Den er (ikke) hjemme

Det har været nogle tumultariske dage i Venstre. De seneste par uger har været præget af den ene overraskende politiske drejning efter den anden, og udtalelse for udtalelse har Venstre-folkene skabt en tilstand af krise og granatchok i det gamle bondeparti.

Man forestiller sig, at de seneste aftener i Herning-området (og velsagtens andre Venstrehøjborge) har været præget af lyden af aftenkaffe, der er blevet spyttet ud til spot og spe over de vanvittige nye udtalelser, der er kommet fra partiet og dets bagland.

Hvilken stilhed den jyske hede må have været ramt af, da Jakob Ellemann-Jensen i går meldte ud, at han vil være formand for Venstre. Endelig en udtalelse uden det store overraskelsesmoment. ”Så er katten ude af sækken,” skrev Ellemann selv på twitter. Det er den mest gennemsigtige sæk, vi nogensinde har set.

Den er hjemme

Vi drister os endda til at sige: Den er hjemme. Ellemann er endnu ikke stødt på skyggen af modstand i sit parti, og vi har slet ikke fantasi til at forestille os et scenarie, hvor Ellemann ikke bliver valgt ved det ekstraordinære landsmøde d. 21. september. Partifællerne fremhæver ham som en sjov fyr, en stor retoriker og en dygtig leder uden for meget fløjblod på hænderne. De mener, at de evner gør den tidligere soldat i stand til at samle det sønderbombede parti.

Jakob Ellemann-Jensens styrke synes at være det samme som hans svaghed: At han ikke rigtig har ment noget endnu. Som politisk ordfører var det hans job at forsvare regeringens politik i tykt og tyndt. Ikke noget nemt job, men hvis man udfører det ordentligt, er det heller ikke et job, der giver mulighed for mange selvstændige holdninger. Som miljø- og fødevareminister var hans mest kontroversielle holdning da også, at han elsker bacon.

Før eller siden bliver Ellemann nødt til at melde klart ud. Spørgsmålet er, om han kan gøre det uden at træde nogle af sine partifæller over tæerne. For skønt fløjkrigen i Venstre i høj grad handlede om personerne Løkke og Jensen, så handlede det også om politik og partiets interne uenigheder på fundamentale politiske spørgsmål som udlændinge, EU og land mod by, mm. De uenigheder er ikke forsvundet natten over.

Ligeledes er der et enormt genopbygningsarbejde i blå blok. Ellemann forsøgte allerede med en smule forsoning i går, da han aflivede ideen om en regering med socialdemokratiet, men der skal meget mere til.

Alt i alt forstår man derfor godt, at Ellemann håber, næste valg ”ligger lidt ude i fremtiden,” og Mette Frederiksen står pludselig i en situation, hvor hendes egne støttepartier synes mere klare til at vælte regeringen end oppositionen. ”Med fjender som disse, hvem har da brug for venner,” må hun tænke i statsministeriet.

Splittet

Ellemann kan bare skæve til Storbritannien, hvis han vil se, hvad et splittet politisk parti kan gøre ved en leders ambitioner. I går forlod først en konservativ politiker partiet, hvilket har medført, at Boris Johnsons regering ikke længere har flertal i parlamentet. Efterfølgende tabte Johnson en afstemning, der kan lede til, at der i dag bliver vedtaget en lov, der tvinger Johnson til at anmode EU om udsættelse af brexit. Noget Johnson har forsvoret, at han vil gøre. Flere af Johnsons egne partifæller stemte imod ham, og de blev efterfølgende smidt ud af partiet.

Johnson siger selv, at går afstemningen i dag mod ham, så bliver der udskrevet valg. At have været premierminister i sølle 43 dage inden der bliver udskrevet valg er næppe noget, han havde håbet på.

Ellemanns situation er en ganske anden, men Johnsons problemer kan minde ham om, at magten er skrøbelig. I diverse portrætter blive det i dag fremhævet, hvordan Ellemann tænkte ”lad os nu se,” da han så en avisforside om sin far, hvor der stod ”Ellemann bliver aldrig statsminister.” Det er godt at være selvsikker, men partiet og blå blok skal samles, inden han kan blive den første Ellemann på statsministerposten. Den er alligevel nok ikke helt hjemme endnu. /Andreas T. Kønig

+ Lars Trier Mogensen er vendt tilbage med det politiske nyhedsbrev /dkpol. I går handlede det om Inger Støjberg som eventuel næstformand. Et valg som kan sende Venstre ”fra asken til ilden.”