Det amerikanske immigrationssystem er ikke sådan at bide skeer med. Ikke mange slipper igennem nåleøjet til the land of opportunities, og hvis man ankommer til landet illegalt, kyles man direkte tilbage, hvor man kom fra, på røv og albuer.
På denne side af Atlanten gisper vi forarget, hver gang vi hører nye, grumme fortællinger om flygtninge eller indvandrere i USA. Børn bliver adskilt fra deres forældre, immigranter tilbageholdes under fængselslignende forhold, og Trump har for nylig fjernet den øvre grænse for, hvor længe migrantbørn kan tilbageholdes. Tidligere på ugen lærte vi også, at det føderale indvandringsagentur U.S. Immigration and Customs Enforcement (ICE) ikke er nogen, man fucker med. I syvende og sidste sæson af den populære Netflix-serie Orange Is The New Black får ICE sig en ordentlig sviner: TV-serien skildrer på hjerteskærende vis, hvordan ikke-kriminelle immigranter tilbageholdes i ‘detentionscentre’, hvor de sidder som sild i en tønde uden adgang til hverken tolk, gratis telefonopkald eller mulighed for at søge advokatbistand.
TV-serien fremhæver NGO’en Freedom for Immigrant’s særlige hotline, der sætter immigranter i kontakt med advokater, og som eksisterer i virkeligheden. Få uger efter sæsonpremieren på Orange Is The New Black valgte ICE at lukke ned for hotlinen. Hvorvidt det skete som en direkte reaktion på TV-seriens kritik af agenturet, melder historien ikke noget om, men tidspunktet for nedlægningen er pudsigt, om ikke andet.
Der sker tarvelige ting for virkelige mennesker i USA – det kan vi hurtigt blive enige om. Så sætter vi altså alligevel pris på lille Danmark, for her fængsler vi trods alt ikke mennesker, der ikke har gjort noget kriminelt.
Eller hvad?
I skrivende stund deltager adskillige aktivister i en 48 timers protestlejr foran Udlændingecenter Ellebæk, som ligger i Nordsjælland mellem Allerød og Birkerød. I de næste to døgn camperer de foran fængslet, skaber ravage, skriver breve til de indsatte og forsøger at besværliggøre driften af fængslet. Aktivisterne vil have mediernes opmærksomhed, og de vil have Ellebæk lukket. De demonstrerer, fordi det stadig er de færreste, som ved, at Udlændingecenter Ellebæk, der også går under navnet ’det hemmelige fængsel’, overhovedet eksisterer. Under valgkampen var det Udrejsecenter Sjælsmark, som var omdrejningspunkt for udlændingedebatten, og Ellebæk kom aldrig rigtig på landkortet.
Pest eller kolera
På Ellebæk ’fængsler’ man ikke folk – man ’frihedsberøver’ dem, og det er altså to helt forskellige ting, hvis man spørger myndighederne. Juridisk set er Ellebæk ikke et fængsel, men et center, hvor man tilbageholder afviste asylansøgere, der nægter at lade sig hjemsende. Men det er altså ikke et fængsel, siger de. Alligevel kan afviste asylansøgere sidde indespærret i op til halvandet år, før de bliver sendt tilbage til deres oprindelsesland.
Tidligere på året fik TV2 lov til at komme ind bag murene. I en lang reportage fra stedet fortalte de indsatte om oplevelsen af at sidde uberettiget i fængsel under kummerlige forhold, adskilt fra deres familier og uden mulighed for privatliv.
Det lyder ret urimeligt, men frihedsberøvelse og minimal komfort skal altså motivere de indsatte til at rejse hjem. Hvis afviste asylansøgere har det elendigt nok, vil de nok hellere tilbage til deres hjemland, er rationalet. Virkeligheden forholder sig bare ikke nødvendigvis sådan. Til TV2 fortæller flere af de indsatte, at de er bange for tortur, forfølgelse og i værste fald at blive dræbt, hvis de vender tilbage til deres hjemland.
Ellebæk har været under heftig kritik de seneste mange år. I 2013 udgav Amnesty International en rapport, som påviste, at der blandt de indespærrede sad psykisk syge og torturofre. Varmerørene i fængslet er da også for nylig blevet dækket til, fordi der simpelthen var for mange, som forsøgte at hænge sig fra dem.
Vi behøver måske ikke længere kigge skævt til USA, for vi har masser af skeletter i skabet her i lille, trygge Danmark. /Camilla Skovgaard Thomsen
Camilla Skovgaard Thomsen, 24, er Føljetons nye universitetspraktikant.