On January 17th 2019 Minister for Integration Inger Støjberg welcomed the first new Danish citizens of this year at a constitutional ceremony at Eigtveds Pakhus in Copenhagen. This also marks the first time the law passed as of January 1st making it mandatory for new citizens to shake hands with the officials at the ceremony was taken into effect. This law has sparked much debate both nationally and internationally as it mainly targets new muslim citizens who refuses handshakes on religious grounds. . (Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix)
Vi bor stadig i et splittet land, hvis vi skulle have glemt det. Det er ikke, fordi vi behøver tale den splittelse op, men det er sundt at minde sig selv om, at den er der, inden man åbner munden. Ikke som en fordømmelse eller en krigserklæring, men som en venlig og kærlig reminder om, at alle ikke nødvendigvis tænker ligesom dig.
Når man påpeger det, er det ret tydeligt, hvem det er, man taler til, og hvem man taler om. Man taler om et ”folk”, der står i modsætningen til en ”elite”. Man taler måske ligefrem om noget folkeligt og autentisk i modsætning til noget elitært og falsk. Det som socialdemokraten Kaare Dybvad skrev en hel bog om i 2017 under den bombastiske titel De lærdes tyranni: Hvordan den kreative klasse skaber ulighed og undergraver verdens bedste samfund. (Tag den, kreative-sushispisende-storby-hipster-typer, der måske ligefrem har gjort, hvad politikere har råbt og skreget på i 40 år og taget sig en længerevarende uddannelse). En pointe, der sådan set har været velkendt siden Fogh-valget i 2001.
Det burde den så også have været for Ellen Trane Nørby, der muligvis tabte valget om næstformandsposten på ikke at have forstået den pointe. For da hun i weekenden tabte næstformandsvalget med et brag, var det ikke et splittet Venstre, der åbenbarede sig – det har vi ligesom set på længe nu – det var måske nærmere et udtryk for, hvor den generelle splittelse i samfundet kommer fra. Hun tabte med 73 pct., hvilket må siges at være ret eftertrykkeligt, og hvis hun og hendes fløj nogensinde realistisk havde troet på, at hun kunne blive næstformand, kan man konstatere, at de har haft dårligt fat i partiets bagland – hun har været dårlig til at aflæse ”folket”.
At splitte mens man samler
Det samme kan man ikke sige om Inger Støjberg. I hele sin politiske karriere har hun været mesteren til at tegne splittelser op, der placere hende blandt folket og hendes modstandere blandt eliten. Hun har talt ind i konkret og direkte splittelse på områder, som har betegnet de sidste snart 20 års politiske arena: Det er konkret geografi. Det er (naturligvis) modsætninger. Det er By vs. landet, Folket vs. eliten eller endnu skarpere debatter som klimabenægtere vs. klimatosser, racister vs. halalhippier. Eller som Inger Støjberg selv sagde til Berlingske i torsdags: ”Vi skal kunne favne alle danskere – både dem, der spiser sushi og dem, der spiser flæskesteg,” mens hun i samme sætning placerede sig selv på den akse.
Inger Støjberg er folket, Ellen Trane en elite. Det blev aftegningen. Se på de tos taler for eksempel. Ellen Trane var patosfyldt, historisk i sine referencer og sine steder helt Obamask (eller i hvert fald et forsøg på at være det), mens hun indstuderet forlod talerstolen og gik ned fra talerstolen. Inger Støjbergs var direkte, naturlig, folkelig, ja, man fristes til at sige flad og noget så slidt som i øjenhøjde. Den var ikke elitær. Det er klart for enhver – ikke bare venstrefolk – at det har været den altoverskyggende politiske udfordring at samle den splittelse. Problemet er bare, at det er så utroligt vælger-indbringende at tegne den op. Det er derfor, Støjberg bliver ved med at gøre det, selv i sætninger, hvor hun siger, hun gør det modsatte. Det er derfor, at det er så svært at forestille sig en samlende politisk figur. Også selv om vores land skulle være mindre splittet, end vi går og fortæller os selv. /Lasse Lavrsen