I sidste uge havde miniserien Unbelievable premiere på Netflix. Serien er baseret på den virkelige historie om Marie Adler fra Washington, der i 2009 anmeldte en voldtægt for efterfølgende at trække anmeldelsen tilbage. Maries historie blev i 2015 fortalt i artiklen ’An Unbelievable Story About Rape’, som er udgivet af mediet ProPublica, og som blev det direkte afsæt til Unbelievable.
I første afsnit af serien ser vi, hvordan en maskeret mand bryder ind i den 18-årige Maries lejlighed en tidlig morgen. Han truer hende med en kniv, binder hende, voldtager hende og fotograferer hende med truslen om, at han vil offentliggøre billederne, hvis hun siger noget til nogen. Marie ringer alligevel til politiet og anmelder det. De to mandlige betjente, der leder efterforskningen, finder pludselig uoverensstemmende detaljer i hendes vidneudsagn og sætter spørgsmålstegn ved, om voldtægten overhovedet har fundet sted. Efter at have lagt alle modstridende beviser op foran Marie og fortalt hende, hvorfor en række personlige ting i hendes fortid gør hende til en utroværdig karakter, spørger de: ”Er der virkelig en voldtægtsmand derude, som vi skal lede efter?” Marie ender med at trække sit vidneudsagn tilbage, og politiet sigter hende i stedet for falsk anklage.
Selvom den er grusom, er Maries historie ikke enestående. Antallet af historier om kvinder, der bliver mødt af skepsis og mistillid fra myndighedernes side, når de anmelder voldtægter, er uendelige. Det er ord mod ord; blev der overhovedet sagt fra, og lagde hun i virkeligheden ikke selv op til det? Man skal have tungtvejende bevismateriale med i kufferten, når man går ind ad hoveddøren til en politistation for at anmelde en voldtægt. Det har i hvert fald været fortællingen indtil nu.
Hvad så med #MeToo?
Siden MeToo-bevægelsen begyndte at folde sig ud i 2017, har der været skærpet fokus på voldtægtskultur, victim blaming og ikke mindst, hvordan vi taler om voldtægt og seksuelle krænkelser. I Sverige blev der sidste år indført samtykkelovgivning, så bevisførelsen i en voldtægtssag ikke handler om, hvorvidt offeret har sagt nej, men i stedet om, hvorvidt vedkommende har sagt ja.
Herhjemme har der også ad flere omgange været snak om, at vi skal indføre samtykkebaseret lovgivning. I foråret udgav Amnesty Internationalt en rapport, hvori de kritiserede den nuværende lovgivning. I rapporten fremhæves det, at 5.100 kvinder årligt bliver udsat for voldtægt eller voldtægtsforsøg – heraf bliver kun 890 af sagerne anmeldt, 535 af sagerne bliver retsforfulgt, og kun 94 ender i reel domfældelse. Tallene vidner om, at et eller andet i vores nuværende lovgivning går helt skævt af virkelighedens overgreb. Amnesty har da også flere gange opfordret til samtykkebaseret lovgivning gennem hashtagget #LetsTalkAboutYes.
Nu tyder alt også på, at opfordringen er kommet i medvind. I S-regeringens forståelsespapir med støttepartierne står der, at de vil tage initiativ til at gennemføre en samtykkebaseret lovgivning i regeringsperioden.
Internetbevægelser har altså rykket ved den kollektive bevidsthed omkring, hvordan vi taler om og håndterer voldtægt. Vi står endda over for en reel lovændring på området. Hvorfor skal vi så alligevel høre Maries ti år gamle historie, når nu alle sejl er sat for, at historier som hendes ikke kommer til at gentage sig?
Det skal vi, fordi målet stadig ligger et sted langt ude i fremtiden. Vi har påbegyndt samtalen, men vi er slet ikke færdige med at snakke om det her endnu.
I lyset af MeToo-bevægelsen indkaldte Netflix faktisk Unbelievables instruktør Susannah Grant og producent Sarah Timberman til et møde, hvor de skulle diskutere, om iscenesættelsen af Maries historie skulle gennemgå nogle ændringer, fortæller de til Politiken (betalingsmur). Men det skulle den ikke, for Maries historie, som den var i 2009, er lige så aktuel i dag, som den var for ti år siden. Der er nemlig langt fra tale til reel handling, og på sidstnævnte område er vi slet ikke i mål endnu, mener Grant og Timberman.
Vi er nødt til at se tilbage og forstå de mekanismer, der tidligere har præget den måde, hvorpå vi har håndteret og talt om voldtægt. Når vi taler om det, igen og igen, rammer vi (forhåbentligt) på et tidspunkt en kollektiv virkelighedsopfattelse, hvor vi anerkender de problematikker, der er i vores håndtering og omtale af voldtægt.
Vi kan altså godt forberede os på at snakke krænkelseskultur, samtykke og voldtægt de næste mange år. Vi er slet ikke færdige. /Camilla Skovgaard Thomsen