Thulesen Dahls Thunberg-doktrin

Det er alligevel utroligt, hvad Gretha Thunberg har drevet det til. For sådan cirka et år siden var hun bare en ganske almindelig skolepige, der besluttede at skippe skolen om fredagen for i stedet at sætte sig foran det svenske parlament med et skilt med påskriften ”Skolstrejk för klimatet”. Hun strejker stadig for klimaet om fredagen, men hun er ikke alene mere.

I dag finder historiens største klimastrejke sted, og det forventes, at millioner af (primært) børn verden over vil følge Thunbergs eksempel og demonstrere for klimaet og klimaløsninger. Ifølge hende selv er der planlagt 4.638 demonstrationer på verdensplan.

Thunberg deltager i New York, hvor hun de seneste dage er blevet taget vel imod af nogle af verdens mest magtfulde politikere. Hun har fist bumpet med Barack Obama, vidnet for den amerikansk kongres og modtaget en fornem menneskerettighedspris af Amnesty International. Thunberg er på rekordtid blevet verdens vigtigste aktivist.

Det har hun selvfølgelig sig selv at takke for. Trods sine kun 16 år leverer Thunberg bedre taler end de fleste politikere. Men det er også tiden, der har skubbet klimalederen mod den politiske top. Klimaet er blevet en fuldstændig uundgåelig politisk dagsorden. Det er blevet noget, man vinder valg på. Og som de har opdaget i Dansk Folkeparti-lejren, er det også noget, som man taber valg på.

En socialdemokratisk vending

I går kom Dansk Folkeparti med den (for de fleste) ret overraskende melding, at de støtter regeringens ambition om at reducere CO2-udledningen med 70 pct. inden 2030. Det er alligevel langt fra Pia Kjærsgaards spydige kommentar om ”klimatosser”, som hun leverede efter DF havde indkasseret et syngende nederlag ved Europa-Parlamentsvalget. Nederlaget blev som bekendt gentaget ved det efterfølgende Folketingsvalg.

Det er da nok også i valgnederlagene, at vi skal finde årsagen til den grønne vækkelse i det ganske danske folkeparti. Efter folketingsvalget har partiets ledelse lagt hovedet i blød for at finde ud af, hvad der gik galt, og man behøver ingen professorgrad i statskundskab for at se, at DF blev kørt over af den grønne dagsorden, der pludselig fyldte så meget i valgkampen.

Dansk Folkeparti lader til at have analyseret sig frem til, at på det politisk-strategiske plan minder klimakrisen om flygtningekrisen. Flygtningespørgsmålet var som bekendt længe DF’s raison d’être i dansk politik. De kørte en bulldozer ind i den politisk korrekte flygtningedebat, og vælgerne kvitterede med gode resultater ved folketingsvalgene. Partiets undergang blev, at de sejrede ad helvede til. Socialdemokraterne neutraliserede udlændingepolitikken ved at droppe de stuerene tendenser og gå fuld strammer på den. Når DF sagde noget om udlændinge, sagde sosserne det samme – og lidt til.

Det er sådan en socialdemokratisk vending, som Dansk Folkeparti nu har påbegyndt. Ved at gå med på målet om at reducere CO2-udledningen med 70 pct. vil Dansk Folkeparti neutralisere klimadebatten, og det vil uden tvivl være til partiets fordel. I udlændingedebatten har man ofte hørt argumentet om, at den stramme linje fra midterpartierne var med til at holde de ekstreme fløje ude. Dansk Folkeparti sælger deres klimataktik på samme måde. I sit nyhedsbrev skriver formand Kristian Thulesen Dahl følgende: ”Og med mange partier om bordet, kan vi forhindre, at de ukloge beslutninger vinder indpas. Hive Socialdemokratiet i en retning, hvor det ikke bliver Enhedslisten og Alternativet, der dikterer dansk klimapolitik.”

Kristian Thulesen Dahl er altså sandsynligvis ikke blevet blæst bagover af det grønne budskab, og hvis man forventer at se lederen af DF ved klimastrejken på Rådhuspladsen i dag kl. 12, så bliver man nok skuffet. Men Thulesen Dahls nye Thunberg-doktrin afslører, at han forstår, at det er en dagsorden, der ikke er til at komme udenom. /Andreas T. Kønig