Vestager stråler i en kommission, hvor skandalerne lurer

Ballets dronning. Tidligere på ugen præsenterede formand Ursula von der Leyen sin nye EU-kommission, og selvom von der Leyen er den første kvinde nogensinde, der besidder topposten i EU, så har der i de danske medier ikke været tvivl om, hvem ballets egentlige dronning er: Margrethe Vestager fik som forventet sin toppost og lidt til. Dels blev hun ledende næstformand for kommissionen (som en af tre) med ansvar for EU’s digitale omstilling. Mere overraskende var det, at hun derudover beholder sin gamle post som konkurrencekommissær. Vestager har dermed sat sig på en af de helt tunge poster i EU, og derfor var det heller ikke kun i Danmark, hun blev hyldet som kommissionens heltinde. Hos Bloomberg hedder det sig, at Vestager ”utvivlsomt er den mest magtfulde spiller i den nye kommission,” hos New York Times er hun en ”digital tsar” og ”den mest magtfulde tech-lovgiver i verden,” og hos Politico skriver de om hendes ”enorme magt,” og kalder hende ”vice-dronningen af Europa” kun overgået af Merkel. The hype is real, som amerikanerne siger.

Årgang 2019. Men nok om Vestager. For den nye Europa-Kommission er også barn af et Europa, der er historisk splittet mellem de progressive liberale og de nationalistiske EU-skeptikere. Nye politiske vinde blæser i Europa, så spørgsmålet er, om vi også kommer til at kunne se det i kommissionens arbejde, eller om det bliver mere af det samme? Forventer man en revolution, skal man nok ikke holde vejret og vente, men der er tegn på, at tidsånden har smittet af på kommissionen. Den måske mest åbenlyse sejr for de progressive Europa er kønsfordelingen i kommissionen. 13 kvinder og 14 mænd er der på von der Leyens hold, og det er historisk med så mange kvinder i toppen af EU. Ligeledes har den nye kommission forsøgt at iscenesætte sig som grøn. Den grønne omstilling er en topprioritet, og den hollandske socialdemokratiske sværvægter Frans Timmermans (der var lige ved at blive formand for kommissionen) har som ledende viceformand fået til opgave at gennemføre den. Der bliver snakket om, at Europa skal have en Green New Deal, men når man kigger i Timmermans’ jobbeskrivelse, bliver det ikke meget mere konkret end det. Så meget for de progressive sejre. For der er også dem, der mener, at den nye kommission er et knæfald for populismen. Blandt andet er der kommet en kommissærtitel med følgende ordlyd: ”beskyttelse af vores europæiske levevis,” og en af hovedopgaverne for denne kommissær bliver migrationsområdet. Det er faldet mange for brystet, at det er beskyttelse af europæisk levevis at holde migranter ude.

Skandalerne lurer. Faktisk kan ingen af kommissærerne vide sig sikre endnu, for inden de kan begynde på arbejdet, skal de godkendes af Europa-Parlamentet d. 23. oktober. Det kan blive svært nok, for holdet er ikke ukontroversielt, og flere af dem har skandalesager hængende over hovedet. Den nye forsvarskommissær og tidligere franske forsvarsminister, Sylvie Goulard, er anklaget for at have misbrugt EU-midler til at ansætte assistenter, der arbejdede for hendes parti i hjemlandet. Den romanske transportkommissær, Rovana Plumb, blev i 2017 som minister i hjemlandet indblandet i en korruptionssag. Landbrugskommissæren, polske Janusz Wojciechowski, er ligeledes anklaget for at have misbrugt EU-midler mellem 2004 og 2014. Og så er der selvfølgelig Ursula von der Leyen selv. Inden hun blev formand for kommissionen var hun forsvarsminister i Tyskland, og her var hun ikke en populær dame. En undersøgelseskommission i det tyske parlament er lige nu ved at undersøge, hvorvidt lukrative opgaver blev givet til konsulenter uden for forsvarsministeriet uden tilstrækkeligt tilsyn, og om der har været nepotisme indblandet ved tildelingen af opgaverne. Ursula von der Leyen skal sandsynligvis selv afhøres i sagen i december. Det er med andre ord på alle måder en sprængfarlig og kontroversiel kommission, der kommer til at skulle styre EU indtil 2024. /Andreas T. Kønig