Det er mandag, weekenden har været lang, så i dag skal det handle om onani. Ikke at det normalt interesserer os andet end på et privat plan (man kan jo blive blind af skidtet), men der er to modsatrettede tendenser i tiden, der har fanget vores opmærksomhed, og det handler altså om onani.
Og alle onanerer. Jo, de gør. Børn, ældre, kvinder og mænd, folk i parforhold, singler – og ja, selv omkring 70 pct. af den britiske og amerikanske befolkning over 80 år giver efter eget udsagn sig jævnligt hen til selvtilfredsstillelse, hvis de kan. Alligevel har vi stadig svært ved at acceptere onanien som en naturlig del af vores seksualitet og hverdag, og vi har stadig svært ved at komme os over den usikkerhed, andres onani skaber hos os. Det er en ensom og asocial handling, der ikke engagerer sig i verden, men vender sig indad. Ind mod fantasiens grænseløse verden. Vi fyldes af ængstelighed og ligefrem væmmelse over andres utilregnelige ukendte, selv om det er den suverænt mest praktiserede form for sex, og det ovenikøbet – som Woody Allen ofte citeres for – med den, man holder allermest af.
Det har fået en helt ny bevægelse til at stå sammen om fænomenet. NoFab kalder den sig, og det startede egentlig bare som et mindre forum under det sociale medie Reddit, men har siden sin spæde start i Pittsburg, USA i 2011 vokset sig til et globalt fænomen med en halv million tilhængere, der jævnligt står for udgivelser, workshops og et helt netværk af youtubere, bloggere og ”internet personalities”, der prædiker bevægelsens simple budskab: Masturbatorisk afholdenhed. Den vildfarelse har snart sagt alle religioner på et tidspunkt talt om i århundrede, kunne man indvende, men det nye her er, at det er gjort i et sprog for millennials. I et coaching- og selvhjælps-sprog, der med pseudovidenskabelige forklaringer tilbyder et liv med mindre stress, mere overskud, bedre hukommelse, tykkere hår (!), mindre social angst, ingen svedende håndflader og flere penge (gudhjælpeme).
Ok, lad os lige træde et par skridt tilbage og få historien med os, for onani er lidt af en seksuel bastard, der har været her lige så længe, der har været mennesker til – både for mænd og kvinder. Arkæologer har fundet penisattrapper, der er mere end 30.000 år gamle, formet i sten, træ og læder, som formentlig har været brugt til at tilfredsstille forhistoriens kvinder. I Oldtidens Grækenland på vaser og i komedier som Aristofanes Lystrate, hvor kvinderne i et oprør mod mændene går i sexstrejke og sværger deres søstered ved en »otte-fingret læderdildo«, som det hedder i teksten, der fortsætter: »I det mindste kan fingrene tjene som en kødelig erstatning til vores stakkels kusser.«
Her blev både den mandlige og den kvindelige onani anset og beskrevet som en praktisk foranstaltning. Den holdning fortsætter under romerriget, og i Middelalderen, hvor teologerne ellers havde travlt med at definere og udpege syndige gerninger og seksuelle syndere, gik man helt uden om masturbation og selvtilfredsstillelse.
Det var først i 1600-tallet, at begrebet for første gang blev nævnt som et problem, og her var det i forbindelse med cølibatet, hvor det blev brugt som en løsning på cølibatets problemer. Der fandtes ikke en gang et ord for det på det tidspunkt.
I Det Gamle Testamente findes godt nok fortællingen om Onan, som mange sikkert er bekendt med, men den blev ikke tolket, som den jødiske og kristne højrefløj gør det i dag. I fortællinger forlyder det, at Onans far beder ham befrugte hans afdøde brors kone, der gerne vil have børn, men Onan afslår (som den hædersmand, han var) og spreder i stedet sin sæd på sin jord – efter dog at have nået klimaks ved hjælp af enken. Herpå møder hans Guds vrede, der helt køligt slår ham ihjel, men vreden kommer ikke på baggrund af de spildte safter, men som reaktion på Onans manglende lyst til at hjælpe den stakkels enke. Det blev set som en undladelsessynd.
Skammen kom med oplysningstiden
I faglitteraturen er onani ikke blevet beskrevet før 1712, hvor den britiske fup-læge John Marten udgav bogen Onania: The Henious Sin of Self Pollution and all its Frightfull Consequenses. Bogen blev på rekordtid et hit, og John Marten, med sin nyvundne popularitet, kaldte sig nu ’kirurg’ og kapitaliserede på sin succes ved at sælge forskellige afsindigt dyre remedier, der skulle hjælpe onaniangrebne stakler af med deres lidelse, og faktisk var det formentlig var det først her, modstanden startede – som et monster fostret af Oplysningstiden. Et simpelt marketingtrick fra en fusentast, der ramte en nerve i tiden, og som kunne bruges i oplysningsmenneskets kamp mod individets ustyrlighed og overtro. For masturbationen var et angreb på den sunde, fornuftige, ægte og rene seksualakt – i ægteskabet. Den var en perversion af det ægte. Den var i opposition til den ægte uforfalskede kærlighed, der fandtes i et forhold. Det var en autonom handling, og autonomi var ikke populært i et system, der skulle styres stramt af enevældige konger, videnskaben og kirken. Onani-modstanden fandt endda også sit fodfæste blandt oplysningsfilosoffer som Adam Smith, David Hume og Bernard Mandeville, der var begejstrede for ideen om et selvregulerende marked, hvor grådighed, køb og selvberigelse blev transformeret til en vare. Men masturbationen antydede, at der fandtes goder i verden, som var ukontrollerbare og værst af alt: gratis. Den var den ultimative gratis glæde. Det var bedre, som Mandeville anfører, at unge drenge smed penge efter pigerne på et bordel, end at de ”voldtog sig selv”. Senere kom Viktoria-tidens generelle seksual-forskrækkelse, og det var ikke svært at tage onanien med i den pulje.
Det blik på onanien har haft så godt fat i befolkningen, at onani til stadighed bliver set som en anløben og pinagtigt beskæftigelse – blandt andet med bevægelser som NoFab. Men det har en ny bevægelse nu taget kampen op imod, og den kommer fra et ligeså symptomatisk hjørne for vores tid som selvhjælpslitteratur og coaching-floskler – den kommer fra Silicon Valley. Her har flere nye og succesfulde startups slået sig på onanien og selvtilfredsstillelsen, blandt andet med milliard-virksomheden The Smile Makers, der særligt forsøger at kapitalisere på den kvindelige onani ved at gøre den stueren og app-lækker i et helt univers af husmorporno, podcasts og hjælpemidler. Sideløbende, uden dog at arbejde i helt samme spor, har fjerdebølge-feministerne fundet en fælles stemme i sex-positivismen som den populære tv-serie Sex med Maja på DR3, der netop er løbet over skærmen.
Men selv om de to bevægelser tilsyneladende står i hvert sit ringhjørne og råber mod hinanden, har de én fællesnævner og én fælles erklæret fjende: Pornoen. De er alle vokset op med internet-porno som referenceramme til sex og kærlighed og oplever alle sig selv som et oprør mod den generelle ensporing, pornoen giver. Den stress, den kropsforskrækkelse, den længsel, der ”hverken efterlader kvinder eller mænd med nogen reelle valgmuligheder for en personlig seksuel udlevelse”, som NoFab-youtuberen (eller Fabstronauts som de kalder sig selv) beskriver det. Så måske de to bevægelser skulle finde hinanden i et fælles oprør mod hele præstationskulturen. En seksuel revolution henover midten – var det ikke også det samarbejde, Lars Løkke gerne ville have haft. En revolution hen over midten. Måske han alligevel havde fat i den lange ende (undskyld). /Lasse Lavrsen