Nyhedsanalyse

Hvem ler sidst – Banksy eller markedet?

Original artworks by British artist Banksy form part of an installation inside a shop front, ahead of an online sale, in Croydon, Britain October 1, 2019. REUTERS/Peter Nicholls

Et stort øjeblik? Priserne på værker af den amerikanske billedkunstner Jean-Michel Basquiat, der døde som 27-årig i 1988 på grund af en overdosis, er de seneste år skruet helt i vejret af aktører i det globale kunstmarked. Det kulminerede foreløbigt, da en af Japans rigeste mænd, Yusaku Maezawa, i maj 2017 købte et Basquiat-portræt fra 1982 for 110,5 millioner dollars på en auktion i New York. Da London-galleriet Barbican Center senere i 2017 åbnede en udstilling med Basquiat-værker, blev galleriets facade så udsat for ‘hærværk’ af verdens mest kendte street artist: Briten Banksy, der stadig opererer anonymt, havde malet en af Basquiats figurer, der bliver kropsvisiteret af to bobbyer. Titlen på værket var: Portræt af Basquiat, der bliver taget imod af Metropolitan Police – et (uofficielt) samarbejde med den nye Basquiat-udstilling. På en auktion hos Sotheby’s i sidste uge kom Banksy imidlertid selv deropad prismæssigt, da hans maleri Devolved Parliament (2009) blev solgt for 82 millioner kroner (inklusive salær), hvilket var nøjagtig  samme pris, som et af Basquiats værker røg for. ”Det er et stort øjeblik for Banksy at blive solgt for det samme som Basquiat,” udtalte Alex Branczik, Sotheby’s chef for europæisk samtidskunst.

Fællesskabets ejendom. Hvis det var et stort øjeblik, så var det det næppe for Banksy, der hader kunstverdenens mekanismer af et godt hjerte. Efter hammerslaget lagde han et opslag ud på Instagram med et citat af den afdøde australske kunstkritiker Robert Hughes om, at kunstens opgave blandt andet er at give os en følelse af samhørighed, som vi ellers ikke ville have haft, og at prisen på et kunstværk efterhånden er blevet en del af værkets funktion: ”Dets nye opgave er at hænge på væggen og stige i værdi” hos en, der har råd til det, ”i stedet for at være mennesket fælles ejendom, ligesom det er tilfældet med en bog”. Auktionen har haft en vis bevågenhed, dels fordi Devolved Parliament forestiller en masse aber i det britiske underhus (og dermed giver associationer til Storbritanniens bizarre brexit-forløb), og dels fordi Banksy sidste år udsatte kunstbranchen for en spøg, da hans billede Pige med Ballon blev delvist makuleret af en indbygget elektronisk anordning, kort efter at det var blevet solgt. Banksy har altid været god for en kapitalismekritisk prank, og dén kunne branchen så tænke lidt over. Det eneste problem var bare, at billedet straks steg i værdi på grund af den opmærksomhed, som spøgen tiltrak.

Svært at være kendt. Samtidig med at det trods alt mere eller mindre er lykkedes Banksy fra Bristol at bevare sin anonymitet, er han blevet ufattelig kendt i løbet af de seneste 10-15 år – og med berømmelsen er hans værker og varemærke steget markant i værdi. I sidste uge åbnede han pludselig en butik (med det tvetydige navn Gross Domestic Product) i bydelen Croyton i det sydlige London, hvorfra han vil sælge sine kunstværker til priser helt ned til 10 dollars. Angiveligt ikke fordi han har lyst, men fordi hans advokat har anbefalet ham at gøre det. En plakat i butikken, som i øvrigt vil forblive lukket og udelukkende fungere som showroom, forklarer, at et firma, der laver lykønskningskort, forsøger at tage juridisk ejerskab over navnet ‘Banksy’, og at Banksy derfor er nødt til at reagere ved selv at sælge varer, hvis han vil bevare det. Ifølge BBC svarer lykønskningskortfirmaet, at der ikke er hold i Banksys påstande, og at de ikke krænker hans rettigheder på nogen måder. Det er ikke let at være Banksy. Og som kunstmediet Hyperallergic skriver: Banksys forhold til kunstverdenen er lige blevet en lille smule mere kompliceret. /Oliver Stilling

Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12