Mærsk Olie og Gas - Boreplatform Nordsøen Dan Feltet - Dan F.
I dag skal vi snakke om fremtiden. Eller for at være lidt mere præcis: Fremtiden i nutiden. Den tyske begrebshistoriker Reinhart Koselleck, der var et kæmpe big shot i 1900-tallets historikerkredse, forsøgte at begrebsliggøre det sådan her: Vi har to grundlæggende forståelsesrammer, der former, hvordan vi tænker om tid. Erfaringsrum og forventningshorisont, kaldes de, og de kan nogenlunde udlægges sådan, at erfaringsrummet er alt det, vi i øjeblikket ved om verden baseret på fortiden, mens forventningshorisonten er alt det, vi forventer af fremtiden – forventninger, der samtidig påvirker, hvordan vi agerer i nutiden. Kort fortalt spiller både vores forståelser af fortiden og fremtiden altså ind på skabelsen af nutiden. Det kan, som Koselleck foreslog, også siges sådan her:
”Det er spændingen mellem erfaring og forventning som, i evigt skiftende mønstre, afstedkommer nye beslutninger og gennem dette genererer den historiske tid.”
Den gængse fortælling er, at vi op gennem oplysningstiden, eller det, som Koselleck kalder Sattelzeit, gik fra at lade os lede af vores erfaringsrum til i stedet at tage forventningshorisonten som afgørende for, hvilken nutid vi ønskede at skabe: Tænk, hvad det her kan blive til. Vi fik en forventning om, at alting kunne blive gradvist bedre, og vi opførte os, som om det rent faktisk blev det. Engang i moderniteten, lad os bare sige efter Anden Verdenskrigs rædsler, brast den positivistiske drøm imidlertid. Vi holdt op med at tro på, at alting blev bedre, og lod os igen optage af nutiden og den umiddelbare fortid. Verden var i forvejen fuld af problemer, og det krævede nu al vores tid at løse dem. Vores forventningshorisont blev igen indskrænket.
Tid til panik
Mandag blev den 16-årige svenske klimaaktivist Gretha Thunberg tildelt den såkaldte ”2019 Ambassador of Conscience Award” af Amnesty Internationals amerikanske afdeling for sin indædte kamp for klimaet. Nok en gang blev det cementeret, at Thunberg har udviklet sig til en af tidens vigtigste stemmer i den offentlige debat. Men hvorfor egentlig?
Her kan vi med fordel tænke på samspillet mellem erfaringsrum og forventningshorisont. Selvom Thunberg langt fra er den første til at råbe vagt i gevær med hensyn til klimaforandringerne – tag bare en type som USA’s tidligere vicepræsident Al Gore – har Thunberg som få formået igen at udvide vores forventningshorisont. Midlet har været simpelt: Hun har bedt os alle om at gå i panik.
Umiddelbart synes Thunbergs formaning ikke særligt skelsættende. Længe inden teenageren entrerede verdensscenen, har vi både kendt til og snakket om den såkaldte klimakrise. Men ved at bede os alle om at gå i panik, gør Thunberg faktisk noget ret raffineret. Hun gør krisen til en decideret undtagelsestilstand. Hvis ideen om en krise indikerer, at det er en situation, som vi kan gøre noget ved, dikterer en undtagelsestilstand mere direkte, at vi her har en situation, vi faktisk skal gøre noget ved. De katastrofale forventninger til fremtiden bliver gjort konstitutive for vores nutid. Og det er slet ikke så dumt.
En fedtet ansøgning
Tirsdag smed de såkaldte økonomiske vismænd så en anbefaling på banen, der har potentialet til at illustrere, hvordan vi egentlig ser på forholdet mellem erfaringsrum og forventningshorisont herhjemme i Danmark. Regeringen, anført af klimaminister Dan Jørgensen, står nemlig over for en beslutning, der vil indikere ambitionerne for Danmarks fremtidige klimakamp.
Konkret skal regeringen give svar på fire olieselskabers ansøgninger om at få lov til at finde og udvinde ny olie i Nordsøen. Hvis ansøgningerne bliver godkendt, vil det betyde, at udvindingen af olie i den danske del af Nordsøen vil fortsætte helt indtil 2055. Det er fem år efter det årstal, 2050, som et politisk flertal ellers er blevet enig om, at Danmark skal være klimaneutralt. Og det mener de økonomiske vismænd altså er en ret dårlig idé (altså det med at udvinde ny olie, ikke det med at være klimaneutral). Til Information fortæller vismændene, at det selvsagt vil være ”oplagt” at skrue ned for olieudvindingen, hvis Danmark ønsker at begrænse de fremtidige klimaforandringer. Og af samme grund argumenterer vismændene, at der altså ikke bør blive truffet nogen beslutninger for ansøgningerne, førend regeringens konkrete klimaplan ligger klar.
Timingen for regeringens afgørelse, hvis den altså ikke udskydes, kunne næppe være mere sprængfarlig. Efter det nylige angreb på Saudi-Arabiens olieanlæg i Abqaiq er prisen på råolie skudt i vejret, og hele situationen vækker, hvis vi kigger på vores erfaringsrum, eksempelvis ubehagelige mindelser om oliekrisen i 70’erne, og alt hvad den førte med sig.
Hvis vi lader vores viden om fortiden diktere nutiden, virker tanken om at udvinde ny olie til fremtidig økonomisk vinding i et trængt marked ikke særlig dum. Men på den anden side står Thunberg og vismændene imidlertid og tænker på fremtiden og beder politikerne om at gøre det samme. Svaret på olieselskabernes ansøgninger har med andre ord et helt tidsfilosofisk aspekt. For hvad skal nu have lov at fylde mest: Erfaringsrummet eller forventningshorisonten?
Vi må håbe, at regeringen har styr på tiden. /David Dragsted