Kære læser

Martin Rossen er det danske Loch Ness-uhyre

Der er satirisk stormøde i luften over Kongens Nytorv i København. En kæmpeballon, der forestiller Martin Rossen, er hejst i anledning af sæsonpremieren på "Den korte radioavis".

Det er længe siden, vi har skænket Bermudatrekanten en tanke. Det er egentlig mærkeligt, for vi husker fra vores barndom, at Bermudatrekanten var noget, vi forventede at komme til at bekymre os en hel del om som voksne.

Det samme gælder Loch Ness-uhyret. Var en af os som 10-årig blevet udpeget til uddannelses- og forskningsminister, så skal vi love for, at hele forskningsbudgettet var blevet sendt mod den forbandede sø i Skotland, for det virkede som intet mindre end en international skandale, at det monster kunne lege kispus med verden på den måde.

Mens vi i dag er glade for, at man ikke udnævner 10-årige til ministre, så glæder det os også, at ikke alle voksne mennesker har opgivet at løse Loch Ness-mysteriet. Neil Gemmell, der er forsker ved Otago-universitetet i New Zealand, har muligvis gjort det. Ved hjælp af DNA-prøver fra søens vand er han nået frem til, at Nessie er en kæmpe ål. Ja, eller måske ikke engang det. For dét, Gemmell har opdaget, er, at søen har et højt indhold af åle-DNA, og det kan egentlig også bare betyde, at der er mange små ål i vandet. Så det er formentlig ikke et uhyre; det er muligvis heller ikke rigtig en stor ål; det er faktisk nok bare en masse små ål.

Det er noget lort at være blevet voksen.

En ballon med varm luft

Martin Rossen har været denne uges danske Loch Ness-uhyre. Der er tilsyneladende ikke rigtig nogen, der ved, hvad han er. Er han et uhyre? Et monster? En stor ål? Eller blot en lille fisk?

Hvis man bare læser op fra papiret, så er Martin Rossen særlig rådgiver for statsminister Mette Frederiksen. Derudover er han stabschef for det nye politiske sekretariat i Statsministeriet, som Mette Frederiksen oprettede kort efter valget. Det har givet ham plads i de to mest magtfulde regeringsudvalg, økonomiudvalget og koordinationsudvalget.

Især den sidste del af jobbeskrivelsen har skabt en del forvirring omkring Rossens arbejde. Er han en politisk udpeget embedsmand? Det ville ikke være så godt, for i Danmark har vi en lang og stærk tradition for at værne om et apolitisk embedsværk, der servicerer den til enhver tid siddende regering. Nogle har også ment, at Rossens position minder mere om en slags vicestatsminister, der opererer i skyggerne. Det ville heller ikke være så godt, for så er han politiker uden folkeligt mandat.

Diskussionen om Rossens position er bogstaveligt talt blæst op igen i denne uge. Det begyndte mandag, da den efterhånden berømte Trump-baby-ballon besøgte Kongens Nytorv. Den fik følgeskab af en anden stor ballon skabt af satireprogrammet Den Korte Radioavis på radiokanalen 24syv. Ballonen forestillede Martin Rossen med crackpibe i den ene hånd, mens den anden hånd befandt sig oppe i en Mette Frederiksen-hånddukke. Om bagdelen havde ballonen en SM-ble. Fra 24syv lød det, at verdens mægtigste mand passende kunne møde Danmarks mægtigste mand. Hos Information har man rost ballonen for at gøre den usynlige magt synlig.

Mange syntes, det var sjovt. Mange syntes ikke. Især var der en del socialdemokrater, der ikke brød sig om, at deres partikollega blev gjort til grin. På twitter skrev det socialdemokratiske folketingsmedlem Rasmus Stoklund følgende: ”Tradionelt har satireofre været politikere, der har mandat og dermed ansvar. Det er et nybrud, at folk, der har valgt en rådgiver/embedsmandskarriere (uden mandat og ansvar), alligevel skal hånes i rampelyset.”

Det er svært at forstå, hvordan nogen kan falde så meget i fælden. For nu kaldte en socialdemokrat pludselig Rossen for embedsmand, hvilket de ellers tidligere hårdt har benægtet, at han er – netop fordi han er politisk udpeget. Man må altså forstå, at de selv hos Socialdemokratiet er i tvivl om, hvilken en ål Rossen er.

Hos faktatjekprogrammet Detektor blev det torsdag aften konkluderet, at Martin Rossen fint kan forsvare sig selv. Intet stopper ham. Han har dog valgt at lade det ligge, og ifølge Ekstra Bladet meddeler Statsministeriet, at Martin Rossen ikke har nogen ballonkommentar. Glat som en ål. /Andreas T. Kønig

Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12