Hverdagsfuglens genvordigheder

Løvfaldstiden er blændende, fantastisk og til tider endda fantasmagorisk. Solen gæster skovbunden, når træerne lader masken falde og løvpragten dale. Selv står de nøgne tilbage, mens bladene dækker jorden omkring dem og omslutter de mørke stammer som et brændende flammehav. Det styrter ned, og det kan lægge en dæmper på efterårsentusiasmen, men der er alligevel noget ganske særligt ved omgivelsernes skiftende ansigt. Et kort øjeblik fristes man til at tro, at skoven med sine økosystemer og biologiske finurligheder lever i bedste velgående. Det gør den sikkert også i de brudstykker, vi ser den i. Men åbner vi for nyhedsstrømmen eller kaster et blik på FN’s klimarapporter, får begejstringen en mavepuster.

Som du ved, befinder kloden sig i sin sjette masseudryddelse. Det er det, Gretha Thunberg og mange andre bliver ved med at fortælle os. Den antropocæne tidsalder har været skyld i, at millioner af arter lige nu uddør hurtigere end nogensinde før. Det er, som klimafiktionsforskeren Gregers Andersen udtalte i sidste weekends Føljeton, ganske enkelt ”pisseuhyggeligt”.

Sidst i september meddelte en række forskere, at der i løbet af de seneste 50 år er forsvundet mere end tre mia. fugle fra Nordamerika, svarende til 29 pct. Den massive nedgang skyldes efter alt at dømme udryddelse af enge og prærier, udvidelse af landbrugsområder og brugen af pesticider. Man skulle umiddelbart tro, at de sjældnere, truede fuglearter ville rammes hårdest i en sådan nedgang, men det er faktisk slet ikke tilfældet. Omkring 90 pct. af de forsvundne fugle er blandt de allermest almindelige – svaler, spurve, finker, you name them. Det er hverdagsfuglene, der forsvinder, i takt med at vi udrydder deres leveområder.

Er det en fugl?

Ironisk nok er et helt modsat problem opstået i Spaniens hovedstad Madrid. Her er bestanden den lokale papegøje, munkeparakitten, blevet så stor, at det er blevet et reelt problem for byen. Munkeparakitten er oprindeligt fra Argentina, men blev i en årrække importeret til Europa som kæledyr. Efter det blev forbudt at eje den farverige fugl for otte år siden, er dens tilstedeværelse i Madrid gået fuldstændig bananas. For tre år siden var der 9.000 frit flyvende munkeparakitter, i dag er der 12.000. Der med er munkeparakitten begyndt at udkonkurrere byens andre fuglearter.

Værre er det, at de er blevet til voldsom gene for Madrids indbyggere. En ting er, at de kan overføre en række sygdomme til mennesker, noget andet er størrelsen på deres reder. Rederne, som blandt andet hænger i byens offentlige parker, kan veje op til 200 kilo! Det er ikke særlig fedt at få sådan en i hovedet, når man er ude i det fri, og af samme årsag har byrådet nu besluttet at regulere i bestanden af papegøjer. Det skal blandt andet ske ved at sterilisere parakitternes æg og ved at gennemføre en såkaldt ”human nedslagtning”.

Munkeparakitterne er ikke de eneste subtropiske fugle, der er blevet transporteret til Europa af mennesker, og som er blevet en invasiv art. Det er alment kendt (i hvert fald i Dansk Ornitologisk Forening, vi vidste det ærligt talt ikke), at flere subtropiske fuglearter har spredt sig i Europa og har skabt problemer for den naturlige fuglebestand. Det lader nu ikke til at være hovedårsagen til Madrids beslutning om at nedslagte byens munkeparakitter. De er bare blevet møgirriterende.­

For få er for lidt og for mange for meget. Det er svært at forstå, at det hele er ved at falde fra hinanden, når man betragter de faldne blade i skovens dybe, stille ro. Her tænker man bare, at der skal være plads til alle – og måske især til os.

God eventuel efterårsferie. /Camilla Skovgaard Thomsen