”Et formandsvalg er et sundhedstegn i en demokratisk forening.”
Lars Løkke Rasmussen, 1986
Da Venstre holdt sommergruppemøde tidligere på måneden, var journalisterne meget interesserede i den magtkamp, som var opstået mellem formand Lars Løkke Rasmussen og næstformand Kristian Jensen. ”Det har slået nogle gnister,” sagde Løkke ved pressemødet.
Dengang så det ud til, at Løkke endnu engang havde trukket det lange strå i kampen om magten i Venstre. Kristian Jensen var blevet sat på plads. Men siden da er det som bekendt gået fuld balalajka. I et interview på TV 2 sammenlignede den trofaste Løkke-støtte Jan E. Jørgensen forleden den verserende krise i Venstre med en skovbrand. Det starter med nogle gnister, der får fat i det tørre mos, og inden man ved af det, står det hele i flammer. Som gammel spejder burde Lars Løkke måske have vidst, at han ikke skulle havde tilladt gnister ved Venstres meget tørre underlag.
Nu er baglandet ved at være træt af hele denne jammerlige saga, og opbakningen begynder at smuldre til både Løkke og Jensen. Venstre i Region Midtjylland opfordrede tirsdag formandskabet til at trække sig.
Som den politiske væltekop han er, nægter Løkke stadig at gå af. I stedet har han på snu vis opfordret til at fremrykke det landsmøde, hvor hans skæbne skal bestemmes. Det giver oppositionen mod Løkke kortere til at mobilisere sig. Fx er der endnu ingen modkandidat. Baglandet er dog gået i gang med at finde måder at vælte Løkke uden modkandidat, ligesom manglen på en modstander udfordrer Løkkes evner til at skyggebokse.
Historien gentager sig
Hvis Løkke havde været 22 år, så havde han støttet oprøret mod sig selv. I hvert fald minder det ulmende attentat mod Venstres formandskab ganske meget om den måde, Løkke kickstartede sin egen politiske karriere på (her beskrevet fremragende hos TV 2).
I 80’erne var Venstres Ungdom splittet op i to fraktioner. De sorte, som gik ind for lav skat og en lille stat, og de røde, som havde en mere socialliberal profil. Ved VU’s landsmøde i 1985 satte den sorte fløj sig sikkert på partiet med både formands- og næstformandsposten. Men en lille gruppe af røde kupmagere besluttede nærmest omgående efter valget, at de ville vippe formanden af pinden allerede året efter. Det var uhørt i VU. Kutyme var, at formandsposten havde man i to år.
Ud over den ideologiske uenighed skyldtes utilfredsheden med formandskabet den identitetskrise, som VU befandt sig i i midt-80’erne. Konkurrenterne fra Konservativ Ungdom var modsat VU gode til at tiltrække nye medlemmer, og den røde fløj mente, at VU’s problemer skyldtes manglende gennemslagskraft hos formandskabet.
Kupmagerne mente, at den kun 22-årige Lars Løkke Rasmussen havde det format, som den siddende formand Lars Møller Sørensen manglede. Løkke var en retorisk vidunderdreng og et tilpas ubeskrevet blad uden for mange fjender i partiet.
Da den sorte fløj opdagede, at kuppet skulle tages seriøst, argumenterede de for, at et kampvalg kunne ende med at ødelægge VU. De bad om, at formanden kunne få et år mere. Herefter kunne Løkke komme til. Det ville være naturligt. Sådan gik det ikke. Lars Løkke vandt valget den 28. juni 1986. 219 stemmer for og 150 imod.
I dag er det så moderpartiet, der er splittet op i to fløje. Der er identitetskrise i partiet, snak om manglende format hos formanden, argumenter om, at et kampvalg vil ødelægge partiet, og så er der selvfølgelig vedvarende rygter om, at et kup er undervejs. Mange snakker om, at Jakob Ellemann-Jensen skal være formand. En retoriker i særklasse, der ikke har mange fjender eller meget blod på hænderne.
Historien gentager sig, men denne gang er Løkke ikke på kupmagernes side. Hvorfor? Det kan vi måske også få en ung Løkke til at svare på. ”Faren ved at være engageret i politik i så ung en alder er, at man ikke holder sig for øje, at der er andet i livet,” sagde han 1983. Løkkes liv har altid handlet om politik, og der er ikke noget at sige til, at han forsøger at undgå den identitetskrise, som et formandsnederlag vil efterlade ham med. /Andreas T. Kønig