En smertestillende dom

Lad os begynde med en lille historielektion.

Tilbage i 1800-tallet opdagede Storbritannien, at opium egentlig var en ret god forretning. Tilsvarende opdagede Kina, at opium egentlig var ret skidt for folkesundheden. Opdagelserne skete som følge af, at kineserne havde fået godt gang i eksporten af luksusvarer såsom silke, porcelæn og te til Europa. Med voksende uro indså Storbritannien nemlig, at der var ved at opstå en handelsubalance mellem de to lande; og briterne så sig derfor om efter en ny eksportvare, som kunne indbringe nogle seriøse skillinger i Kina.

Svaret blev opium udvundet fra valmuer i det britisk kontrollerede Bengalen (det nuværende Bangladesh). Snart flød det euforiserende stof indover de kinesiske grænser, og Det britiske Ostindiske kompagni kunne selvtilfredse skovle pengene ind. Omkring 1.400 tons opium blev eksporteret årligt, hvilket alligevel må siges at være en sjat.

Kineserne var dog knap så begejstrede for anordningen, og da stofferne efterhånden begyndte at påvirke de kinesiske borgeres sundhed, forsøgte Qing-dynastiet at skride ind. Først blev Dronning Victoria bedt om at stoppe den problematiske handel, og da det ikke virkede, tog kineserne sagen i egen hånd. I 1839 konfiskerede kineserne således omkring 1.210 tons opium fra britiske handelsskibe. Det skulle de dog aldrig have gjort, for nu blev briterne godt fornærmede, og snart udviklede fejden sig til en væbnet konflikt, der i dag kendes som Opiumskrigene. Krigene blev, sådan helt kort fortalt, en total ydmygelse for kineserne, der blev godt og grundigt udklasseret af den britiske Royal Navy.

Nederlagene tvang kineserne til at underskrive en række aftaler, der var stærkt medvirkende til, at der for alvor blev åbnet op for det kinesiske marked – foruden at Hongkong nu skiftede hænder til Storbritannien. Og ja, dermed er Opiumskrigene altså en ret interessant forhistorie til såvel den verserende handelskrig mellem USA og Kina som krisen i Hongkong – men det er altså ikke der, vi skal hen i dag. Nej, lad i stedet stryge direkte til Guds eget land, som i øjeblikket bakser med sin helt egen opiodkrig.

Amerikansk eufori

Mandag kom det nemlig frem, at medicinalfirmaet Johnson & Johnson er blevet idømt en bøde på 3,8 mia. danske kroner for deres meddelagtighed i den såkaldte opiodkrise i USA. Dommen er på mange måder banebrydende, for den er den første af sin slags og kommer forud for mere end 2.000 lignende retssager rundt om i USA. Overalt står producenter, distributører og sælgere af opioid-medicin anklaget for at have gjort patienter afhængige af de kradse stoffer, der på daglig basis slår i omegnen af 130 amerikanere ihjel.

Selvom opioiderne gemmer sig under fine medicinske navne såsom OxyContin og Fentanyl, og bliver udskrevet som uskyldig smertestillende medicin, svarer præparaterne i styrke og afhængighedsskabende karakter mere eller mindre til heroin. Og det er selvsagt noget skidt. Alene i 2017 døde mere end 70.200 amerikanere således af en overdosis som følge af det, hvoraf en stor del af stofferne var blevet udskrevet som receptpligtig medicin.

Med de mange tragiske dødsfald har amerikanerne, meget ligesom Qing-dynastiet, indset, at nem adgang til opium-lignende stoffer måske ikke var den fedeste idé i verden. Men i modsætning til kineserne står USA heldigvis ikke over for en fremmed overmagt a la den britiske flåde. Nej, opioidkrisen er snarere udløst af landets egen rovdrivende kapitalistiske kultur, der har tilladt medicinalfirmaerne at vokse sig store i profittens navn. USA er både Qing-dynastiet og Det britiske Ostindiske kompagni på én og samme tid, og det gør ærligt talt de 2.000 kommende retssager lige dét mere pikante.

Hvis Johnson & Johnson-sagen kommer til at danne præcedens, er vejen nemlig nu banet for, at skruppelløse medicinalfirmaer for en gangs skyld kommer til at få én på tuden – og at grænsen altså er ved at være nået for, hvad man kan tillade sig at tjene penge på. I sin domfældelse skriver dommer Thad Balkman blandt andet, at Johnson & Johnson idømmes den markante bøde, da virksomheden har ”spredt falsk, misledende og farlige marketingkampagner”, og fordi de har ”forårsaget en eksponentiel stigning i raterne for dødsfald skabt af afhængighed og overdoser”. Og et sådant udsagn skal man altså ikke kunne kinesisk for at forstå. /David Dragsted