Macrons mål er eftermælet

Tumultarisk tid. Det er ikke nemt at være Monsieur le Président i Frankrig. Det er mere reglen end undtagelsen, at det franske folk er imod deres egen leder. Måske er det landets revolutionære fortid, der gør dem så kritiske overfor landets højeste autoritet, men så er det på sin vis ironisk, at det netop er når en præsident forsøger at revolutionære landets politik, at de går på gaderne. Emmanuel Macron har mere end nogen anden været upopulær, og det har han netop fordi, han har forsøgt at reformere og lave markant om på det franske samfund. Det er ikke blevet taget godt imod af fagforeninger og gule veste, og Macrons politik har været årsag til nogle af de største protester i Frankrig længe. Nu synes protestbevægelsen at være stilnet af, og Macron har fået endnu en chance. Der er dog ikke noget, der tyder på, at han har tænkt sig at bruge den til at tale det franske folk efter munden. For der er flere store upopulære reformer i ærmet på Macron, og noget tyder på, at Macrons masterplan er at få et eftermæle som en af de helt store præsidenter – også selvom det kræver, at han er voldsomt upopulær i sin samtid.

Det er mig, der bestemmer. Time Magazine bragte i sidste uge et stort interview med den franske præsident, og her giver han udtryk for, at han ikke bekymrer sig for meget om sin upopularitet. Han bekymrer sig om resultater, og så skal populariteten nok komme. På et tidspunkt spørger intervieweren, hvordan han har det med kritikerne, der blandt andet kalder ham ”de riges præsident.” Til det svarer han følgende: ”Sådan tror jeg bare det er i Frankrig. Vi er et land, der ikke kan lide lederskab, og hvor vi har lyst til at slå lederne ihjel. Jeg tænker ikke på, om det er fair eller ej, hvis jeg skal være helt ærligt. Jeg bestemmer, jeg er lederen, så jeg finder mig i det. Jeg er ligeglad. (…) Jeg befinder mig i en ”dødsdal.” Når du afvikler et gammelt system, så bevæger du samfundet ind på en ny vej. Først når man leverer resultater, bevæger man sig ud af dødsdalen. I mellemtiden kan det nok være, at folket er kede af det gamle system, men de er også vant til det gamle system. De ved ikke, hvad de vil have, for de kan endnu ikke se resultaterne af det arbejde, vi laver.”

Far ved bedst. Macron mener altså selv, at han ved bedst, og han har gjort sig til fortaler for en slags nødvendighedens politik, som befolkningen endnu ikke ved, at de i virkeligheden ønsker. Det er en politisk tilgang, som modstandere vil kalde arrogant og som tilhængere vil kalde visionær. I disse dage er det det franske pensionssystem, der står over for Macrons reformiver. Det er ikke en populær sag. Der er allerede arrangeret store protester, og sidste gang en fransk præsident prøvede at pille ved systemet i et sådan omfang gik det gruelig galt. Det var i 1995, hvor Jacques Chirac knækkede nakken på det. Men igen tænker Macron, at folket ikke ved, at de faktisk ønsker sig et nyt system. Økonomerne er enige med ham. Det nuværende indviklede system med 42 forskellige offentlige pensioner siges at være unfair og en hæmsko for fransk økonomi. Politisk skal Macron dog ikke regne med at kapitalisere på sådan en reform. De positive effekter vil først kunne ses om mange år. Længe efter næste valg i 2022. Måske har Macron besluttet sig for at blive fransk politiks martyr, der indkasserer et nederlag for på lang sigt at ændre til det bedre. Det lyder ærværdigt, men det er et enormt gamble. For kommer der nok modstand mod den reformglade Macron, kan han ende med at sende Frankrig i hænderne på den nationale højrefløj, som han foragter mere end noget andet. Sker det, vil alle hans politiske ofre have været forgæves. /Andreas T. Kønig