Koks i turistmaskineriet

”Bring our lads home!” er nu en sætning, som både Boris Johnson og Winston Churchill med al sandsynlighed må have ytret i residensen i Downing Street.

I maj 1940, under Anden Verdenskrig, stod Storbritannien i en decideret håbløs situation, da omkring 400.000 allierede styrker var blevet fanget på strandene ved Dunkerque i Frankrig og nu så ud til at blive udslettet af den hastigt nærmende nazistiske hær. En storstilet evakueringsmission blev imidlertid iværksat på Churchills kommando, og snart sejlede alt, hvad der tilnærmelsesvis lignede søfartsdygtige fartøjer, afsted over Den Engelske Kanal for at redde de strandede mænd hjem. I alt blev 338.226 soldater evakueret i, hvad der senere skulle blive kendt som ‘Miraklet i Dunkirk’.

Mandag var den så gal igen. Efter Thomas Cook, et af verdens ældste rejseselskaber, havde meldt sin konkurs, stod omkring 600.000 turister nu strandet rundt omkring i verden. Hastigt måtte den britiske regering iværksætte den største repatrieringsmission i fredstid i Storbritanniens historie. Til den nette sum af 100 mio. pund blev mere end 40 charterfly lejet ind til at hente 150.000 briter hjem til moderlandet. Hvis der er en nation, som er mester i nødtørftig logistik, så er det altså Storbritannien.

Bevares, de to redningsmissioner kan ikke helt sammenlignes 1:1, for Thomas Cook-problematikken har ikke så meget været et spørgsmål om liv og død som et spørgsmål om, at nogle turister måske har risikeret at misse en mærkedag, de skulle nå hjem til. Ligesom Thomas Cooks konkurs nok heller ikke har så meget med nazister at gøre. Ikke desto mindre har de i Storbritannien i øjeblikket travlt med at gøre status over Thomas Cooks kollaps, som havde det været et smertefuldt krigsnederlag.

Rejsebureauets økonomi har længe været skrantende, og meldinger lyder, at selskabets gæld i alt har nærmet sig to mia. pund. Da en række forhandlinger med regeringen om en saltvandsindsprøjtning på 200 mio. pund brød sammen i weekenden, var Thomas Cooks skæbne beseglet. Spørgsmålet, som briterne nu stiller sig selv, er, om Thomas Cook rent faktisk var et selskab af stor nok betydning til, at det burde være blevet reddet; eller sagt med andre ord: Om virksomheden var ”for fed til at fejle”.

Det umiddelbare argument for er, at omkring 9.000 britiske ansatte pt. ser ud til at stå uden job, for ikke at tale om at rejse- og flyindustrien utvivlsomt vil blive hårdt ramt af Cooks deroute. Imod taler blandt andet de klækkelige bonusser i millionklassen, som selskabets topchefer har udbetalt til sig selv på trods af den tvivlsomme styr på Thomas Cooks økonomi. Som The Guardian fortæller, ville det ifølge premierminister Boris Johnson således have skabt en problematisk præcedens og en ”moralsk fare”, hvis regeringen havde valgt at bruge skattekroner på at redde en fejlforvaltet virksomhed. Hvis en hjælpepakke blev doneret nu, ville det blot have udskudt problemerne til senere.

Tænk, hvis sådanne forbehold også gjaldt bankerne og finanssektoren.

Vi venter stadig på fly

Alt imens det store rejsekaos, som også midlertidigt ramte kunder hos det Thomas Cook-ejede danske Spies, rasede, kom det første større gennembrud i den igangværende udbytteskatskandale, der i alt har snydt den danske statskasse for 12,7 mia. kr. Ved retten i Glostrup blev den tyske bank North Channel Bank idømt en bøde på 110 mio. kr. for at have faciliteret en række finansielle transaktioner, der i alt har kostet Danmark 1,1 mia. kr. Det er første gang, at det rent faktisk er lykkedes det danske politi at få stillet nogen til ansvar for den voldsomme udbytteskatskandale ved en domstol. Dommen falder i kølvandet på weekendens afsløringer fra Politiken, TV 2, Süddeutsche Zeitung og belgiske Knack om, at det ikke kun er den britiske forretningsmand Sanjay Shah, der har udnyttet den ulovlige skattefinte.

Vi kan kun juble over, at nogle af de lyssky bagmænd og banker endelig begynder at blive stillet til ansvar for deres finansielle svindelnumre. Samtidig er de nye sager dog også blot en ædrueliggørende påmindelse om, hvor få restriktioner finanssektoren tidligere har været underlagt set i forhold til den øvrige industri.

I modsætning til Thomas Cook blev alverdens banker og pengeinstitutter under finanskrisen netop vurderet ”for fede til at fejle”, og den gestus kvitterede de mange banditter i habitter så ellers for med hvidvask, tvivlsom finansspekulation og, ja, en enorm portion svindel med udbytteskat. Vi er alle endnu strandet i bankernes kvælende favntag, og vi skal altså lede længe efter et charterfly, der kommer for at redde os. /David Dragsted