REFILE - CORRECTING TYPO IN CREDIT Members of the Beatles, George Harrison, Paul McCartney, Ringo Starr, John Lennon, cross Abbey Road in London, Britain, August 8, 1969. Picture taken August 8, 1969. Iain Macmillan, courtesy Apple Corps/via REUTERS THIS IMAGE HAS BEEN SUPPLIED BY A THIRD PARTY. MANDATORY CREDIT.NO RESALES.NO ARCHIVES. FOR EDITORIAL USE ONLY IN REPORTING EVENTS OF THE ABBEY ROAD 50TH ANNIVERSARY FAN EVENT AND THE GLOBAL ANNOUNCEMENT RELATING TO THE LAUNCH OF THE 50TH ANNIVERSARY ALBUM SETS OF THE BEATLES.NO NEW USES AFTER 2359 ON AUGUST 31, 2019. IMAGE MUST BE USED IN ITS ENTIRETY - NO CROPPING OR OTHER MODIFICATIONS.
”Maxwell Edison, majoring in medicine/ Calls her on the phone/ ‘Can I take you out to the pictures/ Joa, oa, oa, oan?’”
Paul McCartney på ”Maxwell’s Silver Hammer”
En diskussion der faktisk ikke interesserer os særlig meget er, hvem og hvad der fik The Beatles, verdens vigtigste popband, til at bryde op i 1969, inden nogen af de kære beatler var fyldt 30 år. Pilen har i årtier peget på John Lennon, og blandt die hard-Beatles-fans har også Lennons enke, konceptkunstneren Yoko Ono, været lagt for had for sin eventuelle andel i bruddet.
En britisk historiker ved navn Mark Lewisohn er i disse år ved at kortlægge The Beatles’ historie i et digert biografisk værk. Manden er grundig, det er møjsommeligt arbejde: Første bind, der udkom for seks år siden, er på 390.000 ord og slutter lige inden, bandet får sit første hit. Han regner med at være helt færdig om 14-15 år.
Tilbage til det der brud. Lewisohn er på en eller anden måde kommet i besiddelse af en båndoptagelse fra 8. marts 1969, hvor Paul McCartney, John Lennon og George Harrison holder møde, efter de har lagt sidste hånd på LP’en Abbey Road, som bliver udgivet to uger senere. Ringo Starr er der ikke, han er på hospitalet (ikke noget alvorligt), og det er derfor, de optager mødet, så han kan høre, hvad de snakker om.
Sådan som avisen The Guardians Beatles-medarbejder gengiver lydoptagelsen efter at have hørt den, er stemningen ikke superfed. De tre beatler virker trætte af hinanden, men de taler dog om, at de skal optage en LP mere og desuden udsende en julesingle. Der er altså tilsyneladende ingen konsensus i lokalet om, at Beatles-butikken skal lukkes ned, og at festen skal slutte med den kunstnerisk udfordrende plade, som Abbey Road var og er. På et tidspunkt siger Paul: ”Jeg syntes, indtil det her album, at Georges sange ikke var særlig gode.” Hvortil George replicerer: ”Det er et spørgsmål om smag. Hele vejen igennem har folk godt kunnet lide mine sange.”
Så er stemningen ligesom lagt. Nu blander John sig med en bemærkning om, at ingen i bandet er specielt pjattede med Pauls sang ”Maxwell’s Silver Hammer”, som er nummer tre på Abbey Road. ”Jeg optog den,” svarer Paul, ”fordi jeg kunne lide den.”
Det er ikke nyt, at ”Maxwell’s Silver Hammer” har delt vandene. Den er blevet kaldt selve billedet på, hvorfor The Beatles gik fra hinanden. John kaldte den engang for ”mere af Pauls mormormusik”. Det er da også en bemærkelsesværdig glad melodi med en underlig dyster tekst om en medicinstuderende, som slår nogle uskyldige ihjel med sin hammer. Why? Det havde Paul bare lyst til.
Fra Beatles til bagagehåndtering
De fleste af os har prøvet af at have den slags samtaler mellem kolleger. Vi har været der. Det er ikke unormalt, at der periodevis er en kurre på tråden i en virksomhed eller andre former for samarbejde. Fællesskaber uden små elektriske udladninger er sekteriske. Men det føles alligevel grænseoverskridende og tåkrummende, når man som en anden flue på væggen overhører sådan en samtale – også selv om man bare får den refereret. Næ, lydoptagelser kan nogle gange være fandens værk.
Det er ikke for at drage paralleller mellem Beatles og SAS Ground Handling; bandet og SAS’ bagagehåndteringsenhed har vel absolut intet til fælles bortset fra, at ethvert fællesskab principielt altid er lidt udfordret. Men så er der lydoptagelsen!
Onsdag eftermiddag genoptog SAS’ bagagemedarbejdere arbejdet efter at have nedlagt det tre gange på en uge. Arbejdsretten sagde stop. Strejken har angiveligt handlet om, at en bagagemedarbejder, som blot er ansat som vikar, er medlem af en anden fagforening end 3F, som alle andre medarbejdere i SAS Ground Handling betaler kontingent til. Det udfordrer sammenholdet.
Berlingske er så kommet i besiddelse af en optagelse, hvor vikaren bliver truet af to kolleger. Han har bare at melde sig ind i 3F. ”Prøv og hør her. Hvis du skal være herude, så skal du selvfølgelig være medlem ligesom alle vi andre,” siger den ene. ”Har du aldrig hørt om den lov, der hedder jungleloven? Jungleloven, den lever herude.” De kalder ham også ”klam” og siger, at han ikke vil ”få én eneste kammerat herude”.
Der var den igen, følelsen: tåkrummende og grænseoverskridende. SAS tager afstand fra den form for trusler, og det samme gør 3F. Den slags hører ikke hjemme nogen steder. Måske skulle de sætte sig ned og holde et møde i stedet, ligesom Paul, John og George. På den anden side: The Beatles havde nok bare smidt vikaren ud. Maxwell havde knaldet ham ned med en hammer. Her i 2019 ville vi nok anbefale at smide en mægler eller en terapeut ind ligningen. /Oliver Stilling