Efter mig syndfloden: Ondt blod størkner ikke så let i politik

Det er hoveder, ikke høveder, som bestemmer, hvem der skal være høvding i Venstre. Derfor er Lars Løkke Rasmussen ikke længere formand for Venstre, Danmarks Liberale Parti. Gennem årene har han udpint sin opbakning nedefra, fra partiets græsrødder, og hans hidtidige evne til at bølle, forhandle, intimidere, sortsnakke og charmere sig igennem rakte heller ikke længere.

Da Venstres formand Lars Løkke Rasmussen lørdag valgte at trække sig, efter at han i sin skæbnestund stod konfronteret med et flertal, som ønskede hans øjeblikkelige afgang, i både partiets forretningsudvalg og hovedbestyrelse, havde han ikke flere tricks i ærmet end blot at holde en indledende, forbitret tale til de fremmødte i partiets hovedbestyrelse lørdag formiddag – for så pludselig at rejse sig, forsvinde ud af en terrassedør og straks køre væk i en ventende bil. Væk fra offentligheden. Væk fra ansvaret.

Lars Løkke tabte til sin egen magtfuldkommenhed. Indtil fredagens møde i forretningsudvalget havde han end ikke i sin vildeste fantasi troet på, at truslen virkelig var så reel og omfattende, som tilfældet var. Løkke havde tydeligvis mistet følingen med tillidsfolkene i sit eget parti – og groft undervurderet, hvor stærkt og velorganiseret bondeoprøret efterhånden havde vokset sig frem til at blive.

Næstformand Kristian Jensens samtidige afgang var knap så overraskende. Mens ingen i hverken Venstres top eller bagland havde forventet, at Lars Løkke ville kapitulere og give op allerede i den forgangne weekend, var den tidligere finans- og udenrigsministers retræte ventet. Kristian Jensen har længe været kørt helt ud på et sidespor og havde ingen andre muligheder end også at trække sig straks på hovedbestyrelsesmødet, da Løkke var krøbet ud af terrassedøren.

Krig pr. stedfortræder

Problemet for Venstre er blot, at Løkke og Jensens afgang ikke vil kunne bremse de eksplosive kræfter, som er blevet udløst i de seneste uger. Omrokeringer i toppen af Venstre vil ikke længere være nok til at udbedre, at Danmarks største borgerlige parti nu åbenlyst og for rullende tv-kameraer er i dyb splid med sig selv.

Det uforløste formandsopgør, som foreløbigt kulminerede på lørdagens hovedbestyrelsesmøde i Brejning ved Vejle, vil uundgåeligt trække et spor med sig af intriger og nye personopgør, som det tidligere er set hos De Konservative og Socialdemokratiet. Personopgør glemmes aldrig i magtpolitik. Ondt blod størkner ikke så let.

På overfladen vil rivaliseringen mellem Løkke og Jensen fortsætte pr. stedfortræder, og neden under rænkespillene vil endnu mere dybtgående uenigheder også snart begynde at træde frem. I første omgang er det dog hævnangrebene fra Løkkes loyalister, der stjæler billedet. Mest markant har Venstres nestor, tidligere finansminister Claus Hjort Frederiksen, været ude med en nidsk opdatering på Facebook:

”Jeg er dybt beskæmmet over processen. Den skader Venstre,” skriver Claus Hjort Frederiksen, som dermed gør alt for at holde konflikterne i live. Den gamle garde er tydeligvis bestyrtet over, at Lars Løkke blev trynet af partiorganisationen og til sidst ikke så anden udvej end at bøje sig for baglandet.

Nu skal døden have en årsag. Folk i Venstre kommer til at huske, hvem der sagde hvad hvornår. Som tilfældet var i indtil flere holmgange i De Konservative og særligt koncentreret i Socialdemokratiet med formandsopgøret mellem Svend Auken og Poul Nyrup Rasmussen i 1992 har både tabere og vindere svært ved at tilgive i toppolitik. Det er trods alt statsministerposten, som står på spil.

I Venstre gør det situationen sprængfarlig, at det nu er de to hidtil mest magtfulde, Lars Løkke selv og Claus Hjort Frederiksen, som lader til at have sværest ved at besinde sig på den nye orden i partiet. Uanset hvem der bliver ny formand og næstformand, vil de personlige loyalitetsbånd fra de senere år komme til at snære, bide og stramme i sag efter sag og fløjopgør efter fløjopgør.

Ideologiske stridigheder

Bag personintrigerne gemmer sig imidlertid også en mere ondartet, dyb plovfure, som kan komme til at skamfere Venstre. Nu hvor Lars Løkke og Kristian Jensen er trådt til side, og én – eller måske ligefrem flere – formandskandidater vil træde frem inden det ekstraordinære landsmøde i Herning 21. september, risikerer Venstre at få en opblusset debat om partiets politiske retning.

Her vil der hurtigt kunne vise sig en intern modstand mod forhåndsfavoritten Jakob Ellemann-Jensen. For det første er han en relativt uerfaren parlamentariker uden store politiske trofæer. Har han overhovedet formatet? For det andet meldte han sig i 2007 ud af Venstre og ind i Ny Alliance i protest mod Anders Foghs linje i udlændingepolitikken. Er han overhovedet på linje med partiets bagland?

Venstre står mere splittet end i mands minde, splittet mellem land og by, splittet mellem de nationalkonservative og de liberale kosmopolitter. Hidtil har Jakob Ellemann-Jensen været fantomkandidaten, som vidt forskellige Løkke-kritikere har kunnet samles bag, uanset deres øvrige uenigheder, fordi han bekvemt har stået ubesmittet af opgøret mellem Løkke og Jensen.

Men nu er situationen blevet alvor, og spørgsmålet melder sig: Kan Jakob Ellemann-Jensen også opnå opbakning i egen ret fra alle dele af Venstre? Kan f.eks. strammerfløjen omkring Inger Støjberg leve med en formand, der historisk har været imod udlændingestramningerne? Og kan landbobaglandet i Midt- og Vestjylland leve med en formand, der sætter videnskabelige miljøhensyn over bøndernes driftsøkonomi?

Uden Lars Løkke som kontrastvæske er Jakob Ellemann-Jensen faktisk en stærkt usandsynlig formandskandidat i Venstre, og de kommende uger og måneder vil det for hver dag komme til at stå klarere og klarere, at Jakob Ellemann-Jensen ikke repræsenterer de samme synspunkter, som de mytterister, som nu har fået væltet den upopulære formand.

Lars Løkkes fald fra magttinderne kan meget vel blive begyndelsen på en større nedtur for Venstre, der kan risikere at bytte plads i det politiske landskab med f.eks. De Konservative – på samme måde som De Konservative i sin tid lod sig selv trække ned i en sump af intriger og dermed overlod den borgerlige førerposition til Venstre.

Uanset hvem der bliver ny formand for Venstre, vil vedkommende træde ind på en uriaspost. For Lars Løkke har næppe spillet sit sidste joker-kort endnu, og de reelle uenigheder i Venstre venter kun på at blusse op for alvor. Jakob Ellemann-Jensen risikerer derfor at blive en overgangsfigur, ligesom Helle Thorning-Schmidt blev det for Socialdemokratiet: Den oplagte formandskandidat i en vanskelig situation, men som over tid viser sig at mangle den fornødne politiske pondus. /Lars Trier Mogensen