Kære læser

Kulminationer, vendepunkter og andre begivenheder af en vis størrelse

Finansminister Nicolai Wammen til pressemøde efter forhandlinger om kommunernes økonomi for 2020 i Finansministeriet, fredag den 6 september 2019.. (Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix)

Åh Nyhedsgud i det høje, bær over med os! Dagen i dag – onsdag d. 2. oktober 2019 – er ved skæbnens mellemkomst gået hen og blevet et af den slags døgn, hvor der er så mange højspændte begivenheder rundt om i verden, at det kræver en overmenneskelig præstation at udvælge og formidle og holde øjnene på bolden i en enkelt tekst.

Bolden? Det er en dag med mange bolde i luften, og nyhedsbilledet, som vi kalder det i nyhedsbranchen, bliver besværliggjort af, at finansminister Nicolai Wammen (S) fremlægger regeringens finanslovsudspil klokken fucking 12, lige akkurat når den store Føljeton-sol står op på nettet og kaster sine første livgivende stråler ind over mange tusinde inboxe landet rundt. Men vi kan ikke vente på det; vore læsere ville finde det uacceptabelt og begynde at tvivle på vores dømmekraft. Og finanslovsforslaget er jo bare et udspil.

Det føles naturligt at starte vores nyhedsoverflyvning i Fjernøsten, hvor sammenstødene mellem demonstranter og myndigheder i Hongkong nåede et foreløbigt klimaks tirsdag, da en betjent affyrede et projektil mod en 18-årig dreng, Tsang Chi-kin. Han blev ramt i brystet på klos hold (tjek evt. The New York Times’ videoanalyse af, hvad der præcis skete) og kørt på hospitalet i kritisk tilstand.

I dag har hundredvis af elever og personale på Tsang Chi-kins skole holdt en sit-in-strejke i protest mod Hongkongs politi, som de nu opfatter som ”trigger-happy”. Det er 115 dage siden, at demonstrationerne i Hongkong begyndte, og intet tyder på, at der er en løsning undervejs, så længe styret i Beijing holder fast i, at Carrie Lam skal fortsætte som politisk leder i den særlige administrative region, de kalder Hongkong.

En etårsdag

Hvis vi rykker lidt mod vest, er det i dag præcis et år siden, at den saudisk-fødte journalist Jamal Khashoggi efterlod sin forlovede, Hatice Cengiz, uden for Saudi-Arabiens konsulat i Istanbul, hvor han skulle fikse nogle papirer. Den gode Khashoggi kom aldrig ud igen, for et hold bestående af 15 snigmordere, som var fløjet ind fra Saudi-Arabien i to fly, slog ham ihjel og parterede ham på stedet. Der var for så vidt tale om professionelle folk, men hele orkestreringen af missionen blev alligevel så forkludret (blandt andet takket være det tyrkiske efterretningsvæsen og deres skjulte mikrofoner), at alle pile meget hurtigt pegede på Saudi-Arabiens unge kronprins og de facto-leder Mohammed bin Salman.

Når vi nu taler om vendepunkter, så er det næppe så sjovt at være Mohammed bin Salman i dag, som det var i de første måneder af 2018, hvor han var på charmeoffensiv i Vesten, og hvor det ikke var så ringe endda at blive set med ham, hvis man var en vestlig statsleder af en vis anseelse. Det løb er kørt, og som The Guardians mellemøstkorrespondent Martin Chulov er inde på i en kommentar i dag, så har end ikke en række (efter saudisk målestok) ret store lovmæssige forbedringer af eksempelvis kvinders rettigheder for nogle måneder siden ændret på, at Mohammed bin Salman ikke kan blive den statsmand, han en overgang forsøgte at være. Stueren, det bliver han aldrig.

Netanyahu og kneppemaskine

Som du nok kan mærke, er vi ved at cirkle os ind på Danmark, men på vejen østfra runder vi en anden fyr med forbryderiske tendenser, nemlig Israels længst siddende premierminister Benjamin Netanyahu. Der er nu gået nogle uger siden det israelske parlamentsvalg (det andet i år), og Netanyahu har for anden gang ikke kunnet samle en ordentlig regeringskoalition bag sig. Det ville han nok ønske, at han havde kunnet, for det ku’ have holdt bestikkelsesanklagerne mod ham stangen lidt endnu.

I dag – sikkert samtidig med at Nicolai Wammen fremlægger finanslovsforslaget – er der en høring bag lukkede døre i Israel, som er kulminationen på de tre års efterforskning, der kan give ham op til ti års fængsel. Det eneste bolværk mod en retssag er immunitet, og hvis han skal have immunitet, så kræver det, at han er premierminister. Så Netanyahu vil rigtig gerne fortsætte.

Og så landede vi i Danmark, og lad os da slutte med noget kultur. På fredag åbner udstillingen Art & Porn i Kunsthal Charlottenborg i København. Det skal nok blive et tilløbsstykke, og de er ved at have fået sat de fleste billeder og installationer op. Udstillingen kommer ovre fra ARoS i Aarhus, og vi har noteret os, at der også er blevet plads til Bjørn Nørgaard og Lene Adler Petersens gamle kneppemaskine. Kunsthaldirektør Michael Thouber omtaler værket i en artikel i filmmagasinet Ekko: ”Et værk, der virkelig har vakt anstød, er faktisk en video fra starten af 70’erne med Bjørn Nørgaard og Lene Adler Petersen. De bygger en kneppemaskine, hvorefter han spænder hende fast og knepper hende.”

Det gav et lille sæt i redaktionen, da vi læste det. Vi kendte godt til maskinen, men ikke til videoen, så vi gik en tur på nettet. Det kan du også gøre, men vær forsigtig. Hvis du søger på ordet ”kneppemaskine” uden nogen kontekst, kan du ikke regne med, at det, Google finder til dig, er kunst.  /Oliver Stilling

Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12