Hvor kommer volden fra?

Tidligere i denne føljeton om tæsk har jeg beskrevet, hvordan det føles at få tæsk. Ikke sådan voldsomt invaliderende tæsk, men ”bare” sådan som hundredetusindevis af mænd har prøvet før mig – at få et par på hovedet. Et blåt øje og en øm kæbe.

Jeg har også prøvet at beskrive, hvad det gjorde ved mig. Hvordan følelsen af uretfærdighed og vrede blandede sig med en følelse af at være krænket, fordi nogen havde rørt mig mod min vilje, for til sidst at ende i afmagt og gråd. Det var på Mors, jeg var fuld og ung, og jeg har siden brugt en del tid på at tænke over, hvad vold egentlig er for en størrelse, og hvad det sætter i gang i hovedet på mig.

Derfor har jeg talt med idéhistoriker Andreas Selling, der har studeret voldens natur og oprindelse og forsket i, hvor volden egentlig kommer fra. Noget tyder på, at det jeg oplevede den nat i Nykøbing Mors var ren biologi – måske var min voldsmands reaktion biologisk.

Den medfødte vold

Det er forholdsvist nyt overhovedet at bekymre sig om, hvad der forårsager vold, og hvor den kommer fra. Før slutningen af 1700-tallet havde man ikke nogen synderlig interesse for forbryderenes mentale tilstand. Man straffede dem blot og bart for det, de havde gjort, forklarer Andreas Selling. Torturede dem, lemlæstede dem, satte dem fast eller slog dem ihjel – og så var det ligesom det.

»Men omkring slutningen af 1700-tallet og starten af 1800-tallet blev der brugt flere og flere kræfter på at undersøge om volden og aggressionen var et medfødt instinkt,« siger han.

»Der er her ideen om, at volden kan være arvelig eller medfødt opstår. Det er også heromkring, man begynder at tale om frenologi – ideen om, at din kranieform skulle have en indvirkning på, hvilken personlighedstype du er. Mens frenologien hurtigt blev slået ned, men siden blev ideen en medfødt voldelighed stort inden for filosofi og biologi frem til 2. Verdenskrig.«

Voldsgenet

Den biologiske del af forskningen har været skubbet i baggrunden – særligt efter 2. verdenskrig, men i dag er den kommet tilbage, og man arbejder stadig på at bevise, at der findes et særligt ‘voldsgen’. Et af de bedste studier, der er lavet i den forskningsgren stammer fra byen Dunedin i New Zealand, forklarer Andreas Selling. Her har man siden 1972 undersøgt og fulgt en hel årgangs udvikling på baggrund af sociale og biologiske faktorer.

»Og faktisk har man her lokaliseret et gen, der gør kroppen dårligere til at nedbryde adrenalin,« siger Andreas Selling.

»Det betyder, at hvis du først er oppe at køre i et raseri eller en truet situation, får du problemer med at falde ned igen. Sammen med en dårlig social opvækst kan det gen være et stort problem for dig. Undersøgelsen viste, at op mod 80 procent af denne gruppe på et tidspunkt har været kriminelle.«

Ligeledes findes der et nyere svensk studie, hvor man siden 1970 har taget 2.100 seksualforbrydere og undersøgt deres familier. Det viser sig, at hvis din bror eller far har været seksualforbrydere, er der fire gange så stor sandsynlighed for, at du også er dømt for det.

»Det er blevet mere og mere almindeligt i forskningen at tale om genetik og biologi, men blandt befolkningen og i den offentlige debat er det stadig tabu,« siger Andreas Selling lakonisk.

»Du ser ingen, der direkte argumenterer for, at der skulle være en sammenhæng mellem biologi og kriminalitet, eller at det skulle være arveligt. Man kan godt tale om kultur, eller om at nogen mennesker er uforbederlige, men selv i den beskidte del af indvandredebatten vil man se argumenter for, at det er kulturen, der er problemet – aldrig generne.«

Vores forfædre

Gener eller ej – aggressionen og volden ligger som en naturtilstand i os alle. Det er en del af den menneskelige natur, at ville slå og kæmpe. Ifølge Andreas Selling har det behov formentlig en dyb evolutionær forankring.

»Den britiske evolutionsteoretiker Richard Dawkins beskriver alt levende som overlevelsesmaskiner, og hvis vi møder noget, der truer os, vil vi true tilbage.«

I det evolutionære system vil den, der er villig til at ty til vold i et forhistorisk perspektiv have en fordel, forklarer Andreas Selling. Fortidsmennesker ville have haft det meget svært, hvis de stod overfor en voldelig modpart og ikke selv var i stand til at blive voldelig. Det handler om ren overlevelse og dominans.

»Derfor giver det også overlevelsesmæssigt god mening at ville hævne. Rent biologisk har det handlet om at skærme sig fra fremtidige angreb. Det har handlet om dominans, så hvis nogen slår dig, og du ikke slår igen, lægger du op til at folk bliver ved med at slå dig. Du gør det nærmest legitimt at lade dig dominere. Du afskrækker ikke. Hvis man går tilbage til vores tidligste forfædre vil mange slåskampe udspringe af dominans og ren overlevelse. Slåskampe som kunne have døden til følge – hvis ikke som direkte årsag, så af tabt kamp om teritorier eller føde.«

Måske kan vi finde forklaringen på min biologiske respons den nat i Nykøbing Mors. Ved at blive slået reagerer min krop, som om den er blevet domineret – biologisk set føler jeg mig krænket, og der breder sig måske et behov for at hævne eller en resignation – skam, tristhed.

»Men i dag har vi jo heldigvis et system, hvor der ikke længere er mulighed for at reagere på den biologiske respons, vi får. Vi har indrettet staten til at gøre det. Hævntrangen er der stadig, men det er staten, der skal gøre det for os. Selvtægt er ikke længere en lovlig mulighed.«

Selvtægt

Langt størstedelen af alt vold baserer sig på en form for selvtægt, forklarer Andreas Selling, og her har vi udviklet os radikalt med moderniteten. Faktisk er ideen om selvtægt som juridisk term forholdsvis ny, for før det var det naturligt at slå igen. Det var ikke på bekostning af loven, hverken moralsk eller juridisk.

»Det er fordi, vi har bygget et stabilt samfund op på, at det kun er staten, der må bruge vold. Går du få hundrede år tilbage, forventede man, at man tog hævn, hvis man blev udsat for et overgreb. Det, at det i dag er forbudt, er noget der er opstået i takt med, at staterne er blevet stærkere og mere centraliserede,« siger Andreas Selling. Det betyder også, at der er et politi og en retsinstans tilstede, som kan tage hævn for dig. Staten har af indlysende årsager gerne ville have et voldsmonopol, hvorfor de gjorde det ulovligt at bruge vold mod andre. Du skal gå til staten, og så udøver de volden for dig.

»Det kræver, at staten rent faktisk kan opretholde overenskomsten med sine borgere om, at den handler retfærdigt og hævner retfærdigt. I områder, hvor korruption er mere udbredt, vil der også ofte være en langt større brug af selvtægt, ligesom man ser det i kriminelle miljøer, hvor man slet ikke har en mulighed for at gå til staten. Her oplever man også en meget mere gammeldags tilgang til hævn, vold og selvægt,« siger Andreas Selling.

»Der er kulturer, hvor ære betyder mere end i vores, og her vil man også oftere se selvtægt som reaktion, for selv om staten kan hævne dig til en vis grænse, kan den ikke opretholde din ære. Tværtimod kan det være et problem for din ære, hvis du ‘sladrer’ til staten.«

Voldens legitimitet

Ifølge Andreas Selling er det meget meget sjældent, at en voldsudøver oplever det, som om at han slår først – også selv om han helt åbenlyst gør det.

»Ofte vil der være en idé om, at han føler sig krænket eller sine grænser overskredet, også selv om den krænkelse kun har fundet sted oppe i hovedet på ham: ‘Han kiggede på min kæreste – så nu må jeg slå ham, for det er en trussel’.«

Ofte vil den logik også søge en større legitimitet eller ret. Voldsudøveren kan for eksempel argumenterer for, at ham, der kiggede på hans kæreste, er en slet karakter, et problem for hele verden, og at han sikkert også ville have kigget på andres kærester. Konklusionen for voldsudøveren bliver, at det derfor er legitimt at få ham til at holde op.

Selv om jeg tidligere har beskrevet det, som om at min voldsmand handlede helt uden grund, skylder jeg måske at forklare, at jeg dengang i slutningen af 90’erne havde langt hår. Jeg havde også en mani med at moonwalke, når jeg dansede, hvilket betød, at jeg ofte stødte ind i mennesker på dansegulvet. I det hele taget dansede jeg temmeligt uortodokst, og jeg skal ikke kunne sige, om jeg har udgjort en slags trussel mod min voldsmand. En slags trussels mod hans verdensbillede eller hans orden, og på den måde, vil han sikkert også  – i hvert fald i situationen – kunne legitimere sin vold overfor sig selv og andre ligesindede (dem var der en del af på Mors dengang). Der er en slags rationale bag hans handling.

»Jeg vil næsten påstå, at hvis du ikke har det rationale bag din voldshandling, er du psykologisk set en afviger – psykopat, afstumpet, sindssyg,« siger Andreas Selling helt uden at vide, om min voldsmand var nogen af delene. Han tænker sig lidt om og korigerer så sig selv

»På den anden side. Selv seriemordere og andre helt vanvittige har rationaler bag deres handling, om end de kan virke meget forskruede og underlige for resten af samfundet.«

Hvad er rationalet?

Næsten alle voldelige mennesker vil søge et rationale, forklarer Andreas Selling. Det er så op til bred fortolkning, hvornår man føler sig krænket eller truet, og det behøver ikke engang være i den umiddelbare nærhed eller nutid. Det kan også være historiske konflikter mellem folk, som vi så det på Balkan eller med Israel-Palæstina.

»Selv højreekstremister retfærdiggør deres had og nogen gange vold ved, at det er et led i en højere sags tjeneste. Der er forskere, der argumenterer for, at vold stort set altid legitimeres ved en intention om at forhindre mere vold. Den argumentation eksisterer helt nede fra gadeniveau og op til stater, der går i krig – for at undgå mere vold. Krigen i Afghanistan blev således heller ikke legitimeret som en krig imod en nation, men som en krig imod terror – imod vold.«

Andreas Selling påpeger i øvrigt, at filosoffen og statistikeren Stephen Pinker mere eller mindre har dokumenteret, at vi aldrig har haft det fredeligere med hinanden, end vi har her i – også selv om det ikke virker sådan. Der findes naturligvis konflikter i verden, men det er i meget mindre skala end hidtil. Antallet af krige er faldet dramatisk, og på gadeniveau er der, sammenlignet med for 100 eller 200 år siden, så godt som ingenting.

»På gadeniveau volden er også faldet gevaldigt. Mordraterne i hele vesten og det meste af verden, er faldet enormt. Så ikke nok med at der er færre og mindre krige, så er der også langt færre drab imellem civile. Igen er 100 år ikke lang tid siden, men volden er faldet siden da. Vi kan også er, at civile ikke længere er legitime mål for krigsførslen, modsat f.eks middelalderen hvor adelige angreb hinandens bønder for at skade modstanderens ”økonomi”.«

Verden er blevet et bedre sted.