede han Koch Industries, som gjorde det i næsten alt, hvad man kan komme i tanker om af kemikalier og fossile brændstoffer. Han var altså den komplette modsætning af en anden af New York Citys store velyndere, byens tidligere borgmester Michael Bloomberg, som både er mere diskret i sin filantropi og en af miljøsagens mest prominente forkæmpere.

Koch var i sine yngre dage en playboy og en af Det Republikanske Partis største donorer, ligesom han gennem årene har brugt millioner af dollars på lobbyisme til fordel skattelettelser for de rigeste og deregulering af energimarkedet. Men som journalisten Christopher Leonard skriver i et indlæg i The New York Times, er det nok først og fremmest de globale temperaturstigninger, som vil præge hans eftermæle.

Leonard, der har skrevet bogen Kochland: The Secret History of Koch Industries and Corporate Power in America, fortæller en lille anekdote: For nogle år siden sad han i en dyr lejlighed med udsigt over det centrale Washington og interviewede en tidligere ledende lobbyist i Koch Industries. ”Jeg spurgte ham, hvad der fik ham til at stå op om morgenen, da han arbejdede for Koch,” skriver Leonard. ”Han gav mig et svar på et ord: ‘Kul’.”

Det kan godt være, at der efterhånden er stærke kræfter, også politiske kræfter, som kæmper for at få verden til at nedbringe CO2-udledningen, men det er nogle vilde modstandere med penge, magt og indflydelse, de er oppe imod.

I 2018 lavede New York Magazines renommerede, venstreorienterede kunstkritiker Jerry Saltz en lille aktion, som man godt kan kalde et værk på David H. Koch Plaza. Der, hvor David Kochs navnetræk stod med guldbogstaver, placerede Saltz et skilt, så pladsen for en stund skiftede navn fra David H. Koch Plaza til Climate Change Denier Plaza (Klimafornægter Plads). Saltz lagde et par fotos op af aktionen på Instagram. Det var en meget enkel aktion, men sagen blev omtalt i medier over hele verden. Fredag delte han billederne igen i anledning af Kochs død. ”Da jeg havde gjort det, var jeg så bange for at blive arresteret, at jeg løb hen til subway’en, kørte hjem og låste døren med lås og slå,” skriver han.Brasiliens højreorienterede præsident, Jair Bolsanaro, som også er klimafornægter, satte fredag hæren til at deltage i brandslukningen i Amazonas. Hvis han selv skulle bestemme, kunne lortet bare gå op i røg, men det internationale samfund med lande som Frankrig, Finland og Irland i spidsen har lagt pres på ham. Det betyder også meget, at brasilianske miljøaktivister er på gaden, og at der har været demonstrationer foran Brasiliens ambassader over hele verden. Der er ikke andet for end at kæmpe med alle til rådighed stående midler. /Oliver Stilling