Det er ikke for sjov, og heller ikke forbi i morgen: De største stater i USA har netop besluttet at hæve de laveste lønninger – mens lønningerne samtidig presses systematisk ned her i Europa. Og det er vel at mærke heller ikke blot endnu et tomt valgkampsstunt fra Donald Trump. Ejendomsmogulen – som står til at blive republikansk præsidentkandidat – er i de seneste uger kommet under pres for at fremlægge konkrete forslag til, hvordan han vil forbedre levevilkårene for den laveste middelklasse, som hidtil har flokket omkring ham. Højere lønninger er nemlig et hovedemne i den amerikanske valgkamp.
Kampagnen ‘Fight for 15$’ har i de seneste døgn haft overrumplende succes med at overbevise et politisk flertal i både Californien (verdens 7. største økonomi, større end Brasiliens) og New York (verdens 14. største økonomi, større end Spaniens) om at hæve minimumslønnen gradvist til $15, eller hvad der næsten svarer til kr. 100,-. Umiddelbart lyder det måske ikke som et massivt økonomisk løft for bunden på arbejdsmarkedet, men sammenlignet med Europa har de to amerikanske metropol-delstater faktisk passeret Tyskland, hvor mindstelønnen nu er fastsat ved lov til 8,50 euro, eller blot 63 kroner.
En pommes-frites-koger på en McDonald’s i Bronx vil fremover tjene mere i timen end en opvasker på en Kochlöffel i Düsseldorf. En dækskifter på Ford-fabrikken i Dearborn, Michigan, vil tjene mere end en rengøringsassistent på Volkswagen-fabrikken i Braunschweig. I hvert fald hvis den ansatte i Tyskland er ansat i et såkaldt ‘Minijob’, der siden 2003 har været med til at trække leveniveauet mærkbart ned for de lavest lønnede, og efterhånden har skabt lige så mange arbejdende fattige – working poor – i kernen af Europa, som der i årevis har været i USA.
California Über Alles
Beslutningerne i først Californien og i går i New York er et gennembrud, som viser tegn på et nyt socialt sindelag i Amerika, og som vender op og ned på vante forestillinger: Endnu engang har amerikanerne valgt en klassisk ‘europæisk’ vej fremad, ligesom det skete i kølvandet på finanskrisen, hvor præsident Obama var med til at sætte gang i massive offentlige investeringer, som har været med til at holde hånden under beskæftigelsen. Stik modsat Europa, hvor sparepolitikken har domineret, arbejdsløsheden er steget og regering efter regering er begyndt at konkurrere om at sænke lønningerne.
På mandag i Sacramento underskriver guvernør Jerry Brown den nye lov om $15-minimumlønnen. Han er på paradoksal vis manden, som både var skydeskiven for punkbandet Dead Kennedys i sangen ‘California Über Alles‘ fra 1979 – hvor de indleder med: »I am Governor Jerry Brown / My aura smiles / And never frowns / Soon I will be president« – for ja, han var også guvenør dengang, og slutter med »Die on organic poison gas / Serpent’s egg’s already hatched / You will croak, you little clown / When you mess with President Brown« – og som altså nu træder frem som en progressiv lederskikkelse.
I dag trækker Californien i modsat retning af Tyskland. Ifølge Bundesagentur für Arbeit var 7,4 millioner tyskere i de såkaldte minijobs ved årsskiftet og arbejdede dermed til en løn, der ligger betydeligt under det niveau, som stadig flere amerikanske delstater nu er på vej op på. Den tyske ordning er ydermere karakteriseret ved, at minijob-arbejderne ikke kan være medlem af en a-kasse, og at arbejdsgiverne ikke skal betale for hverken sygesikring eller pension.
Bil og burger til alle
Logikken bag den stigende mindsteløn i USA er ikke ligefrem revolutionerende, men går snarere tilbage til Henry Ford, grundlæggeren af bilfirmaet Ford, som i 1914 valgte at hæve timelønnen på fabrikkerne til $5. Lønstigningen er gennem historien blevet udlagt som et udslag af en fremsynet idé om, at fabriksarbejderne selv skulle have råd til at købe en Ford-bil. Dét spillede angiveligt en rolle, men kun senere som en efterrationalisering.
I første omgang var lønstigningen drevet frem af et ønske om mere stabilitet i rekrutteringen og mere kompetente ansatte. Dengang var Ford-fabrikkerne nødt til at hyre over 52.000 forskellige arbejdere i løbet af et år for stabilt at kunne have 14.000 på arbejde i en given uge. Henry Ford ville spare udgifterne til oplæring. Samme drivkraft gør sig nu gældende for bl.a. McDonald’s, som sidste år hævede lønnen med $1 over den lokale mindsteløn – simpelthen for at kunne holde bedre på de ansatte. Allerede dengang afskrev den faglige paraply-organisation ‘Fast Food Forward’ den beskedne lønstigning på McDonald’s som »et PR-stunt«. I så fald er det dog ikke lykkedes så godt, for presset er fortsat. Gårsdagens $15-lovindgreb vil på afgørende vis ændre vilkårene i friture-industrien.
Nu er idéen om, at arbejderne selv skal kunne købe de varer, som de sælger, atter blevet skubbet forrest: Ligesom Ford-arbejderne med årene rent faktisk fik råd til selv at købe en lille familiebil, er ambitionen fra politikerne i Californien og New York, at de lavest lønnede også fremover skal kunne tage deres børn med til et ‘Happy Meal’ på den nærmeste familierestaurant. Det lyder ikke af så meget, men forestil dig den modsatte situation. Sådan er det flere steder i dag.
Vendt rundt på tallerknen
Omvæltningen i debatten om mindstelønnen kan høres på én person: Donald J. Trump. Inden han annoncerede sit kandidatur som republikansk præsidentkandidat, udtalte han hårdt: »Lønnen er for høj.« Sådan sagde han i åbningsreplikken i republikanernes dueldebat på ‘Fox Business’-kanalen tilbage i november 2015. Intervieweren spurgte, om han havde sympati med demonstranter, der ville hæve minimumslønnen til $15 i timen. Trump svarede: »Vi er et land, der bliver slået på alle fronter,« og fortsatte: »Skatterne er for høje, lønnen er for høj. Vi kommer ikke til at kunne konkurrere med verden. Folk bliver nødt til at gå ud og arbejde virkelig hårdt.« Tidligere har han også sagt til MSNBC: »Vores løn er for høj, vi bliver nødt til at kunne konkurrere med andre lande«.
Men så kom Bernie Sanders på banen og rev hundredtusindvis af vrede middelklasse-amerikanere med sig, og nu er tonen pludselig en helt anden: »Lønningerne i vores land er for lave, og de gode job for få. Folk har mistet troen på vores ledere. Vi har brug for klogt og stærkt lederskab.«
Selv Donald Trump, der selv har en lang historie for at hyre både illegal arbejdskraft, underbetale folk og få produceret i billigere lande, er altså begyndt at omfavne bevægelsen for en mindsteløn på $15. En lang række analytikere peger på, at netop disse nye paroler fra Trump – som det gamle republikanske Establishment hader – er med til at forklare hans succes blandt den lavere middelklasse, ikke mindst ‘Rustbæltet’, de tidligere industrizoner, som i dag oplever faldende levevilkår.
Frygt for tyske tilstand
Herhjemme har Dansk Folkeparti formået at balancere igennem med mindsteløns-budskaber, som på flere niveauer minder om Donald Trumps zigzag-kurs og kampagneretorik. Helt kontant har Dansk Folkeparti netop lagt stemmer til den nye kontanthjælpsreform, hvilket et flertal af vælgerne faktisk opfatter som et klart socialt svigt. I en meningsmåling fra Megafon svarer 53 procent, at beslutningen i »meget høj grad« eller i »høj grad« er i strid med DF’s kerneværdier. 30 procent af Dansk Folkepartis egne vælgere opfatter også nedskæringerne over for langtidsledige som et svigt. Lavere kontanthjælp fører nemlig også til lavere mindstelønninger.
Det samlede billede er dog speget, for kontanthjælpsreformen gennemføres samtidig med den nye trepartsaftale, der potentielt kan få lige så stor indvirkning på mindstelønningerne. Partiformand Kristian Thulesen Dahl advarer ligefrem mod tyske tilstande i sit nyhedsbrev:
»Det er mig en gåde, hvorfor samtlige af de andre partier i Folketinget vil gå denne vej. Organiseret løndumping og en stor risiko for, at det vil presse danske lønninger ned. Det vil bringe Danmark tættere på ‘tyske forhold’. Her viser erfaringerne, at en ‘indslusningsløn’ ikke hjælper til at give folk fast arbejde til en ordinær løn. Det fastholder sådan set bare folk i lavtlønsjob, som gør, at millioner af tyske lønmodtagere har svært ved at leve af den løn, som de får,« skriver Thulesen Dahl og slutter med næsten trumpsk schwung: »Vi skal passe på Danmark! Specielt i en tid, hvor mange gerne vil have del i det fantastiske samfund, generationerne før os har bygget op. Det kan nemt rives ned.«
Opbruddet i det politiske landskab, tværs henover den vestlige verden, er tydeligvis drevet frem af en vågnende social indignation – som imidlertid ikke peger entydigt i én retning, men i stedet kan ende med at gavne politikere i alle mulige og umulige farver og former. Og selv få gamle punk-rockere til at hylde Californiens guvernør Jerry Brown, som de engang opfattede som en uhyggelig klovn.
Hartz-reformerne
Med den tidligere Volkswagen-direktør Peter Hartz i spidsen fremlagde den tyske arbejdsmarkedskommission i 2002 et større katalog af reformer, som er blevet berømte og berygtede under navnet ’Hartz-reformerne’. Formålet var at få flere ind på jobmarkedet, og løsningen blev en kombination af både lavere og kortere dagpenge samt en særlig indslusningsløn, der er bedst kendt under titlen ‘Minijob’. Målt på antallet af beskæftigede har reformerne været en historisk succes, og Tyskland har i dag Europas laveste ledighed. Men prisen har været social: Andelen af arbejdende fattige i Tyskland ligger betydeligt over gennemsnittet i resten af EU. Herhjemme har Venstre-regeringen i den senere tid gennemført en række reformer, som kan føre i samme retning, primært kontanthjælpsreformen og trepartsaftalen.