Hvis du nu åbner denne mail, umiddelbart efter du har modtaget den, er der mindre end en time til, at de sidste på denne klode træder ud af den 29. september 2019, og med al sandsynlighed vil det så vise sig, at tidens mest ventede album endnu engang ikke kom på den dato, troværdige kilder helt tæt på hovedpersonen havde lovet os.
Den amerikanske musiker Kanye Wests nye album Jesus is great er i hvert fald stadig ikke at finde på alverdens streamingtjenester. Kun få tusinde mennesker har fået lov at høre pladen, der i weekenden har været på en mindre lytte-turné i tre store amerikanske byer, og siden vi har passet vores arbejde i København, har vi altså heller ikke hørt den. Til gengæld har vi læst stort set alt, der var at læse om den, og vi tør godt love, at uanset hvordan pladen bliver, så bliver det en kristen plade med altoverskyggende religiøse temaer. Ud over titlen indeholder tracklisten titler som ”Through the Valley”, ”Sunday”, ”Sweet Jesus”, ”Baptized” og ”God is”, ligesom Kanye den seneste tid har afholdt gudstjenester og besunget sin nyfundne Gud, hver gang han har haft muligheden for det. Ja, Kanye West har endda udtalt, at han for al fremtid er helt færdig med at lave ”sekulære albums” og nu kun vi lave salmer.
”Åh nej,” ryger det så ud af munden på en velfærds-wigga som os, men hvis vi lige trækker vejret en gang, er det som udgangspunkt ikke så mærkeligt, at Kanye kaster sig over Bibelen. For amerikanere er den klare bekendelse til Gud og kristendom ikke synderligt kontroversielt, og selv om det selvfølgelig har fyldt mindre i hiphoppen, som Kanye West kommer fra, så har den for sangskrivere og populærmusikken altid været der. Nogle af Leonard Cohens bedste sange er praktisk talt salmer, Beyoncé har et væld af religiøse referencer, eller hvad med Joan Osbornes nykristne verdenshit ”What if God Was one of Us” – kan du ikke huske den? Kanye West selv har også haft det med sig på et par af sine største hits som ”Jesus Walks” og ”Made in America (Sweet Jesus)”, så hvad er det egentlig, vi er så bange for? Hvorfor er vi bange for kunstnere, der søger?
”Det er vi heller ikke,” vil vi så svare. Vi er bange for kunstnere, der har fundet. Ok, bange er en voldsom term, men det er i hvert fald mindre interessant at lytte til mennesker, der mener at have fundet svaret og nu vil prædike det for andre, end på kunstneren, der går på opdagelse – vi, der en gang imellem pligtlytter Bob Dylans nykristne periode ved, hvor ondt det kan gøre, når store kunstnere falder i den gryde.
Men det er ikke kun kunstnere, man skal vogte sig for i den bevægelse. Det er præster, økonomer, fanatikere og politikere – alle, der har fundet sandheden, er svære at tro på. I dagens Politiken bekender en Jakob Nordestgaard sig til sandheden under overskriften: ”Før tjente jeg styrtende og stemte LA – så fik jeg en nedtur og blev klogere.” Sætningen er interessant, fordi den på én gang indkapsler alle de venstreorienteredes fordomme om højrefløjens kynisme og hele højrefløjens fordomme om venstrefløjen selvretfærdighed, og den bliver derved alt, hvad der er i vejen med denne sandsigerske-bevægelse, der er lige så gammel som mennesket selv.
Nå, men nu kom vi igen lidt vidt omkring bare for at konstatere, at der stadig ikke er nyt fra Kanye West, og at vi glæder os helt ind til benet. Og er en lille smule nervøse. /Lasse Lavrsen