Portræt af Statsminister Lars Løkke Rasmussen. Fotograferet på Marienborg lidt nord for København.
OK, Trump er bag os, Grønland er sig selv for en stund, og Michel Houellebecq er taget hjem til Frankrig eller Irland, eller hvor det nu er, han går og ryger cigaretter. Vi er videre, og nu taler vi vi kun om Venstre og lidt om Christian Eriksen – fodboldspilleren, that is.
Vi har sådan set on-off talt om Eriksen det meste af sommeren, for det ville jo være så rart, hvis vi igen kunne få en dansker i en af Europas aller, aller største klubber. Vi vil have en Laudrup igen, en Peter Schmeichel eller en Allan Simonsen, og det får vi altså ikke, så længe Christian Eriksen slår sig tilfreds med at være en helvedes karl i middelmådige Tottenham. Om præcis en uge lukker det europæiske transfervindue endeligt, og har han ikke en aftale med Real Madrid, Barcelona eller Juventus inden da (mindre kan ikke gøre det), så bliver det ikke til noget, og Danmark må igen vente med at få en rigtig verdensstjerne – ja, og Middelfart får ikke den koncertsal, de har gået og ventet på, men det er en anden historie.
Derfor er det bestemt heller ikke uinteressant, når Tottenhams manager, Mauricio Pochettino, her i starten af den engelske sæson har valgt at lade danskeren starte på bænken, og at han efter hver kamp har måttet undskylde sig med, at han ikke ved, om Christian Eriksen overhovedet er i klubben næste kampweekend. Det er heller ikke uinteressant, at det hver gang har vist sig, at holdet har det svært uden Eriksen og i denne weekend faktisk så svært, at de tabte til Newcastle, hvorefter Pochettino sagde de næsten filosofiske ord: ”Når man taber, er de spillere, man har bænket, de bedste.”
Venstres bænk
Det er tilsyneladende også sådan, de tænker i Venstre, der, selv om de vandt et par ekstra mandater ved valget i juni, tabte det halve kongerige og lovede den anden halvdel væk til socialdemokraterne, og siden er dramaet så eskaleret til politisk thriller-niveau, hvor nogen er ude efter kongens hoved. Vi skal ikke redegøre for hele sommerens forløb her, men ifølge Berlingskes oplysninger havnede sagen her i weekenden, der hvor fire af Venstres fem regionsformænd har bedt om et møde med Løkke. Sådan et slags møde, der lyder lidt som et ‘Lars-vil-du-lige-komme-her-ind’-møde, og så kommer man ud igen fyret. Det møde havde Lars Løkke ikke lige lyst til at have, så han afviste det.
Fyret kan man kun blive (hvis man ikke selv trækker sig) på et landsmøde, så de fire formænd skrev efter afvisningen til partisekretæren med et høfligt cc af Løkke og bad om at få afklaret, om det er rigtigt forstået, at 44 medlemmer af Hovedbestyrelsen kan gennemtrumfe ekstraordinært landsmøde – underforstået: ‘du kan sådan set gøre hvad du vil Lars, men hvis vi ønsker det, kan vi fremrykke det landsmøde og fyre dig der – vil du det?’
Derefter gik Lars Løkke i går aftes ud på Facebook med en video og bad partiets hovedbestyrelse om at fremrykke landsmødet, så det kan blive afholdt inden en ny politisk sæson, der traditionen tro begynder ved Folketingets åbning første tirsdag i oktober. Partiet skal være klar til en ny sæson, mener Lars Løkke Rasmussen, og ”man må vide, hvad den politiske linje er, og være sikre på, hvem der skal stå i spidsen for partiets politiske linje,” sagde han.
”På landsmødet skal vi have afklaring på to helt centrale spørgsmål. Hvad skal Venstres politiske linje være, og hvem skal stå i spidsen for den?”
Samtidig understreger Lars Løkke Rasmussen, at han genopstiller til formandsposten:
”Jeg ønsker at fortsætte med at tegne partiet udadtil og sikre maksimal indflydelse for partiet. Derfor vil jeg søge genvalg som formand og opbakning til min politiske linje ved landsmødet.”
Løkke afviste pure alle spekulationerne på de sociale medier, han kunne komme i nærheden af, men et godt gammelt britisk fodbold-udtryk klæber til fortællingen og til Lars Løkke som en linje gennem hele hans snarrådige karriere:
”If you want to win – move the goalpost”.
Det handler om at ændre spilles regler, mens der spilles, og det er lykkes mange gange for Løkke, og faktisk også for den danske reservelandsholdsmålmand i 00’erne Kim Christensen, der flere gange i sin karriere er lykkes med at flytte stolperne i sit mål for IFK Göteborg i den bedste svenske række. Det gik fint indtil 2009, hvor tv-billeder under opgøret mod Örebro afslørede hans lille trick. Ved at sparke stolperne tættere sammen inden kampstart, gjorde Christensen reelt sit mål 32 centimeter mindre – en stolpe er 16 centimeter bred, og Christensen flytter begge stolper i hele stangens bredde. Som en legemliggørelse på det gamle ordsprog gik historien verden rundt, og faktisk slap Kim Christensen for repressalier. Kampen endte i øvrigt 0-0. Brug det som en metafor, eller følg med i kampen om Venstre og om Christian Eriksen på de sociale medier. /Lasse Lavrsen