Klimafiktionen ser ind i fremtiden: ”Det er pisse uhyggeligt”
Vi ved, at klimaforandringerne i stigende grad bliver brugt som tema i både litteratur, kunst og film. Men hvad er det, at klimafiktionen, eller økopoesien, kan bidrage med til den offentlige debat om klima? Kan den håndgribeliggøre grafer og tal og give os en forståelse for, hvad det vil sige at være menneske i en verden, hvor irreversible forandringsprocesser allerede er blevet sat i gang? Gregers Andersen er forsker i miljøhumaniora ved Stockholms Universitet og udgiver i denne måned bogen Climate Fiction and Cultural Analysis på det britiske forlag Routledge. Han har beskæftiget sig en hel del med klimafiktion, og i skrivende stund deltager han på Klima&Litteratur-festivalen, der finder sted på Teaterøen i dag. Føljetons Camilla Skovgaard Thomsen har snakket med Andersen. Interviewet er redigeret og kondenseret.
Føljeton: Hvad er forskellen på økopoesi og klimafiktion? Handler økopoesien mere om naturen og mennesket i forhold til naturen, og er klimafiktionen derimod en direkte italesættelse af klimaforandringerne?
Gregers Andersen: Du kan nok ikke lave den der helt grove opdeling af tingene. Men på en måde har du ret, i at det økopoetiske handler meget om menneskets relation til det ikke-menneskelige. Det handler om at problematisere dén relation og lede efter nye måder at skabe en mere konstruktiv relation på end den, der tidligere har været. Klimafiktion er i min definition slet og ret fiktion, der inkorporerer den menneskeskabte globale opvarmning i plottet – dvs. film, romaner og noveller, der bruger det, mange herhjemme kalder klimakrisen, til at fortælle en historie med.
Føljeton: Har økopoesi og klimafiktion eksisteret længe, eller er det nye genrer?
GA: Nej, det er det ikke. Økopoesien starter givetvis et andet sted, end klimafiktionen gør, og der er forskellige starttidspunkter afhængigt af, om vi kigger på Skandinavien, på hele Europa, det globale nord eller det globale syd. Men hvis vi snakker om klimafiktion, så begynder genren at spire omkring 70’erne.
Føljeton: Altså samtidig med, at digteren Thorkild Bjørnvig for eksempel skriver Miljødigte i 1975 (Delfinen. Miljødigte 1970-75)?
GA: Nå ja! Jaja! Thorkild Bjørnvig var i princippet én af de første på dansk jord til at skrive økopoesi. Men klimafiktionen starter mere internationalt, blandt andet i nogle amerikanske værker, som for eksempel filmen Soylent Green fra 1973. Da genren begynder at dukke op i 70’erne er det fordi, der begynder at komme en større videnskabelig konsensus om, at den globale opvarmning er et problem. På det her tidspunkt er emnet dog stadig meget perifert. Man ser først en rigtig acceleration i klimafiktionen i begyndelsen af årtusindeskiftet i takt med, at klima kommer mere og mere på dagsordenen, og rapporterne fra FN’s klimapanel bliver mere og mere alarmerende.
Føljeton: Har du forfattere, filminstruktører eller værker, du vil kategorisere som nogle af de største inden for klimafiktion?
GA: Klimafiktionsgenren eksploderer i øjeblikket, og der kommer hele tiden bedre fiktioner. Da jeg begyndte at forske i genren, havde fiktionerne typisk en ret dårlig æstetisk kvalitet. Der synes jeg, at der er sket en forbedring – fiktionerne begynder at blive mere sofistikerede. Jeg kan fremhæve Kim Stanley Robinson, som fra 2004-07 udgav en triologi, der hedder Science in the Capital. Den er interessant, fordi den starter i et USA, der er republikansk og klimaskeptisk, og så forestiller den sig hvordan ‘omstillingen’ tager form, og hvordan USA går fra at være klimaskeptisk og klimabenægtende til at blive foregangsland for verdens omstilling. Den beskriver ret godt, hvordan klimaet groft sagt kræver tre forandringer – en teknologisk, en politisk og en eksistentiel, kulturel livsstilsforandring.
Føljeton: Det værk, du fremhæver der, er meget optimistisk indstillet. Er det et generelt karaktertræk for genren?
GA: Nej, det ser man faktisk ikke så ofte. Klimafiktionen har to funktioner, som jeg ser det. Det ene er en utopisk funktion, og den falder Robinson under. Her forestiller vi os en verden, som rent faktisk er bæredygtig. Men klimafiktionen kan også have en kritisk funktion, og den hører langt de fleste værker under. Her har man placeret fiktionens plot i en verden, hvor det allerede er for sent at undgå radikale klimaforandringer. Menneskene, der lever i den her verden, fortryder selvfølgelig, at de ikke gjorde mere for at løse problemerne omkring klimakrisen. De kritiske fiktioner går således ind i fremtiden og skuer tilbage på nutiden med fortrydelse over de ting, som ikke længere kan forandres. Læseren, derimod, sidder i den verden – den nutid – som i fiktionen ikke længere kan forandres, men som i læserens nutid kan forandres. Dét vækker forhåbentligt en kritik i læseren, eller beskueren, til at gå ud i sit eget liv og kæmpe for de her ting. De kritiske fiktioner fungerer på den måde som et opråb til læseren eller beskueren ved at sige: ”Hvad fanden er det egentlig, I har gang i? Undgå nu det her!”
Føljeton: Hvad kan klimafiktionen bidrage med til den offentlige debat? Kan den gøre klimadebatten mere vedkommende eller håndgribeliggøre folks forståelse for klimaforandringerne?
GA: Jeg ser klimafiktionen som et element i en større forandringsproces, der også inkluderer journalistik og protesterne på gaden – men de har selvfølgelig forskellige virkningsformer. Det jeg tror er specielt ved klimafiktionens virkningsform er, at den kan fungere som et alternativ, eller et supplement, til rapporterne fra FN’s klimapanel. Rapporterne giver selvfølgelig også et godt indblik i, hvilken effekt klimaforandringerne kommer til at have på vores fremtid. Men de fungerer på en måde kun som rammer for de forandringsprocesser jorden står overfor, og det kan være svært for almindelige mennesker, at forestille sig, hvordan det vil blive at leve i dem. Dét klimafiktionen kan er at spørge og illustrere: Hvordan opleves det at være menneske i de her verdener? Og én af de måder, karaktererne i fiktionerne typisk oplever det på, det er, at det er pisse uhyggeligt. I mange af de her verdener er der ikke noget mad, eller der er ’klimakrig’. Nogle af fiktionerne bevæger sig også helt ude i horror-genren, hvor alt er ren overlevelse, og mennesker æder hinanden. Hvis der er noget, klimafiktioner gør, så er det at vise os, hvor forfærdeligt det er, at vi ikke gør mere for at stoppe de irreversible forandringsprocesser, vi risikerer at sætte i gang, hvis vi ikke standser temperaturstigningerne og overholder Parisaftalens mål.
Føljeton: Tror du, at de her værker kan være med til at skabe reel handling?
GA: For nogle kan de måske. Klimafiktionerne har da været med til at flytte mit eget billede på tingene, især i starten. Så det kan de måske. Jeg tror i hvert fald, at de indgår som en del af en større proces.
Foto: Niklas Björling.