Der er mange ting, der kan knække en politiker.
Tag nu Henrik Sass Larsen fx. Han blev knækket af medierne. Ja, altså det mener han i hvert fald selv. I går kom det frem, at han forlader dansk politik for i stedet at blive direktør for kapitalfondene. Årsagen til det politiske exit fik vi bl.a. i et absurd interview på TV2’s ”Go’ Aften Live” (betalingsmur), hvor Abdel Aziz Mahmoud og Natasja Crone for en stund droppede den normalt lidt bovlamme interviewstil, der er i den slags hyggeshows.
Der skulle ikke meget hard talk til, før Sass Larsen fik skældt ud på Ekstra-Bladet og beskyldt dets chefredaktør Poul Madsen for at være ”direkte ondskabsfuld.” Ligeledes fik Sass gjort klart, at mediet har forfulgt ham og det kun med hensigten om at få ham ned med nakken. Ekstra-Bladets brøde er deres dækning af, hvordan socialdemokraten udeblev fra flere møder i regi af sit hverv som statsrevisor. Nogle vil måske sige, at pressen bare har gjort deres arbejde, og når Sass i interviewet siger, at han meldte sig syg for at få fred, er det passende at citere Radio24syvs politiske redaktør Brian Weichardt: Man kan ikke have magt og fred samtidig.
Interviewets absurditet brød dog først ud i lys luge, efter Sass Larsen og Crone havde mundhuggedes lidt om, hvorvidt det giver mening for en kapitalismekritisk socialdemokratisk næsten-finansminister at blive direktør for brancheforeningen for venture- og kapitalfonde samt business angels. For pludselig kom Abdel Aziz Mahmoud i tanke om, at ”Go’ Aften Live” er et hyggeligt familieprogram, og Sass Larsens gode ven Mogens Jensen blev hevet ind for at sige et par pæne ord om den afgående politiker. ”Goddag, mester,” sagde Sass til Jensen, der kvitterede ved at jappe sig igennem rosen, inden det til sidst kom frem, at han slet ikke havde tid til at være der, og så forlod han studiet.
Vi skal vist til at se lidt mere Go’ morgen-middag-aften Danmark. Syret.
Aladdin
Men der er også andre endnu mere mystisk ting, der kan knække politikere. Man forestiller sig fx, at denne sætning er ret langt nede på listen over ting, som Canadas premierminister Justin Trudeau havde regnet med at skulle sige i sin regeringsperiode. ”Jeg klædte mig ud som Aladdin og tog make-up på. Det skulle jeg ikke have gjort. Jeg skulle have vidst bedre, men det gjorde jeg ikke, og jeg er meget ked af det.”
Baggrunden for dette ejendommelige citat er, at der i medierne florerer et billede af Trudeau, hvor han ved en kostumefest i 2001 klædte sig ud som Aladdin. Trudeau er malet helt sort i hovedet, og Trudeau siger selv, at han mener, det er en racistisk udklædning.
Det er et mildest talt uheldigt tidspunkt for den canadiske boy wonder at løbe ind i en politisk skandale. Der er valg i Canada d. 21. oktober, og Trudeau er i forvejen i modvind på grund af beskyldninger om, at han har presset sin nu tidligere justitsminister til at droppe en række korruptionsanklager mod et stort canadisk ingeniørfirma. Aladdin-skandalen slår også ekstra hårdt på Trudeau, fordi diversitetspolitik har været en af hans vigtigste dagsordener.
Det var ikke smart med den Aladdin-udklædning. Men vi håber nu alligevel, at skulle han blive væltet, så bliver det fordi, han har lavet lyssky affærer med sin justitsminister, og ikke fordi han har været ung og dum til en fest. For guderne skal vide, at alle fornuftige mennesker har været unge og dumme, og har vi overhovedet lyst til at have politikere, der hele deres liv har forsøgt at være politisk korrekte, fordi de vidste, at de skulle være pletfrie, når de engang blev premierministre.
Der er alligevel større grund til at være bekymret for de politikere, der hopper direkte fra folkevalgt kritiker af kapital-kapitalisterne til i stedet at blive direktør for deres interesseorganisation. Hellere sort ansigt til en fest i 2001 end janusansigt i 2019. /Andreas T. Kønig