Kunstneren Rune Bosse (f.1987) er uddannet fra Det Kongelige Danske Kunstakademi og for tiden aktuel med soloudstillingen ‘Stien eller tid imellem træer’ på Overgaden – Institut for Samtidskunst i København. Bosse har flyttet en hel skovbund fra et skovstykke fra Oremandsgaard Gods ind i kunsthallen. Her har træer og planter fået frit spil, og nu spirer og gror de uforstyrret i Overgadens mørklagte underetage. Men hvordan? Og hvorfor? Kunstneren ønsker ikke at skabe særlige refleksioner hos beskueren, men mener dog, at en større forståelse og respekt for naturen er essentiel, hvis vi skal lære sameksistere med den. Føljetons Camilla Skovgaard Thomsen har talt med Bosse. Interviewet er kondenseret en smule.
Camilla: Hvordan er det at arbejde med levende materiale? Og ‘manipulerer’ du med træer og planter for at få dem til at vokse på en bestemt måde?
Bosse: Det er forskelligt. Til den her udstilling har jeg taget en skovbund ind i et andet klima, end den er vant til. Så derfor reagerer den på det. Selvom det er efterår, spirer der alle mulige sjove ting nede fra skovbunden. Samtidig falder bladene af, fordi det er efterår udenfor – dén proces er nemlig ikke styret af varme, men af længden på dag og nat. Så bladene er ligeglade med, at de kommer ind i et varmt lokale – det er lyset, der afgør, om de falder af. Og omvendt reagerer skovbunden på varme. Men her i udstillingen får det hele jo egentlig frit spil, hvorimod med de træer, jeg arbejder med nede i skoven, der går jeg for eksempel ind og binder dem sammen eller trækker i dem osv. for at få dem til at gro på andre måder, eller fremhæve nogle ting, der allerede er i dem.
Camilla: Hvor lang tid tager sådan noget typisk?
Bosse: Puh, et sted mellem 10 og 50 år. Så det er noget med at starte en masse ting op og så se, hvor det ender. Det er en god øvelse i tålmodighed.
Camilla: Skal udstillingen illustrere en form for apokalyptisk fremtidsscenarie?
Bosse: Det er jo institutionen, der har valgt at sætte de ord på det. Der ligger også en tekst derinde, som jeg selv har skrevet. Den vil jeg langt hellere referere til. Institutionen skriver deres institutionstekst, som er skrevet af kunsthistorikere, og det har de fået lov til, men det er ikke mine ord.
Camilla: Så det vil du ikke umiddelbart sige? Eller, det ville du måske heller ikke umiddelbart ikke-ikke sige?
Bosse: Nej, altså, hvis det er den læsning, du har af det, så synes jeg, den er spændende.
Camilla: Du kunne godt tænke dig, at kunst ikke blot italesætter problemer, men også er med til at rykke ved ting. Kan du uddybe det?
Bosse: Ja, det er måske et meget godt billede på, hvad jeg selv har kastet mig ud i. Jeg er startet i Skovskolen for at uddanne mig til skov- og naturtekniker, fordi jeg gerne vil lære noget om træer. Jeg vil finde ud af, hvad man gør med dem, og ikke bare pege på dem og vise dem frem. Jeg vil gerne vide noget om, hvordan vi arbejder med skov i vores verden. For eksempel: Hvordan fungerer Skov- og Naturstyrelsen, hvordan bliver alle vores private skove drevet, og hvordan fungerer en skov? For vi hører alle mulige ting i medierne hele tiden, men der er jo ikke rigtig nogen af os, som ved, hvordan en skov egentlig fungerer. Indsamlingen af værkerne har måske været en god måde til at rette opmærksomheden mod naturen, men måske er næste skridt så faktisk at gøre noget. At arbejde med naturen, at bidrage med noget natur og at lave nogle værker, som får folk ud i den.
Camilla: Hvorfor er naturen så spændende at arbejde med som materiale?
Bosse: Man kan vel være lidt fræk at sige, at det allermest grundlæggende i vores verden er det naturlige. Jeg har altid haft en idé om, at hvis man forstår naturen, vil man kunne forstå alt andet også. Det er ligesom at prøve at forstå udgangspunktet for alle de der komplicerede systemer og materialer og ting, vi har. For de eksisterer allerede og hænger sammen i et meget simpelt system. Så jeg prøver at studere det i dets reneste form.
Camilla: Er der noget paradoksalt i at gå ind og ‘manipulere’ med naturen ved at binde den sammen på forskellige måder og flytte den ind til et varmere klima, for eksempel, hvis man gerne vil vise naturen i sin reneste form?
Bosse: Der var engang én, der sagde til mig: ”Hvis du holder så meget af naturen, hvorfor lader du den så ikke bare være?” Og det er jo et meget godt paradoks, som jeg ikke har noget svar eller nogen løsning på. Men jeg tror, at langt hen ad vejen er det ud fra et ønske omkring netop at give en større forståelse og respekt for den. Fordi der ligger en stor lærdom og visdom i naturen, som vi er i gang med at fjerne os fra. Jeg tror, vi bliver nødt til at have en forståelse for den for overhovedet at kunne eksistere sammen med den.
Camilla: Og det tænker du, at man får, når man ser, hvordan den kan gebærde sig?
Bosse: Blandt andet. Når man beskæftiger sig med naturen, når man lægger mærke til den, når man går ud i detaljerne og sammenhængene i træerne og planterne og fuglene og alle de andre ting, der er til.
Udstillingen kan ses til 24. november.