Er der liv efter roger Federer

Rundhåndede japanere. Vi skal til at vænne os til, at der snart kommer en tid uden Roger Federer i tennis. For yngre medlemmer af Føljetons redaktion forekommer tanken uhørt, ja, nærmest blasfemisk. Den 38-årige schweizer har været en del af tennisverdenens absolutte top i små 20 år og er med tiden blevet selve indbegrebet af sporten. Federer er tennis. Heller ikke det japanske tøjfirma Uniqlo synes at have tænkt tanken til ende. Sidste sommer tegnede tøjfirmaet en 10-årig sponsoraftale med Federer, angiveligt til en værdi af svimlende 300 mio. dollars – det tredobbelte af, hvad tennisstjernen efter sigende fik hos sin forhenværende sponsor, Nike. 10 år! I betragtning af at den (i sportssammenhæng) aldrende Federer umuligt kan have mere end et par års spil tilbage i sig, synes aftalens længde og beløb at balancere mellem jubeloptimisme og vanvid. Japanerne var imidlertid ikke i tvivl. I en pressemeddelelse skrev de: ”Uniqlo […] annoncerer i dag et partnerskab med Roger Federer, den største tennisspiller nogensinde, og et af verdens mest indflydelsesrige og universelt beundrede mennesker.”

Metallica møder Mozart. Det bemærkelsesværdige ved Federer er, at han faktisk er en af ganske få sportsstjerner, som kan bære sådan et skudsmål, uden at det virker komplet latterligt. Hvis du har set schweizeren på tennisbanen på en af hans bedste dage, ved du, hvad vi snakker om. Federer har noget helt særlig je ne sais quoi over sit spil, der gør det til en umulig opgave at sætte ord på; i den forstand er der ikke meget at sige til, at Uniqlo ser sig nødsaget til at ty til overspændte superlativer. Journalisten og forfatteren David Foster Wallace (1962-2008) er nok den skribent, der er kommet tættest på at indfange Federer på skrift. I sit berømte New York Times-essay ”Roger Federer as Religious Experience” skriver Wallace i en fodnote, at han er ”Mozart og Metallica på samme tid, og at harmonien på en eller anden måde er udsøgt”. På tennisbanen er Federer alting på én gang, og på mirakuløs vis slipper han rent faktisk af sted med at være det: at være spilleren uden fejl.

Den første kan blive den sidste. Så meget desto mere trist var det at se Federer blive slået af Grigor Dimitrov, verdensranglistens nummer 74, i denne uges kvartfinale i US Open, som er en af de fire famøse Grand Slam-turneringer. Federer er den spiller i historien, som har vundet flest Grand Slams – 20 af slagsen – og håbet var, at Federer med en sejr ville kunne udvide sin føring i antallet af titler til de to andre tennisguder Rafael Nadal og Novak Djokovic. Med Federers nederlag ser fremtiden imidlertid anderledes dyster ud. Schweizeren er fem år ældre end Nadal og hele seks år ældre end Djokovic. Alt tyder på, at de to rivaler vil kunne overhale Federer i Grand Slam-sejre, når Federer, ramt af alderens utaknemmelige tyngde, tvinges til at gå på pension inden for en overskuelig fremtid. Resultatet er næsten ikke til at fatte: Spilleren, som af mange er blevet kaldt historiens bedste, kan ende ud med kun at være den tredjebedste spiller i sin generation. Sport er en utaknemmelig størrelse. Endnu værre er det, at Federer endog ikke tabte sin kamp til Dimitrov på grund af dårligt spil. Schweizeren var gennem kampens fem set tydeligt plaget af rygsmerter. Selv ikke verdens bedste tennisspiller kan undse sig skader – særligt ikke når han er 38. På karakteristisk ydmyg vis nægtede Federer imidlertid at skyde skylden på sine skader ved den obligatoriske pressekonference efter kampen. ”Det her er Grigors øjeblik, ikke min krops øjeblik,” sagde han. Der er desværre noget om snakken. Øjeblikket, hvor vi kan få lov at beundre Federers krop i topform udfoldet på en tennisbane er snart forbi. Vi må huske at nyde det, så længe det varer. Roger Federer, han skal skam nok klare den. Selv når ketsjeren er lagt på hylden. Det har Uniqlo generøst sørget for. /David Dragsted