Superman kæmper for at bevare – Wonder Woman vil forandre verden

Af en kappe- og trikotspillefilm at være er Batman v Superman så gloomy, brutal og alvorstung, at det grænser til det absurde. Men den er nu slet ikke så ugudeligt ringe, som et tværsnit af verdens filmanmeldere har ønsket at gøre den til efter premieren i sidste uge. Der er beåndede replikskift undervejs, og flere scener er ufatteligt tro over for tegneserieforlæggene. Og så er det stærke femividunder Wonder Woman med.

På sociale medier har mange nørder og fans imidlertid luftet en vis utilfredshed over, at Superman (spillet af Henry Cavill) og Batman (Ben Affleck) fremstår sløve, primitive, godtroende, ustrategiske – ja, ligefrem lidt dumme (og for Batmans vedkommende lovlig fucked up). Når situationen kalder på omtanke, forivrer de sig; når der skal reageres lynsnart, bruger de for lang tid på at gruble osv. Superman arbejder uselvstændigt og ordre-parerende for den amerikanske regering, og Batman sætter sig for, på et meget tyndt grundlag, at tilintetgøre Superman, hvis der bare er en procent chance for, at han er ond.

Heldigvis går det alt sammen til sidst (spoiler alert: nogenlunde da), og man kan ikke tage fra de to spandexfyre, at de kaster sig ud i problemerne med krum hals.

Er instruktøren feminist?

Ligesom filmens tematikker er åbne for fortolkning, florerer der en del teorier om, hvorfor instruktøren Zack Snyder har valgt at skrue den så mørkt sammen, at det næsten er som at kigge ned i et bundløst hul.

Én forklaring kunne måske være, at han inderst inde er feminist? Jeg synes ikke helt, at jeg kan finde bevisførelse for den teori på nettet, men man kunne fristes til at tro, at Znyder med fuldt overlæg lader Superman og Batman tænke langsomt og agere gumpetungt, så filmens tredje superhelt, Wonder Woman, kan lyse endnu mere op.

Wonder Woman (spillet af Gal Gadot) er kun med i syv minutter af filmen, som varer to en halv time, men hun når at overstråle de to andre og virker langt mere snu, velovervejet og menneskelig. Da man for eksempel ser hende tøve for første gang, får man det indtryk, at det bunder i nogle reelle overvejelser og ikke i, at hun er blank og ikke forstår, hvad der sker; hun står i et rutefly på vej væk fra Metropolis i sin civile mundering og ser på live tv, at Superman og Batman har en del vanskeligheder med at bekæmpe et monster, og hun ved, at hun kan hjælpe, men hun har tidligere gjort op med sig selv, at hun var færdig med at bruge sine superkræfter i jordboernes tjeneste. Det ved vi, fordi hun har nævnt det for Batman en times tid forinden.

https://www.youtube.com/watch?v=iJO338ZwLos

»Er hun med dig?«

Wonder Woman træffer selvfølgelig den rette beslutning, og da hun kort efter melder sig i kampen, er det første, hun gør, at redde Batmans liv ved at lægge en form for energiskjold omkring ham, lige idet det grusomme monster sender en ladning et-eller-andet dræbende mod ham, mens han sidder fastspændt i sit strandede batfly. Da støvet lægger sig, får filmmusikken (som er skruet sammen af makkerparret Hans Zimmer og Junkie XL) et nøk opad, og et kitchet keyboard i bombastisk stortrommeselskab markerer, at her er Wonder Woman med sit amazoneskjold og sit amazonesværd, og nu er der altså røvfuld i luften.

Det er her Superman vender sig mod Batman og siger: »Er hun med dig?« Og Batman svarer: »Jeg troede, hun var med dig.«

Proper næve

Det har været antydet, at Wonder Womans tilstedeværelse i Batman v Superman – Dawn of Justice blot er et figenblad for at skabe akkurat tilstrækkelig med feminin merværdi til at lokke det mandlige publikums koner og kærester med i biografen. Det er der sikkert noget om. Men Wonder Woman er der også som en lille smagsprøve på, hvad der venter, når hun bliver hovedperson i sin egen film, der har premiere i 2017.

Wonder Woman er en af det amerikanske tegneserieforlag DC’s ældste og mest kendte superhelte, men hun er aldrig blevet skildret i sin egen film.  Til gengæld var hun i årene 1975-1979 genstand for en hel tv-serie. Den var ret 70’er-kulørt, og hovedrollen blev spillet af Lynda Carter, som på Wikipedia beskrives som både skuespiller, sanger og sangskriver, men på det tidspunkt ikke kom med så meget andet, end at hun havde været Miss USA i 1972. Gal Gadot, der spiller Wonder Woman i Batman-Superman-filmen, har en lignende fortid – hun vandt Miss Israel-konkurrencen som 19-årig i 2004. Men Gadot er langt mere atletisk end sin forgænger og ligner simpelthen en kvinde, der kan slå en proper næve – hvis det er nødvendigt.

»En mand!«

Hvad der slet ikke bliver udfoldet i Batman v Superman, er Wonder Womans historie. Hvis vi lige begynder med at opridse hendes fiktive univers, så tager vi bagefter historien om, hvordan hun i 1941 blev skabt af en mandlig psykolog, som var overbevist om, at kvinder var mænd moralsk overlegne, og at hvis det var dem, der styrede verden, så ville alt være godt.

Fortællingen om Wonder Woman er, at hun er en 3.000 år gammel amazone. Engang herskede amazonerne i Amazonia, og alt var godt. Men så tog mændene magten, og kvinderne blev gjort til slaver. Det lykkedes dem at flygte ved at sejle over havet til en ubeboet ø, som de kaldte Paradise Island. Her levede de i fred i flere århundreder. En dag styrter en kaptajn fra den amerikanske hær, Steve Trevor, ned med sit fly på øen, og det er prinsesse Diana, som finder ham. »En mand på Paradisøen!« udbryder hun, og efter nogen tid flyver hun ham hjem til Amerika i sit usynlige (sic!) fly. Det er den korte version. Hun får også en smart dragt, en lasso, der kan få den, hun fanger med den, til at tale sandt, samt nogle armbånd, som hun blandt andet kan bruge til at afværge projektiler med. Der er forklaringer på det hele – nogle bedre end andre (se Super-Oves svar på billedet længere oppe).

Den moderne feminisme

Historien bag Wonder Womans tilblivelse er ikke mindre interessant. Den amerikanske journalist og historiker Jill Lepore har dykket ned i den, og for et par år siden udgav hun bogen The Secret History of Wonder Woman. I den fortæller hun, at Wonder Womans historie nærmest er hentet direkte ud af feministisk utopisk litteratur fra årene omkring 1900 skrevet af folk, som fuldt og fast troede på den gamle græske myte om, at der engang har eksisteret et matriarkat bestående af græske amazoner. I hælene på denne fascination opstod kvindevalgretsbevægelsen og kimen til den moderne feminisme  – i hvert fald i USA.

Og her kommer den Harvard-uddannede psykolog William Moulton Marston (1893-1947) ind i billedet. Han blev i en tidlig alder fascineret af feminismen og levede senere i et forhold med to kvinder. Jeg skulle til at skrive, at det var et ‘kuriøst’ forhold, men det skal jeg ikke blande mig i. Lad os kalde det polyamorøst; i hvert fald giftede han sig med Elizabeth Holloway Marston (1883-1993) i 1915, og senere mødte han den noget yngre Olive Byrne, som ligesom blev indlemmet i deres forhold (da han døde i 1947, fortsatte de to kvinder deres samliv).

Kvinders fulde potentiale

William Moulton Marston mente ikke, at mænd og kvinder er jævnbyrdige. Han mente, at kvinder er i en liga for sig, de er simpelthen mænd overlegne, og hvis det var kvinderne, der bestemte, så ville vi få en bedre og mere fredelig verden, og en fredeligere verden var, hvad mange gik og sukkede efter.

Af forskellige omveje fandt Marston på Wonder Woman som tegneseriefigur i 1941 (Superman var blevet skabt i 1938 og Batman i 1939). Tanken med Wonder Woman var at inspirere kvinder til forsøge at realisere deres fulde potentiale, men også, som tegneseriehistorikeren Tim Hanley skriver i sin bog Wonder Woman Unbound: The Curious History of the World’s Most Famous Heroine, at forberede unge mænd og drenge på det matriarkat, som Marston faktisk troede ville materialisere sig efter Anden Verdenskrig. Det, at der var krig, viste jo med al tydelighed, at mændene ikke kunne finde ud af det.

Psykologisk propaganda

Ifølge Jill Lepore udsendtes der i forbindelse med Wonder Womans debut en pressemeddelelse med ordene: »’Wonder Woman’ er blevet udtænkt af dr. Marston med henblik på at give børn og unge en forståelse af stærk, uafhængig og modig kvindelighed; for at bekæmpe ideen om, at kvinder er mænd underlegne og for at give piger selvtillid og inspirere dem til at indfri deres mål inden for sport, jobs og fag, som er monopoliseret af mænd.« Det var civilisationens eneste håb, mente Marston, der selv udtrykte sig sådan: »Helt ærlig, så er Wonder Woman psykologisk propaganda for den nye type kvinde, som efter min mening bør styre verden«.

Tingene forløb ikke helt efter William Moulton Marstons hoved. Han døde i 1947, og fra 1950’erne begyndte det at gå ned ad bakke for Wonder Woman. Nye tegneserieforfattere, som ikke helt havde fanget Marstons feministiske budskab, tog over og førte hende i en mere kitschet og ligegyldig retning. Nu var det virkelighedens kvinder, som var på barrikaderne i kampen for økonomisk uafhængighed og ligestilling. Måske var de lidt inspirerede af Wonder Woman. Og måske var de kitschede Wonder Woman-historier de mandlige tegneserieforfatteres reaktion på kvindekampen.

I dag kender alle amerikanere Wonder Woman. Men de forbinder hende med den storbarmede skønhedsdronning Lynda Carter fra tv-serien i 1970’erne. I hvert fald har mange (mandlige) tegneseriefans harceleret over, at Gal Gadots bryster ikke er store nok til rollen. De skulle have et spark i nosserne.